Ugen der gik

Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.

Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...

Scanning og jobsamtale

Scannings dag på mandag. Har en lidt travl dag lige den dag. Kommer hjem fra nattevagt, skal til jobsamtale og så til scanning. Håber jeg får sovet bare lidt på vagten, men tror desværre ikke jeg skal regne med det. Søndag nattevagter er bare altid travle! Er spændt på jobsamtale, ved ikke helt hvad jeg skal forvente mig, om jeg skal have noget med... Satser på at adrenalin og nervøsitet holder mig vågen og frisk nok til samtalen, så jeg ikke bare sidder og giver et dårligt indtryk fordi jeg næsten ikke kan tænke af træthed!

Vente, vente, vente

Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget tid jeg har til at tænke over behandling og underliv og symptomer denne her gang. Det ligger altså lige der og lurer hele tiden! Mern ellers går det bare derud af. Har lidt niv i underlivet en gang imellem. Og det er det! Jeg er stadig træt af at vente:)

Tilgengæld er der masser af andre ting at stresse over. 31. okt står jeg uden arbejde og derfor er jeg i gang med at søge nyt. Men der er ikke meget at komme efter, og jeg synes det er svært. For jeg har jo travlt, lige om lidt så klapper fælden (1 år og 5 mdr) og så bliver jeg i følge vores fantastiske (sagt i det mest sarkastisk tonefald man overhovedet kan forestille sig) politikere aldrig speciallæge. Og det presser mig! Der er ikke tid til at tænke sig om, ikke tid til at fjumre rundt, ikke tid til ikke at vide hvad man vil, ikke tid til at overveje om der er noget andet man hellere vil, eller hvilke veje man skal gå hvis dette ikke lykkes. Jeg er frustreret og vred, og føler mig helt hjælpeløs og uden kontrol - ikke spor rart at have den fornemmelse konstant.

Tankemylder

Jeg har helt inden vi prøvede at blive gravide hørt utallige historier om par, der kæmpede og kæmpede, endelig blev gravide, fik et barn. Og så vupti var hun gravid igen, helt uden de nærmest havde prøvet. De historier har sidder godt fast, så godt at jeg et eller andet sted har haft overbevist mig selv om, at sådan vil det også være for os. Blandet sammen med min sundhedsvidenskablige baggrund, så har det haft mig overbevist om, at vi selvfølgelig skulle bruge k.ondo.m når vi er sammen. For til trods for jeg gerne vil have flere børn, så vil jeg helst ikke have nogen pseudo-tvillinger og har ikke været klar til nummer to.

Nu begynder mine veninder så at nærme sig terminen med deres nummer to. Bekendte, mandens venner og lignende. Nummer to alle vegne. Og min hjerne kører på højtryk. På den ene side føler jeg mig stadig ikke helt klar. Primært så synes jeg det er synd for A, at hun skal dele os med en lille baby der tager så ufattelig meget tid. Og så ved jeg slet ikke hvor den tid skal komme fra, for jeg føler mig stadig som en lille hamster der løber rundt i et hjul - jeg spæner og spæner, men kommer ingen vegne og der er konstant 1000 ting jeg mangler at gøre.
På den anden side - så er vi begyndt at droppe det der k.ondo.m, men har tilgengæld kun været sammen på ikke optimale tidspunkter. Så skete der det, at min menstruation som ellers lige var begyndt at være så fin regelmæssig og pålidelig, den udeblev. Efter 3 dage tog jeg en test - negativ. Efter 6 dage kom mens.

