Håbefulde historier

Historier der vækker min lille naive, håbefulde pige, der tænker at en dag lykkes det da også for os på helt naturlig vis, dem har man jo hørt om, læst om men endnu har jeg aldrig mødt dem. Det vil sige lige indtil det vennepar jeg fortalte var gravide kom til middag i fredags. De fortalte først at de var i behandling da de var blevet gravide, og uden specialt mange detaljer. Det jeg dog kunne forstå var, at det havde været gennem det offentlige og private system i lang tid og hun blev gravid ved deres sidste IVF forsøg - ellers havde de sagt at nu var det slut. Så mange, mange års behandling lå bag dem. Og denne gang har de sørme da formået at blive gravide helt uden hjælp og planlægning! Heldigvis blev jeg til min egen store lettelse blot glade på deres vegne, og misundelsen er minimal. For jeg kan jo sagtens forstå at det er et mirakel i sig selv og gud, hvor jeg under dem det.

Et sted dybt i mig kommer der dog det evige, konstante pres op - hvorfor er det lige at vi ikke kan blive gravide helt selv? Vi burde jo ligesom kunne, der er jo intet i vejen med os og jeg blev gravid ved insemination. Det er jo næsten ingen hjælp at få - så hvorfor lykkes det ikke?? Jeg ved ikke om det er nemmere at acceptere man har behov for hjælp hvis man har en god grund til at man skal have den. Men jeg synes i hvert fald det er svært, at der ikke er nogen god forklaring. For så kommer der bare endnu flere tanker op om, at så er det jo nok noget jeg gør forkert. Så er det nok fordi vi ikke har nok s.e.x, eller fordi jeg ikke fik/får en o.r.gasme, eller fordi jeg spiste noget forkert, eller fordi jeg ikke fortjener det......

Men men, lige nu er jeg startet på Pergotime, CD4 i dag, scanning på mandag. Og så er det da selvfølgelig denne gang der er lykkens gang. Selvfølgelig er det da det!

Det sted... igen!

I dag ringede nogle af vores gode venner. Sidste år i august fik de en fantastisk lille pige efter mange års kamp mod barnløshed. I dag ringede de for at sige, at hun var gravid igen og venter lille ny til januar. Og til trods for den glæde jeg føler for dem, så er min primære følelse lige nu misundelse. Alle de grimme monstre stikker hovedet frem. Jeg føler mig hensat til tiden før, tiden hvor vi ikke vidste om det ville lykkes os og hvornår det evt. ville være. Jeg er træt af at vente. Jeg er træt af ikke at være "succes" historien hvor næste graviditet bare kommer hoppende inden man overhovedet når at se se sig for. Jeg er træt af at føle mig overhalet indenom. Træt af grimme følelser.

Og oveni kommer der så en hel bunke nye grimme følelser. For hvordan kan jeg tillade mig at have det sådan her, når jeg allerede har været så ufattelig heldig at få min lille, vidunderlige pige? Og er det ikke bare hvad jeg fortjener? Vi har jo ikke været igennem særlig meget rent behandlingsmæssigt i forhold til så mange andre (alle jer andre)! Og har jo blot prøvet en enkelt gang denne omgang. Hvorfor er det så alligevel så ufatteligt svært? Det her sted - det er bare ikke spor rart at være der!!

Negativ

Imorgen er det 2 uger siden IUI, på lørdag er det testdag, men idag var testen negativ og mens symptomerne bliver tyderligere og tyderligere. Jeg fisker forgæves efter håbet, efter troen på at det nok skal lykkes os på et tidspunkt, kæmper mod tristheden, modløsheden, vreden, sorgen, jalousien..

