Det sted... igen!

I dag ringede nogle af vores gode venner. Sidste år i august fik de en fantastisk lille pige efter mange års kamp mod barnløshed. I dag ringede de for at sige, at hun var gravid igen og venter lille ny til januar. Og til trods for den glæde jeg føler for dem, så er min primære følelse lige nu misundelse. Alle de grimme monstre stikker hovedet frem. Jeg føler mig hensat til tiden før, tiden hvor vi ikke vidste om det ville lykkes os og hvornår det evt. ville være. Jeg er træt af at vente. Jeg er træt af ikke at være "succes" historien hvor næste graviditet bare kommer hoppende inden man overhovedet når at se se sig for. Jeg er træt af at føle mig overhalet indenom. Træt af grimme følelser.

Og oveni kommer der så en hel bunke nye grimme følelser. For hvordan kan jeg tillade mig at have det sådan her, når jeg allerede har været så ufattelig heldig at få min lille, vidunderlige pige? Og er det ikke bare hvad jeg fortjener? Vi har jo ikke været igennem særlig meget rent behandlingsmæssigt i forhold til så mange andre (alle jer andre)! Og har jo blot prøvet en enkelt gang denne omgang. Hvorfor er det så alligevel så ufatteligt svært? Det her sted - det er bare ikke spor rart at være der!!

...

Idag er det 5 uger siden vi var til scanning! Har brugt formiddagen sammen med mine to dejlige veninder og deres fantastiske små drenge. Og pludselig var tomheden overvældende, der er et kæmpe hul i min mave og jeg har kvalme. Jeg føler jeg burde være kommet videre, jeg kan jo ikke blive ved med at være ked af det og være sur og vred over at det skulle ske for os. Men idag gør tomheden ondt og den fylder bare hele billedet. Måske det bliver bedre imorgen?

Overmandet

Jeg er blevet overmandet.. Heldigvis er jeg da kommet så langt at de første følelser var glæde på deres vegne over, at det hele var gået godt og den lille havde det godt. Men derefter kom alle de grimme følelser pludseligt væltende. Afmagt, vrede, frustration, sorg, jalousi - you name it, I got it! Jeg ved ikke om det bare er en generel træthed der får mig til at være så pessimistisk, om det er sorgen over lillebror der gør denne sorg større eller hvad? I hvert fald så føles det lige nu helt håbløst. Drømmen er så langt væk fra at gå i opfyldelse, at jeg næsten ikke kan bære det. Og bare hele det symbolske slag i ansigtet over, at skulle have min mens når vi skal på barselsbesøg!! Jeg gider ikke mere.. Jeg tager hatten af for alle jer andre, I virker altid som om I er bedre til at tackle det hele end jeg er. Og dette til trods for at I har haft kæmpet i længere tid end mig!

Jeg har et monster..

Et stort, fedt, grimt monster boende i min mave. Det har lange, tynde, grimme fingre som det bruger til at grave alle de grimme følelser frem med. Det finder de grimmeste og tarveligste sider frem, fylder mig med misundelse, tomhed, sorg.. Det gør min krop tung og ugidelig, den fjerner alt mit håb! Jeg forsøger at stille det tilfreds, prøver først at anerkende at dette også er sider af mig og prøver at sige, at det er helt okay at have det sådan. Men monsteret graver bare videre indtil de grimme følelser er så overvældende, at jeg kun ser gravide maver, barnevogne og lykke hos dem der triller dem. Jeg kan ikke længere se de mørke rander under øjnene på forældrene, jeg kan ikke se dem der skændes og går fra hinanden, jeg kan ikke se udmattelsen, og jeg kan ikke se den lykke der faktisk bor hos mig selv.. Herefter forsøger jeg at dulme monsteret med chokolade, så det ikke længere kan mærkes i maven på mig, så det bliver så mæt at det ikke har energi til at finde flere grimme ting frem. Men det er blot en kortvarig fred..
Om lidt for monsteret endnu mere at grave frem.... Barselsbesøget venter!