Og pludselig kommer alle følelser omkring den der negative test bare væltende frem. Alle de gange jeg har stået der og gloet på sådan en latterlig lille pind, forsøgt at mane en ekstra streg frem. Forsøgt flere metoder - kigge på den konstant, lade den ligge og sat et ur, nonchalant lade den ligge og bare set til den når jeg havde lyst (som om man kunne snyde testen ved ikke at vise den hvor vigtig den var i ens liv!!). Og nej, det er slet ikke det samme når jeg nu kan gå ud af badeværelset og tage min vidunderlige lille pige op i mine arme, dufte til hendes nakke, puste hende på kinden og høre hende grine. Men omvendt kan jeg slet ikke overskue tanken om, at nummer to skal blive en kamp at få. Og jeg er gået fra at være optimisten, der brugte beskyttelse til at synes jeg er komplet latterlig jeg har gidet bruge penge på det, for hvem siger den nogensinde lykkes på normal vis for os?? Jeg kan ikke overskue at skulle bruge kræfter på at gå og vente på at finde ud af om det lykkes. Jeg er træt blot ved tanken. Jeg er bange for at komme ind i det her mønster, hvor det at blive gravid tager over og fylder, som det gjorde før. Men jeg prøver at tage en dyb indånding og sige vi må jo starte et sted. Og da det trods alt lykkes ved IUI, så er det vel i sengen vi starter først. Så må vi se, hvad der sker og hvornår det sker...

P.s. jeg fik jobbet:) Er meget glad, omend træt hver dag når jeg kommer hjem.

Job samtale

Job samtale på torsdag inden nattevagt, så skal møde ind tidligere. Håber det går godt for ellers bliver det vist en lang vagt! Men det er en god dag - min far bliver 60 på torsdag, mon ikke det smitter lidt af og giver positiv energi og lidt held med på vejen??

Vi er ved at komme ovenpå igen efter sygdom herhjemme. A er ved at få sit humør og sin appetit igen. Og så er hjørnetand nummer 4 ved at komme igennem. Det er så tand nummer 16!!!!! For to måneder siden havde hun 8... De kommer altså stærkt de der tænder.

Jeg har nydt en fridag, helt for mig selv. Og selvom vejret viser sig fra sin allermest positive side, så har jeg puttet i sengen med Grey's HELE dagen. Nøj hvor er det skønt. Men nu må jeg se at komme i tøjet og få hentet min lille solskinspige:)

Hjem igen

Det var en fantastisk ferie:) Vejret ikke helt i top, men vores lille pige har nydt at have lidt mere plads om sig, vi har nydt at have lidt mere plads og bare se venner, familie og hinanden uden at have alle de andre ting hængende om ørerne.

A har kravlet sine første rigtige kravleskridt. Hun tager lige et par stykker inden hun igen ligger sig ned på maven og møffer sig fremad. Hun har lært at sætte sig op fra maven af (går stadig totalt i stå hvis hun ender på ryggen, til trods for at hun godt kan vende sig om på maven hvis hun ligger på puslebordet - men næ nej, ikke når man er på gulvet!!). Tand nummer 8 dukkede op for små to uger siden (ve. nedre 2. fortand). Hun er en bestemt lille pige, med temmelig meget temperament (ved slet ikke hvor hun har det fra! ;) ). Men hun er mest af alt glad, nysgerrig og smilende, glad for andre børn, en lille pilfinger der piller i alt, hvad hun ikke må. Og nu er der bare fart på - det går igennem alle rum, over dørtrin og hen til ledninger, plasticposer, papkasser, tasker osv. Hold op, jeg synes bare hun bliver skønnere for hver dag der går:)

Nu er vi hjemme igen, her venter en lejlighed fuld af ting der skal pakkes ned i kasser i løbet af den næste uge, så vi skal vist være effektive. Den 2. juni flytter vi. Og hold da op, jeg glæder mig til mere plds, men jeg synes godt nok også det er meget vemodigt at skulle herfra! Helt uvirkeligt faktisk, men det er jo trods alt også det eneste sted jeg har boet fraset hjemme hos mine forældre. Og så venter hverdagen også. I juni starter jeg på en uges intro kursus, og 1. juli så starter arbejdet op. Har fået den første vagtplan med skiftende vagter, weekender med arbejde og timer væk fra A, som slet ikke er til at holde ud. Til trods for at jeg glæder mig til at skule starte, så gør det også ondt i maven af savn, længsel efter at bare være tæt, og dårlig samvittighed overfor min lille pige. Puha! Nu nyder vi lige søndagen inden vi starter imorgen...

