Seperationsangst

Seperationsangsten holder sit indtog herhjemme og hold nu op, hvor er det op ad bakke! Jeg havde glemt, at det var sådan i denne periode. Lillemanden skriger så snart jeg vender ryggen til ham når vi er alene sammen. Han er en stædig lille rad, der bare gerne vil have det som han ønsker:) Nyeste nummer er at række tunge mens han spiser, så maden ryger ud igen! Han har også meget bestemte meninger om, hvad han ønsker at spise, og til tider kan det være meget svært at gætte hvad han har fået øje på. Men hamn spiser intet førend han får det han kan se han vil have! Det betyder at jeg gemmer f.eks tomater og avokado, for hvis han først ser det så spiser han ingenting førend han har spist alt tomaten og avokadoen! Tænk man kan være sådan en lille bestemt herre allerede:)

Han er endelig begyndt at møffe lidt rundt. Kan komme en meters penge frem hvis han virkelig vil, men ellers ligger han bare og flyver som en pingvin og skælder ud på mig over at jeg ikke tager ham op.
Han er nu ellers et glad barn, smiler og riner og observerer. Han er mere forsigtig end jeg husker store A var. Han rører ikke bare lige ved tingene. Først så kigger han på det, og så tager han meget forsigtigt hånden frem mod det, og rører med fingerspidserne, og så holder han puase og ser lidt mere på det og dererfter kan han begynde at røre lidt mere. Men han griber ikke bare ud efter noget som han ikke har set før. Han elsker titte-bøh lege, at vælte tårnene som jeg bygger, at blive sunget for gør ham helt elektrisk og han bliver nogen gange helt stille og sidder bare med store øjne og ser på mig imens. Og så er han madglad - al mad bliver indtaget under mange "namnamnam" lyde. Han har ikke hørt efter i timen om at babyer godt kan lide banan, pære og kartofler! Men ellers er der ikke meget som han ikke spiser.

Han er simpelthen så lækker og dejlig:) Han får mit hjerte til at synge og briste af glæde. Når jeg ser på mine to børn tænker jeg at det er vildt så heldig jeg har været (når jeg altså ikke tænker, HOLD NU OP - hvilket også sker relativt tit med min 3½ årige absurd stædige og grænsesøgende og opmærksomhedskrævende pige og min knap 9 mdr gamle, seperationsangste og frustreret over jeg ikke kan kravle dreng!)Men de er jo fantastiske, og når den store gider lege med den lille, og jeg kan se hvordan han hviner af fryd og basker med armene af glæde når han ser hende - så er verden vidunderlig:)

Færdigheder

Lille A er 3½ måned gammel, stor, tyk og mægtig:) Ham ligner store A, bare meget større. Og så synes jeg han er lidt nemmere at aflæse i forhold til store A da hun var lille. Eller også er det bare erfaringen der gør det nemmere? Jeg synes i det hele taget tingene er ved at blive lidt nemmere nu. Der er stadig dage, hvor lunten er kort, hvor jeg er så træt jeg mest har lyst til at sidde på sofaen og tude sammen med børnene, hvor jeg føler mig utilstrækkelig og som jordens værste mor.

Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)

Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)

Balance gang

I morgen er Aksel 8 uger! Og jeg er så småt ved at vænne mig til at vi er 4 i familien. Men jeg synes det er hårdt. En ting er det rent praktiske og den manglende søvn, oprydning og vasketøj - det er der bare mere af end normalt. Men det jeg synes er svært er den følelsesmæssige del.

I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.

Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?

Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)