Hus afslutning

Huskøbet gik i vasken, sælger kunne ikke bestemme sig, skrev ikke under og bad om lidt mere betænkningstid. Og til sidst sagde vi stop, nu vil vi ikke være med mere. Så nu er det forfra igen. Håber ikke det er et generelt tema vi skal køre.

Har test dag på lørdag, absolut ingen symptomer af hverken den ene eller den anden slags. Men har fået skrabet mig en ordentlig sommerforkølelse til mig inkl et døgn med feber. Så ved heller ikke lige hvor store sandsynlighederne er for at en graviditet bliver til noget. Der er jo ikke ligefrem optimale arbejdsvilkår! Der er jo ikke andet for end at vente, og så se hvad der sker. Det går heldigvis nemmere, fordi dejlige A holder mig beskæftiget. Men alligevel synes jeg det fylder, egentlig mere end jeg havde troet det ville. Og lige i dag er jeg bare træt af at vente, træt af uvished, træt af hormoner og usikkerhed. Tror jeg hopper tilbage under dynen til mine snotklude, og har lidt ondt af mig selv.. Øv.

Ventetid på alle fronter

Scanningerne gik fint, blev scannet 10. og 12. dagen og havde tre fine store follikler. I går var så insemination. Blev scannet lige inden og der var ægløsning i gang på den ene af folliklerne, og de to andre så ud som om de var lige på vej. Så nu venter vi bare.

Huskøbet afventes stadig, vi har jo skrevet købsafaten under, men nu mener sælger og hendes sønner pludselig at de kan få mere for huset end den pris vi er blevet enige om. Vi er ikke interesserede i flere forhandlinger og er helt enige om, at det er enten eller lige nu. Men er træt af at vente, træt af ikke at vide om det hus bliver vores. Og hvis det ikke gør så føler jeg virkelig vi har spildt lang tid på ingenting, fordi det hele bare har trukket sådan ud. Sælger har til på mandag, så skal hun have bestemt sig. Suk...

A er tilgengæld fantastisk, fræk, temperamentsfuld,glad og elskelig:) Hun startede i vuggestue for 3 uger siden da hendes DP gik på pension. Det er gået super fint, hun er glad dernede og pædagogerne er meget imponerede over hvor godt hun klarer det. Til gengæld har hun afreageret herhjemme, og der har været megen hylen og skrigen konstant og nærmest uanset hvad vi gør. Jeg synes det går lidt bedre nu. I stedet er hun begyndt at græde når vi går fra hende dernede, hvilket gør så ondt i hjertet at jeg slet ikke fatter hvordan jeg kommer afsted derfra igen. Men det gør jeg, og de insisterer på, at efter 1 minut så er hun glad igen. Jeg prøver at fortælle mg selv, at det blot er reaktionen på afskeden og ikke fordi hun er ked af at være der, men det er så forkert at gå fra min grædende lille pige, der står og rækker ud efter mig og græder. Det er forfærdeligt! Håber det bare er en overgang, håber jeg gør det rigtige, håber hun bliver glad...

Hus

I dag har vi skrevet købsaftalen under. Så er vi da et stykke af vejen, omend endnu ikke helt i land. Er meget spændt på om sælger skriver under eller ender med at fortryde. I hvert fald bliver de næste dage vist fyldt med advokat snak, mails, bank, forsikring osv. Håber godt nok vi bliver glade for at bo i huset. Har haft mange kolde fødder - er det nu lige her vi ender med at blive lykkelige? Men som vi talte om i dag, så er det et rigtig dejligt hus med en skøn have, og så er lykken afhængig af os:) Og vi glæder os:)

Imorgen er scanningsdag. Talte med Svend i telefonen den anden dag for lige at høre hvordan normal procedure var derinde hos CFC med aflevering af sædprøve og tidspunkter osv. Og det lød lidt på ham som om det skulle have været scanning på 12. dagen, hvilket også ville give mere mening i mit hoved. Men nu er aftalen jo altså imorgen, og så må vi se hvad der sker.

På den igen

Mens kom langt om længe i lørdags, 32 dages cyklus bare for at irritere! Så i dag startes der pergotime, og så er der scanningsdag på 10. dagen. Det synes jeg er lidt sjovt, for det gamle sted var der scanning på 13. dagen samtidig med ægløsningssprøjte, så er lidt spændt på hvordan tingene kommer til at køre her. Men nu er vi da i gang.