Ud i det blå

Imorgen starter ferien i barslen - vi skal først en tur på hotel ved Rebild bakker, og så en uge i sommerhus. Jeg føler lidt vi stikker af fra alt det der ligger herhjemme og venter, med pakning, dagpleje, hverdag og et helt nyt liv der skal startes op som familie. Men lige nu - der skal vi bare være familie på ferie, vandre lange tur, gå ved stranden, lege med A og forhåbentlig have nogle fantastiske dage. Jeg glæder mig.

Og så må bekymringerne om en dagpleje i et område jeg ikke er spor glad for, om dagpleje opstart, om arbejde, om flyttekasser og tidspres, de må blive herhjemme, mens vi er på ferie. Så må vi ordne dem når vi kommer hjem igen.

Fuld fart fremad

Der sker pludseligt store ting herhjemme. Ikke nok med at vi flytter til større lokaler om en lille måneds tid, jeg har også fået nyt arbejde - et vikariat med start 1. juni i 6 måneder. Eller dvs. det bliver 1 uges intro i juni mens mr. N er på arbejde, og så barsel i tre uger, og så rigtig opstart 1. juli fordi ellers kunne det ikke passe sammen da A ikke kan få plads i vuggestue eller dagpleje før.

Bortset fra at vi også lige har fået dagpleje plads til A:) Fra den 1. juni!! Kommunen havde ellers sagt, at siden vi var tilflyttere ville vi på ingen måde kunne få noget før end den 1. juli, hvilket jeg har synes var enormt svært, da jeg så forhåbentlig havde et arbejde der ville starte der og jeg så ikke kunne være med til at køre A ind. Men nu har vi så fået dagpleje fra 1. juni.. Skal ringe imorgen og høre, hvad adresse og navn er på dagplejeren, og så sige ja til pladsen. Er spændt, ville have foretrukket vuggestue af mange årsager, men vi er ikke lige i en situation hvor vi har meget at forhandle med. Så vi har fra start af sagt at vi må acceptere det vi får, og så se om det ikke ender med at blive rigtig godt. Håber godt nok hun er sød og fornuftig, og at det er i nærheden af hvor vi skal bo....

Overvejede frem og tilbage om jeg så skulle ringe og sige, at jeg faktisk godt kan starte helt op fra 1. juni. Men mavefornemmelsen siger, at det er rart at have to til tre uger efter A er kørt ind, til at give hende nogle korte dage. Og bare kunne være der for hende til hun har vænnet sig til det. Så nu bliver jeg hjemme som aftalt med arbejdet, og så kan jeg da lidt være med til at køre hende ind selvom det stadig bliver mr. N der kommer til at stå for dne første uge. Jeg forestiller mig at vi derefter står op og gør klar som om jeg skulle på arbejde, kører hen og afleverer, og så gør dagene kortere ved at hente tidligere. For vi kan ligeså godt komme ind i vanen med, at komme op tidligt og få afleveret, så når hverdagen virkelig starter så er A vant til, at det er sådan det er. Puha, det er alligevel lidt vildt. Men nemmere at forholde sig til når jeg kan give hende korte dage i starten, så har samvittigheden og min seperationsangst det lidt bedre:)

Og ellers så går det bare hurtigere og hurtigere fremad over stuegulvet herhjemme. Og på græsset, i sandkassen og alle vegne. A har sovet hos mine forældre fra i går til i dag, de hentede hende i går ved tolv tiden og så kom vi opå til dem i dag ved 11 tiden. Nøj, det er lang tid at være væk fra min lille skat. Men det var bare gået så godt, helt uden problemer og helt uden tårer! Så det er rigtig dejligt. Vi tilbragte aftenen sammen med små 40.000 andre mennesker i Parken og høre Roger Waters med the Wall. Super fedt:)

