Lige så stille begynder det normale liv at melde sin ankomst. Det mest ærgelige ved at være uden arbejde er, at den sidste del af ens barsel går med at søge noget, samt konstangt at skulle svar på "hvad gør du så" spørgsmålet. Jeg kan huske det var det samme med store A, og jeg prøver at tro på det hele nok skal løse sig. Men jeg synes det er svært og stressende og det æder bare så meget energi.
Lille A er slet ikke så lille mere. Han er en dejlig stor basse, vejer u hvert fald over 10 kg og nok nærmere 11 kg nu! Han bruger 74/80 - afhængigt af mærke. HAn er blevet god til at møffe rundt. Kommer hele huset rundt nu, men fortsat på maven og ikke i nærheden af en kravle stilling. De sidste dage er det dog som om det begynder at gå op for ham, at han har noget der hedder en hofte og at man kan bøje i den:)
Han er fortsat absurd mor syg. Og det synes jeg er hårdt! Nu er det ved at være nok med, at stikke i et hyl når mor går væk, eller nægte at sidde hos andre når mor er der. Jeg har i sidste uge været en del væk ifm jobsamtaler, og der har mr. N passet ham. Hvilket heldigvis er gået fint. Men ikke gjort ham mindre mor syg!Han er en nysgerrig basse, han ELSKER ting der kan åbne og lukke, som fx alle vores døre og skuffer! Han kan vinke hej hej, og vise hvor stor han er, han kan lave indianer mund men dog ikke på opfordring. Han putter mere end jeg husker store A gjorde på dette tidspunkt. Han elsker sine sutter, og har heldigvis selv lært at finde dem om natten, hvilket hans mor sætter absurd stort pris på. Han smiler og griner, elsker når storesøster laver sjov og griner glad sammen med hende. Han er kilden og griner når jeg prutter ham på mavenm eller nipper ham i siderne. Han ELSKER vand! Badekar og badebassin er yndlingsstederne, og der plaskes og sprøjtes til den helt store guldmedalje.
Lille basse dreng:)
Viser opslag med etiketten lillebror. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lillebror. Vis alle opslag
mandag den 16. juni 2014
onsdag den 14. maj 2014
Seperationsangst
Seperationsangsten holder sit indtog herhjemme og hold nu op, hvor er det op ad bakke! Jeg havde glemt, at det var sådan i denne periode. Lillemanden skriger så snart jeg vender ryggen til ham når vi er alene sammen. Han er en stædig lille rad, der bare gerne vil have det som han ønsker:) Nyeste nummer er at række tunge mens han spiser, så maden ryger ud igen! Han har også meget bestemte meninger om, hvad han ønsker at spise, og til tider kan det være meget svært at gætte hvad han har fået øje på. Men hamn spiser intet førend han får det han kan se han vil have! Det betyder at jeg gemmer f.eks tomater og avokado, for hvis han først ser det så spiser han ingenting førend han har spist alt tomaten og avokadoen! Tænk man kan være sådan en lille bestemt herre allerede:)
Han er endelig begyndt at møffe lidt rundt. Kan komme en meters penge frem hvis han virkelig vil, men ellers ligger han bare og flyver som en pingvin og skælder ud på mig over at jeg ikke tager ham op.
Han er nu ellers et glad barn, smiler og riner og observerer. Han er mere forsigtig end jeg husker store A var. Han rører ikke bare lige ved tingene. Først så kigger han på det, og så tager han meget forsigtigt hånden frem mod det, og rører med fingerspidserne, og så holder han puase og ser lidt mere på det og dererfter kan han begynde at røre lidt mere. Men han griber ikke bare ud efter noget som han ikke har set før. Han elsker titte-bøh lege, at vælte tårnene som jeg bygger, at blive sunget for gør ham helt elektrisk og han bliver nogen gange helt stille og sidder bare med store øjne og ser på mig imens. Og så er han madglad - al mad bliver indtaget under mange "namnamnam" lyde. Han har ikke hørt efter i timen om at babyer godt kan lide banan, pære og kartofler! Men ellers er der ikke meget som han ikke spiser.