Og samtidig venter vi spændt på en købsaftale på et hus. Vi har vidst nok fået aftalt både pris og overtagelsesdato, men fordi tilstandsrapporten skulle opdateres måtte vi vente på en meget langsom el-mand. Nu har ejendomsmægleren skrevet at tilstandsrapporten er ved at være der, så nu mangler der vist ikke så meget førend det snart er virkelighed. Det er et fint lille hus - det er ikke drømmehuset, for det har vi ikke råd til der hvor det lige nu er mest praktisk at bo. Men det er et dejligt hus, lyst og venligt. Trænger til et nyt køkken og ellers blot en kærlig hånd, er ifølge tilstandsrapporten et sundt hus og det sagde vores kyndige kammerat også da han var med ude at se det. Så det er spændende. Jeg svinger lidt imellem slet ikke at kunne vente, og så vild panik over om det nu er det rigtige, og hold op hvor er det mange penge, og hvad nu hvis vi fortryder?? Hvad nu hvis naboerne er forfærdelige? Puha, det er altså kolde fødder over at binde sig til noget som jeg ellers næsten ikke kan vente med at få. Men tænker, at det vel i virkeligheden er meget normalt at have det sådan?? Eller hvad?

Gab højt op

Vi kaster os ud i det hele på en gang. Bil nummer 2 er købt, alle forsikringer bliver lagt om og vi har budt på huset. Og så har jeg bestilt tid til samtale hos CFC!! Første bud på huset blev mødt med, at det ikke er interessant i det der er en del køberaktivitet på huset aktuelt. Det har ikke været til salg sålænge, så de har vist tid til at vente lyder det til. På mandag skal vi tale med en boligadvokat og så må vi jo komme med et nyt bud, der er højere. Det ville bare være så fedt at få det hus. Det er ikke så sort, men ligger dejligt og virker rigtigt hyggeligt. Og så ville det bare være skønt med en have, det begynder bare at trække rigtig meget. Men hold da op - det er godt jeg har lidt ferie til at få ordnet nogle af alle de her ting.

Jeg har bestilt tid hos CFC, skal først bare til helt almindelig samtale og så må vi se hvad der sker. Regner jo helt bestemt med at starte IUI, og håber det kan lykkes endnu engang på denne måde. Det føles lidt underligt at tænke på. Lidt nervøs, lidt spændt, masser af håb lige nu!

Stille, stille, nu står solen op...

Her er stille. Men ikke i mit hoved. I mit hoved kører tankerne på fulde drøn, men jeg er så hamrende træt af dem at jeg forsøger at ignorere dem det meste af tiden. Og heldigvis er der masser af andre ting at koncentrere sig om.

Primært min lille elskede pige, min smukke lille A. Hun fylder dagen med glæde, kærlighed og livsbekræftigelse. Og så er der lige dage, hvor hun udover dette fylder dagene med skrig, gråd, arrigskab og trodsighed. For hvem havde troet at en lille pige på 20 mdr kunne have så stor en meninng om, hvad der skal ske og hvornår det skal ske. Og hvad man gider og ikke gider. Men det har hun, og det giver altså nogen kampe herhjemme. Særligt fordi hun er begyndt at slå i frustration, når der er noget hun skal men som hun ikke vil. Og jeg ved godt det er frustration der gør sig gældende, men har en nul-tolerance overfor at slå. Det er bare ikke ok. Og så bliver hun så ked, så ked når mor hæver stemmen og siger nej. Puha, det trækker altså tænder ud!
Min lille, store skat<3

Mr. N og jeg kæmper også. Kæmper for at bevare nærheden, kæmper for at finde ud af tingene sammen, og kæmper for barn nummer to skal lykkes en dag. Men hold op det er ikke nemt når ens overanalytiske hjerne slår al lyst ihjel og jeg føler mig som en stor uduelig krop, der ikke kan finde ud af blive gravid eller nyde "processen" dertil. Jeg føler mig simpelthen som en fiasko, og kan kun tænke på, at det skal være nu, fordi nu er det ægløsning og så skal vi være sammen... Suk..

I stedet har vi kastet os ud i hus kiggeri. For som solen komer så trækker tanken om en have, om at kunne nøjes med at åbne døren og så er der grønt, og A kan komme ud at lege, vi kan sidde i en solkrog i haven, nyde hende og fuglene der synger. At have lidt mere permanent følelse over tingene, og gøre noget til vores. Men det levner ikke mange stunder til evt. ny behandlingsstart. Måske det i virkeligheden også er bedre kun at bide over en kæmpe ting af gangen, og så starte med huset, i stedet for at prøve alting på en gang og drukne på vejen??

Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

18+5

Jeg synes tiden flyver afsted lige nu - mon ikke jeg kommer til at føle det anderledes senere hen? Men lige nu synes jeg, at der er tusinde ting vi skal nå inden det bliver sommer. Idag skal vi ud at se på et hus - havde en lang snak igår. Mit redebyggerinstinkt er kommet noget så krævende frem, og det at hele fremtiden er så usikker med job og bolig, det bruger jeg bare virkelig meget energi på! Og det er frustrerende når det er ting jeg ikke bare sådan lige kan ændre på. Så nu har vi sat en grænse dato for hvornår vi begyndet at se på noget lejebolig i stedet, som er mere praktisk end det vi bor i lige nu.. Og indtil da bliver der skruet lidt mere op for huskiggeriet, da det jo trods alt er det vi helst vil flytte i.

Og så imorgen skal vi til MD scanning:) Jeg synes det er lidt vildt, er meget spændt - egentlig ikke så meget på at se køn, det er jo slet ikke sikkert vi kan se det. Men bare spændt på om lille loko (lokomotiv) har det godt, om alting er som det skal være, og spændt på at se den lille igen:) Jeg er ikke i nærheden af at være så nervøs som til NF (det kan selvfølgelig nå at komme) - de små puf og min Angelsounds beroliger mig når nerverne spiller et puds.

Jeg synes også maven pludselig har taget nogen ryk. Jeg har i meget lang tid gået og tænkt, at jeg godt kunne se jeg var gravid, men når jeg lå på ryggen kunne man ikke se noget som helst. Her den anden morgen lå jeg så og kørte hænderne over maven for at sige godmorgen og tænkte, at den føltes da egentlig anderledes nu. Og så er der jo bare den fineste afgrænsede bule der stikker så tydeligt frem:) Det er bare fantastisk:)

1. JM besøg

Vi havde en fantastisk ferie - kunne bare godt have brugt en uge til:) Vi har slappet af, ligget ved poolen med hver vores bog, sovet 11 timer hver nat, dyrket sport og gået ture. Og det var så svært at slippe igen for at komme hjem til kolde, snedækkede danmark og starte på arbejde!

Dagen efter vi kom hjem havde jeg fået en tid til første JM besøg. Det gik stille og roligt. Hun kom jo egentlig ikke med nogen nye informationer, men det var alligevel rart at få af vide, at alting så fint ud. Min livmoder gik på det tidspunkt 4 fingersbredder over skambenet. Hun satte også ULdoppler på så vi fik endnu et lille lyt til hjertelyden, som bare var så fin og tydelig. Det er sjovt som, at jeg bare fo 2 uger siden ikke rigtigt synes jeg kunne mærke min livmoder, i hvert fald ikke sådan tydeligt. Og så pludselig en dag på ferien ligger jeg (igen igen igen) og mørker på maven og tænker: Jamen der er den jo, hvordan har jeg ikke kunnet mærke den??

Hjemkomsten betød desværre også, at jeg kom hjem til afslag på de ansøgninger jeg havde sendt ud. Det var også nogle temmeligt eftertragtede stillinger, men jeg ville alligevel ønske jeg havde haft mulighed for at komme til samtale. Sådan skulle det ikke være! Så med 14 dage til jeg slutter på mit nuværende arbejde ser det i hvert fald ud til jeg kommer til at have rigtig god tid til mig selv i marts måned! Næste uge skal der sendes flere ansøgninger ud, og hvis de ikke bringer noget med sig, så må jeg få et vikariat indenfor noget som jeg ikke synes er spændende, eller den retning som jeg vil i. Men lidt penge på bordet skal der vel til:)

Jeg forsøger ikke at tænke alt for meget over det, men i korte træk skal både mr. N og jeg finde ud af hvilken karriere vi vil have i fremtiden, prøve at få en ansættelse indenfor disse, vi skal have købt et hus, flyttet, solgt lejlighed - nå ja, og så lige have et barn indenfor de næste 6 måneder!! Et eller andet sted er jeg lidt presset, men jeg forsøger at tænke, at det hele nok skal lykkes på den ene eller den anden måde. Og resten af tiden er jeg bare virkelig god til at skubbe de tanker væk!