Skeptisk

Idag mistede jeg pludselig troen på, at det vil være denne gang det lykkes. Jeg ved ikke helt hvorfor, men har bare en fornemmelse af en krop der gør klar til mens. Maven er oppustet, jeg er gnaven og irritabel og tingene ændrer sig somde nu plejer at gøre op til mens. Og jeg er træt på forhånd. Jeg forsøger at forkusere på, at det alligevel kun passer fint på denne måde, så kan jeg få H1N1 vaccinen, jeg kan drikke mig fuld til den fest vi skal til på lørdag, jeg behøver ikke at få signende blike fra dem på arbejde når vi skal til julefrokost næste fredag, jeg kan få rødvin til maden i december måned..

Men uanset hvor meget jeg prøver, så hjælper det ikke på skuffelsen over endnu et mislykkes forsøg, endnu en drøm der braser. Jeg håber virkelig jeg tager fejl!

Den grå, dejlige hverdag

Der er stille herinde. Jeg er flad for tiden, føler mig helt tom for energi, selv de mindste ting i hverdagen kræver bare en hel masse af mig. Og jeg er træt af at have det sådan!! Så jeg forsøger at finde de positive ting frem igen her i den grå hverdag.

Mit fokus har været meget på, hvordan vi kommer videre, om det vil lykkes igen med IUI, og hvis ikke, hvornår vi så kan sendes videre til IVF. Mr. N er af den mening, at når vi nu er blevet gravide med IUI så svarer det til at nulstille antallet af forsøg, sådan at vi nu igen skal have minimum tre forsøg før vi negynder at tale om andre muligheder. Jeg var ikke af helt den samme mening, men det var gyn! Jeg overhørte dog sidst jeg var deroppe at ventetiden til hhv. HH og RH er 4 og 6 mdr. Så i min lille pessimistiske verden, der ville det give mening at henvise os hertil allerede nu og så lave de sidste 2-3 IUI'er i ventetiden. Er det bare mig og mit kontrol gen der synes det giver mest mening??

Vi tog en beslutning igår (måske mest mig), at hvis denne gang ikke lykkes, så holder vi en pause. For selvom jeg er så utålmodig at jeg kunne skrige, så er jeg også så træt at jeg bare har lyst til at sove fra det hele. Og tingene passer alligevel ikke helt da mr. N er på arbejde ved næste IUI tidspunkt, og efter det ramler det vidst sammen med nytår osv. Så jeg tror det bliver 2 mdr's pause, hvor der tilgengæld skal nydes noget rødvin til julemaden og champagne til nytåret. Der er dog ingen tvivl om, at jeg håber det ikke kommer til at passe og det i stedet bliver, at jeg ikke kan spise julemaden pga. kvalme og jeg falder i søvn kl 22 nytårsaften pga graviditets træthed! Det ville da være skønt:)

ÆL og frustration

Har været til scanning idag, har ifølge CC meget meget fine æg. Fik ÆL sprøjte. Her til aften er der kommet meget tydelig ÆL slim. Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg har ÆL allerede nu. Mr. N er på vagt så vi kan ikke være sammen i aften, og fordi vi har brugt de sidste to dage på at være sure og irritable, ja så har vi ikke været sammen der heller! Og heller ikke inden da mr. N var væk de dage også. Nogen gange så tænker jeg på om overskrifterne på et BIB liv kan være andet end "frustration"?

Coming out of the closet

Der har været nogen ganske få af mine veninder der vidste, at vi er i behandling inden jeg blev gravid. Efterfølgende synes jeg tingene ændrede sig meget, for nu vidste alle jo ligesom at vi prøver at blive gravide. En enkelt veninde mere fik af vide at vi er i behandling. Og så i denne weekend fortalte vi det til vores forældre. Mr. N var hos sin familie så jeg ved ikke helt hvordan det gik eller hvad han har sagt. Jeg var hjemme hos mine. Det krævede lidt mere overvindelse end jeg lige havde regnet med. Men ud kom det, og det føles egentlig ganske rart. Jeg tror også vi har været heldige indtil videre for vi er sluppet for mærkelige, dumme kommentarer som jeg ellers ved mange får.