Han er simpelthen så lækker og dejlig:) Han får mit hjerte til at synge og briste af glæde. Når jeg ser på mine to børn tænker jeg at det er vildt så heldig jeg har været (når jeg altså ikke tænker, HOLD NU OP - hvilket også sker relativt tit med min 3½ årige absurd stædige og grænsesøgende og opmærksomhedskrævende pige og min knap 9 mdr gamle, seperationsangste og frustreret over jeg ikke kan kravle dreng!)Men de er jo fantastiske, og når den store gider lege med den lille, og jeg kan se hvordan han hviner af fryd og basker med armene af glæde når han ser hende - så er verden vidunderlig:)
Han er endelig begyndt at møffe lidt rundt. Kan komme en meters penge frem hvis han virkelig vil, men ellers ligger han bare og flyver som en pingvin og skælder ud på mig over at jeg ikke tager ham op.
Han er nu ellers et glad barn, smiler og riner og observerer. Han er mere forsigtig end jeg husker store A var. Han rører ikke bare lige ved tingene. Først så kigger han på det, og så tager han meget forsigtigt hånden frem mod det, og rører med fingerspidserne, og så holder han puase og ser lidt mere på det og dererfter kan han begynde at røre lidt mere. Men han griber ikke bare ud efter noget som han ikke har set før. Han elsker titte-bøh lege, at vælte tårnene som jeg bygger, at blive sunget for gør ham helt elektrisk og han bliver nogen gange helt stille og sidder bare med store øjne og ser på mig imens. Og så er han madglad - al mad bliver indtaget under mange "namnamnam" lyde. Han har ikke hørt efter i timen om at babyer godt kan lide banan, pære og kartofler! Men ellers er der ikke meget som han ikke spiser.
Han er simpelthen så lækker og dejlig:) Han får mit hjerte til at synge og briste af glæde. Når jeg ser på mine to børn tænker jeg at det er vildt så heldig jeg har været (når jeg altså ikke tænker, HOLD NU OP - hvilket også sker relativt tit med min 3½ årige absurd stædige og grænsesøgende og opmærksomhedskrævende pige og min knap 9 mdr gamle, seperationsangste og frustreret over jeg ikke kan kravle dreng!)Men de er jo fantastiske, og når den store gider lege med den lille, og jeg kan se hvordan han hviner af fryd og basker med armene af glæde når han ser hende - så er verden vidunderlig:)
torsdag den 24. april 2014
8 måneder
I går blev lille A 8 mdr! 8 måneder, 9850 g, 72,5 cm lang og et hoved på 46 cm - så alt i alt en stor dejlig dreng. Han har lært at sidde op og synes det er fantastisk at sidder der midt på gulvet og trone. Det der med at ligge på maven, det er altså knap så spændende mere. Særligt fordi han har droppet alt om at prøve at løfte numsen efter han var syg med snot og hoste i hundrede år, så nu kommer han kun rundt og baglæns. Og det er bare ikke lige så sjovt som at sidde!!! Han sover på eget værelse, hvilket faktisk går rimeligt. Nogle nætter er vi heldige og hører slet ikke fra ham, andre er jeg derinde et par gange. Og en sjælden gang i mellem kommer han ind i sengen til mig, og så sover vi der i stedet:) Han sover dog generelt bedre om natten end store A gjorde på hans alder!
Han havde en lang perode med snot og host, jeg er helt overbevist om han havde RS, for han lød fuldkommen sådan. Men klarede det jo fint alt i alt. Fik dog samtidig noget væske på ørerne, og har derfor nærmest siddet op og sovet de sidste 3 uger. Sundhedsplejersken var her i går og spurgte om det havde ændret på hans pludrelyde. Og jeg sagde egentlig nej, men siden da har jeg tænkt lidt over det og synes måske ikke han helt siger dada, gaga og sådan længere. Må lige prøve at holde øje med det over de næste dage. Havde jo tænkt vi lige skulle have ørerne tjekket for en sikkerheds skyld.
