I følelsernes vold

Mine følelser er ren rutschebanetur lige for tiden. Jeg er træt pga varmen gør, at det er ekstremt svært at sove, og det hjælper helt sikkert ikke. Så har jeg en stor pige, hvor det er en daglig kamp at få hende til at tage tøj på, og jeg helt generelt mister tålmodigheden på et eller andet tidspunkt undervejs om morgenen, og bliver sur. Hvilket resulterer i at hun bliver ked af det, og så får jeg dårlig samvittighed og ked af at vores morgener skal ende ud i en kamp hver eneste dag, i stedet for at vi bare kunne hygge og nyde hinanden og den tid jeg har helt til hende, mens jeg stadig har den.

Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?

Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!

Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)