9 måneder og nu er det slut

Søndag den 1. maj var sidste gang jeg ammede A!! Jeg har i lang tid kun ammet morgen og aften, og så gik vi jo som bekendt over til forsøgsmæssigt at give flaske om aftenen. Og jeg fandt ud af, at det faktisk var helt okay at give A flaske. Det føltes ikke længere helt forkert, det stak ikke i hjertet og det startede ikke et vandfald af tårer over, at min lille pige fik næring et andet sted fra end hos mig. Men så faldt mælkeproduktionen tilgengæld også. Og den sidste halvanden uges tid er hun blevet ammet om morgenen, men der har ikke været meget til hende. Jeg tror egentlig sagtens A ville blive ved, hvis hun fik lov, men omvendt virker hun ikke synderligt påvirket af ikke at blive ammet. Og pludselig kunne jeg mærke længslen efter bare at være mig, at få min krop lidt for mig selv, kunne blive aflastet lidt om morgenen nu hvor mr. N er hjemme på barsel - og nu er det altså blevet sådan. Slut med amningen!!! Jeg ved ikke om jeg helt nåede at sige farvel på den måde jeg gerne ville, men det føles godt at være nået hertil (bortset fra lige nu hvor jeg ser på skrift at jeg ikke ammer længere, og det pludselig er en anelse forfærdeligt alligevel, og jeg savner det bare en lille bitte smule)...

Så nu får hun bare morgenmad ved halv syv tiden ca. Jeg overvejede om vi skulle give flaske om morgenen også, men syntes det var en dårlig vane at starte på. Vi kan jo ligeså godt bare komme op og give hende rigtig mad, for når vi en dag skal starte på arbejde, så skal vi alligevel alle tidligt op.

Mr. N har barsel de næste 6 uger. Og på fredag skal jeg til jobsamtale! Ikke det perfekte job, men et der vil give erfaring som jeg kan bruge, og det er skønt. Så jeg er temmelig spændt på, hvad der kommer til at ske!!

Og så er min lille pige 9 måneder i dag! Hun møffer gladeligt rundt alle vegne, piller i alle de ting hun ikke må pille i, er begyndt at klappe og vinke, er sød, vidunderlig, stædig og hidsig når hun ikke får sin vilje, og jeg kan slet ikke komme mig over, at tiden går så hurtigt. Min ille bitte, bitte pige, med de store smukke øjne, er nu blevet til min lille, store, smukke, glade pige med de store smukke blå øjne. Tænk man har lov at være så ufattelig heldig:)

Tand nummer 4 brød endeligt igennem her for 3 dage siden. Så nu er der også to fine tænder i overmunden:) Og hun synes det er herligt at bide i maden, sidder stolt og bider alting over.

Der er endnu ingen kryben eller kravlen, hun kommer rigtigt flor rundt i cirkler, til tider lidt bagud, men i hvert fald ikke fremad. Dog er hun lige de sidste dage begyndt at løfte numsen en anelse mere, men ikke helt oppe på alle 4. Hun vil SÅ gerne op at sidde hele tiden, hvilket resulterer i, at hun næsten konstant ligger i en lang mavebøjning og bliver helt rød i hovedet. Og så bliver hun så glad, når jeg kommer og hjælper hende op at sidde, så sidder hun med et kæmpe smil og kigger sig omkring. Mor-sygen er også ved at gøre sit indtog, til tider er det meget sødt, men det kan altså også være temmelig frustrerende, når jeg prøver at putte hende til en lur og hun så bare skriger i det sekund jeg vender ryggen til!! Nogen gange skriger hun når hun er oppe hos Mr. N og hvis jeg står ved siden af. Så hænger hun og rækker armene over mod mig og græder indtil hun er hos mig. Det er lid svært synes jeg, for selvom jeg jo synes det er helt vildt dejligt hun gerne vil være hos mig, så ved jeg at det gør ondt på mr. N og det gør også lidt ondt på mig, fordi han bliver lidt ked. Men sådan er det vist bare for tiden - det går jo over igen:)

Ellers har jeg sendt ansøgninger afsted - spændende at se om der bliver gevinst på nogen af dem. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det.