Og så er han kommet i seperationsangst fasen. Mor er godt nok dejlig og jeg skal helst ikke være ude af syne, og allerhelst ikke uden for rækkevide! Det kan godt gøre livet lidt besværligt imens, særligt når han er sulten efter lur, og skriger som om jeg piner ham når jeg prøver at sætte ham på gulvet så jeg kan få lavet noget mad! Og mad, det kan han godt lide - sålænge jeg ikke giver ham græntsager, for det spiser rigtige drenge tilsyneladende ikke!! Ej heller banan, men alt andet spiser han glædeligt. Og med stor lyst og masser af namnam imens når han selv får lov at sidde med det. Han er skisme dejlig, den lille frække dreng:)
Og min store puge har smidt sutten her i påsken. Vi har givet hende lidt længere tid end hvad tandlægen anbefalede, pga flytning, børnehave opstart, renlig udne ble og så storesøster - dette skete altsammen indenfor 1 måned og 3 uger. Så vi har givet hende 7 måneder hvor alt var så meget rutine som det nu kunne blive og inegn store forandringer. Og i påsken blev det så. Sutten givet til suttefeerne der havde sendt brev, lagt ud i haven på plænen. Og så lagde de en gave (Ariel og prins Erik disney dukker og en disko lampe med røde hjerter der snurrer rundt!!!!). Og hun har bare klaret det så flot. Ingen gråd eller hysteriske udbrud over at sutten manglede, men lidt stille og har klart givet udtryk for at hun savnede den. Spurgte mr.N i forgårs om han ikke kunne skrive et særligt brev til suttefeerne, om hun ikke måtte få bare en sut tilbage for hun savnede dem sådan! Det gør jo helt ondt i hjertet når hun siger sådan! Og dagligdags kriserne har været lidt større end vanligt, men tænker at det er der jo ikke noget at sige til. Jeg synes virkelg det er gået over al forventning.
Vi har lige bestilt ferie - 2 uger til grækenland blev det i stedet for de to uger med vandreture i alperne som vi ellers ahvde talt om. Til sidst vandt tanken om solskin (som jeg satser på er mere sikker i grækenland end i østrig)og ungerne ved stranden og poolen. Jeg håber på at vi kan få slappet lidt af, at de konstante konflikter med en 3½ årig tager bare en lille pause, og at vi får hygget, leet, moret os og kommer glade og afslappede hjem igen. Glæder mig i hvert fald.
Han havde en lang perode med snot og host, jeg er helt overbevist om han havde RS, for han lød fuldkommen sådan. Men klarede det jo fint alt i alt. Fik dog samtidig noget væske på ørerne, og har derfor nærmest siddet op og sovet de sidste 3 uger. Sundhedsplejersken var her i går og spurgte om det havde ændret på hans pludrelyde. Og jeg sagde egentlig nej, men siden da har jeg tænkt lidt over det og synes måske ikke han helt siger dada, gaga og sådan længere. Må lige prøve at holde øje med det over de næste dage. Havde jo tænkt vi lige skulle have ørerne tjekket for en sikkerheds skyld.
Og så er han kommet i seperationsangst fasen. Mor er godt nok dejlig og jeg skal helst ikke være ude af syne, og allerhelst ikke uden for rækkevide! Det kan godt gøre livet lidt besværligt imens, særligt når han er sulten efter lur, og skriger som om jeg piner ham når jeg prøver at sætte ham på gulvet så jeg kan få lavet noget mad! Og mad, det kan han godt lide - sålænge jeg ikke giver ham græntsager, for det spiser rigtige drenge tilsyneladende ikke!! Ej heller banan, men alt andet spiser han glædeligt. Og med stor lyst og masser af namnam imens når han selv får lov at sidde med det. Han er skisme dejlig, den lille frække dreng:)
Og min store puge har smidt sutten her i påsken. Vi har givet hende lidt længere tid end hvad tandlægen anbefalede, pga flytning, børnehave opstart, renlig udne ble og så storesøster - dette skete altsammen indenfor 1 måned og 3 uger. Så vi har givet hende 7 måneder hvor alt var så meget rutine som det nu kunne blive og inegn store forandringer. Og i påsken blev det så. Sutten givet til suttefeerne der havde sendt brev, lagt ud i haven på plænen. Og så lagde de en gave (Ariel og prins Erik disney dukker og en disko lampe med røde hjerter der snurrer rundt!!!!). Og hun har bare klaret det så flot. Ingen gråd eller hysteriske udbrud over at sutten manglede, men lidt stille og har klart givet udtryk for at hun savnede den. Spurgte mr.N i forgårs om han ikke kunne skrive et særligt brev til suttefeerne, om hun ikke måtte få bare en sut tilbage for hun savnede dem sådan! Det gør jo helt ondt i hjertet når hun siger sådan! Og dagligdags kriserne har været lidt større end vanligt, men tænker at det er der jo ikke noget at sige til. Jeg synes virkelg det er gået over al forventning.
Vi har lige bestilt ferie - 2 uger til grækenland blev det i stedet for de to uger med vandreture i alperne som vi ellers ahvde talt om. Til sidst vandt tanken om solskin (som jeg satser på er mere sikker i grækenland end i østrig)og ungerne ved stranden og poolen. Jeg håber på at vi kan få slappet lidt af, at de konstante konflikter med en 3½ årig tager bare en lille pause, og at vi får hygget, leet, moret os og kommer glade og afslappede hjem igen. Glæder mig i hvert fald.
onsdag den 4. december 2013
Færdigheder
Lille A er 3½ måned gammel, stor, tyk og mægtig:) Ham ligner store A, bare meget større. Og så synes jeg han er lidt nemmere at aflæse i forhold til store A da hun var lille. Eller også er det bare erfaringen der gør det nemmere? Jeg synes i det hele taget tingene er ved at blive lidt nemmere nu. Der er stadig dage, hvor lunten er kort, hvor jeg er så træt jeg mest har lyst til at sidde på sofaen og tude sammen med børnene, hvor jeg føler mig utilstrækkelig og som jordens værste mor.
Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)
Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)
Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)
Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)
mandag den 11. november 2013
11 uger
Aksel er 11 uger gammel. Ham smiler, har grinet for første gang, trives i den grad så han er blevet kæmpe stor og tyk. Han vejede 6 kg da han var 9½ uge!!!! Ham er blevet super god til at holde sit hoved, særligt hvis storesøster ser TV:) Han sover rimeligt, op og ned, men generelt rimeligt. Han griber ud efter ting hvis han er i det rette humør, og er rigtig god til at følge ting. Men det der er det største hit det er når man taler med ham - så kan han føre en samtale i 20 min ad gangen, hvorhan smiler, gurgler og snakker derud af.
Han tager sig også nogle gevaldige skrigeture, og lige disse dage har han en kamp med brystet, som han melder sig til hvorefter han ligger og laver flitsbue og nægter at tage fat. Han har også de sidste uger haft nogle ordentlige skrigeture hver gang han slog den mindste lille prut. Men der er det dejligt at have gamle indlæg - forjeg kunne have svoret at store A ikke var sådan, men blog indlæg fortæller mig noget andet!
I morgen skal jeg mødes med mødregruppe for første gang. Men jeg har heldigvis fået skabt nogen bekendtskaber (måske nye venskaber) allerede med nogle af mødrene der bor her i byen. Og har en gammel kollega der bor nogle kilometer herfra. Så har flere mennesker at mødes med en på første barsel og synes faktisk nogen gange jeg næsten får lavet for meget:) Og det er fantastisk at man også kan have det sådan, det ligger væsentlig mindre pres på det at nødes med mødregruppe.
Jeg synes i det hele taget at jeg er ved at vænne mig til det at være blevet fire. Men jeg synes stadig det jan være hårdt. Og jeg synes især jeg kan mærke det på parforholdet, som bliver tilsidesat temmelig groft. Og jeg savner min mand, savner intimiteten, savner at have lidt overskud, lidt at give af. Men det kommer igen, og indtil da prøver vi vist bare at holde ud og holde ved og blive ved med at holde af.
Han tager sig også nogle gevaldige skrigeture, og lige disse dage har han en kamp med brystet, som han melder sig til hvorefter han ligger og laver flitsbue og nægter at tage fat. Han har også de sidste uger haft nogle ordentlige skrigeture hver gang han slog den mindste lille prut. Men der er det dejligt at have gamle indlæg - forjeg kunne have svoret at store A ikke var sådan, men blog indlæg fortæller mig noget andet!
I morgen skal jeg mødes med mødregruppe for første gang. Men jeg har heldigvis fået skabt nogen bekendtskaber (måske nye venskaber) allerede med nogle af mødrene der bor her i byen. Og har en gammel kollega der bor nogle kilometer herfra. Så har flere mennesker at mødes med en på første barsel og synes faktisk nogen gange jeg næsten får lavet for meget:) Og det er fantastisk at man også kan have det sådan, det ligger væsentlig mindre pres på det at nødes med mødregruppe.
Jeg synes i det hele taget at jeg er ved at vænne mig til det at være blevet fire. Men jeg synes stadig det jan være hårdt. Og jeg synes især jeg kan mærke det på parforholdet, som bliver tilsidesat temmelig groft. Og jeg savner min mand, savner intimiteten, savner at have lidt overskud, lidt at give af. Men det kommer igen, og indtil da prøver vi vist bare at holde ud og holde ved og blive ved med at holde af.
torsdag den 17. oktober 2013
Balance gang
I morgen er Aksel 8 uger! Og jeg er så småt ved at vænne mig til at vi er 4 i familien. Men jeg synes det er hårdt. En ting er det rent praktiske og den manglende søvn, oprydning og vasketøj - det er der bare mere af end normalt. Men det jeg synes er svært er den følelsesmæssige del.
I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.
Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?
Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)
I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.
Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?
Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)
tirsdag den 27. august 2013
Der var 2, der var 3, der var 4....
Min utålmodighed skulle ikke vente meget længere - lillebror kom til verden 23.08.13 kl 04.21:)
Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.
Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.
Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)
Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.
Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!
Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)
Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.
Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.
Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)
Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.
Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!
Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)
torsdag den 2. maj 2013
24 uger
Lige for tiden synes jeg tiden flyver afsted. Indtil den anden dag var jeg helt overbevist om at den uge jeg kom ind i nu var uge 23, indtil jeg så på app'en og der stod uge 24! Maven vokser, det går meget hurtigere denne gang. Den ligner maven med A, fraset at jeg ligner jeg er 28 uger henne i stedet for. MD viste en sund og rask lille dreng:) Og han sparker på livet løs. Moderkagen ligger på forsiden, men jeg har alligevel mærket liv siden uge 15+. Kan dog godt mærke at det føles anderledes og jeg mærker ham meget mere ude til siderne, opad og nedadtil end jeg gjorde med A.
Og så er jeg fortsat træt. Hold da op, kan sove næsten konstant og hele tiden hvis jeg bare fik lov. Det er en kamp at skulle holde sig vågen om aftenen, jeg når ikke noget af det arbejde jeg burde nå og jeg er helt flad i dagtiden på arbejde.
Tankerne kredser særligt om, hvordan det bliver at have to børn. Der er en masse på forhånd dårlig samvittighed over ikke at få lige så meget tid til A som jeg har nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne dele mig mellem to børn og give dem begge kærlighed og opmærksomhed nok. Jeg håber løsningen kommer til mig, at det hele ikke drukner i dårlig samvittighed og kriser. Men jeg synes det er svært allerede nu!! Og det er på en eller anden måde ligeså svært at forestille sig hvordan det bliver som det var første gang.
Arbejdet har været travlt, fyldt lidt for meget og desværre ikke på den gode måde. Masser af bøvl! Jeg måtte sige farvel til nattevagterne allerede i uge 18 og har faktisk svært ved at undvære mine hverdagsfri og min afspadsering. Jeg synes det er kedeligt at møde ind hver dag kl 8-15.30. jeg savner at aflevere A sent, at hente hende tidlige og jeg savner den tid jeg havde på en fridag til at ordne de andre arbejdsopgaver der også skal gøres færdige. Artiklerne der skal skrives osv. Så selvom jeg synes det var svært at være væk fra A så lang tid ad gange på vagterne, så gav det alligevel noget i den anden ende.
Og så er jeg fortsat træt. Hold da op, kan sove næsten konstant og hele tiden hvis jeg bare fik lov. Det er en kamp at skulle holde sig vågen om aftenen, jeg når ikke noget af det arbejde jeg burde nå og jeg er helt flad i dagtiden på arbejde.
Tankerne kredser særligt om, hvordan det bliver at have to børn. Der er en masse på forhånd dårlig samvittighed over ikke at få lige så meget tid til A som jeg har nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne dele mig mellem to børn og give dem begge kærlighed og opmærksomhed nok. Jeg håber løsningen kommer til mig, at det hele ikke drukner i dårlig samvittighed og kriser. Men jeg synes det er svært allerede nu!! Og det er på en eller anden måde ligeså svært at forestille sig hvordan det bliver som det var første gang.
Arbejdet har været travlt, fyldt lidt for meget og desværre ikke på den gode måde. Masser af bøvl! Jeg måtte sige farvel til nattevagterne allerede i uge 18 og har faktisk svært ved at undvære mine hverdagsfri og min afspadsering. Jeg synes det er kedeligt at møde ind hver dag kl 8-15.30. jeg savner at aflevere A sent, at hente hende tidlige og jeg savner den tid jeg havde på en fridag til at ordne de andre arbejdsopgaver der også skal gøres færdige. Artiklerne der skal skrives osv. Så selvom jeg synes det var svært at være væk fra A så lang tid ad gange på vagterne, så gav det alligevel noget i den anden ende.
Abonner på:
Opslag (Atom)