Jeg vil ind og putte på sofaen. En forkølelse er igang med at snige sig ind på mig endnu engang, så nu står den på afslapning og en kop varm te. God søndag til jer alle:)

Selvpineri og ynk

Fik mens imorges.. Kiggede i kalenderen og kunne se at det passede rigtigt dårligt med mr. N's arbejde både denne måned og den næste mht IUI. Han vil prøve at se om han kan bytte lidt rundt, men det er jo ikke sikkert. Og ellers står den på to måneder med hjemmerul og styrede cyklusser. Troen på at det kan lade sig gøre på den måde ligger på et meget, meget lille sted..

Første dag med mens bliver jeg indelukket, tavs, moody og gnaven. Jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med nogen for jeg har i virkeligheden ikke rigtigt noget godt at sige, og jeg er bange for at lukke al min galde ud over nogen der slet ikke fortjener at modtage den.
Første dag i en ny cyklus er styret af mine indre dæmoner. De er der allesammen og får frit spil: "du får aldrig børn"-dæmonen, "stakkels, stakkels, lille barnløse jeg"-dæmonen, "jeg hader alle der er gravide eller har børn i forvejen, uanset hvor hårdt de ellers har det og hvad der har været sket i deres liv"-dæmonen, "fordi jeg ikke kan få børn må jeg være et dårligt menneske"-dæmonen og "jeg er p*sse-hamrende træt af at vente"-dæmonen. Der findes mange andre men disse er dem, der særligt overvælder mig idag. Det er ynkeligt, der er vist ikke andre måder at beskrive mig på idag end ynkelig. Og når bølgerne slår rigtigt højt, så piner jeg mig selv med at gå på facebook og læse om alle dem der er gravide, om eks'en og hans "nye" kæreste der venter barn til januar, derefter tager jeg runden rundt om MM og kigger lidt på terminsgrupperne og til slut så tjekker jeg lige alle dem der er blevet gravide denne måned. Så kan jeg nemlig rigtigt sidde og slå mig selv i hovedet med den viden.. Utroligt konstruktivt!!

Selvom jeg selv synes det er ufatteligt at han holder mig ud, så er mr. N bare en uvurderlig skat. Han kan både dele min sorg, være ligeså skuffet som jeg, men bagefter insisterer ham på, at det nok skal lykkes for os. At jeg har været gravid kun betyder at jeg selvfølgelig bliver det igen, og han slutter gerne af med at male et billede af vores fremtid, der vrimler med børn. På en eller anden måde lykkes det ham (næsten) altid at få mig til at grine. Hold da op, hvor jeg elsker min mand:)

Negativ

Ja testen er negativ, men det vidste jeg egentlig godt idag. Symptomerne som der ellers har været mange af kan idag genkendes som før mens symp. Lige nu synes jeg bare det er så meget op ad bakke, at jeg ikke ved hvordan jeg skal komme videre..

Tålmodighed er en dyd

.. som jeg ikke ejer! Jeg kan ikke huske at have været præcis så utålmodig som jeg er lige for tiden. Jeg kan næsten ikke holde ud, at det kun er onsdag, at det først er på søndag jeg ved besked om denne gang kan blive starten på noget dejligt. Jeg ved ikke om det er fordi jeg nu ved, at jeg kan blive gravid, at jeg er blevet så utålmodig?

Humøret har svinget meget op og ned. Egenligt har jeg været mest glad, fordi jeg bare har troet så megtet på det denne gang. Særligt fordi min krop har haft de samme niv som sidst, hvor det lykkes! Jeg er vågnet tidligt om morgenen, en gang imellem fordi jeg skulle tisse og andre gange bare vågnet. Men nu - nu kan jeg ikke holde ud at vente. Og jeg kan ikke holde ud at teste for jeg er så bange for at svaret er negativt, at vi skal på den igen. Og det kan jeg heller ikke holde ud! Jeg bliver gnaven, rastløs, kort for hovedet, ukoncentreret, vred og irriteret. Det må gerne snart være søndag, og søndag skulle helst betyde at der er to streger..

Snydt

Min hjerne snyder mig! Det er utroligt at den kan glemme så mange ting, og hver gang skal tolke alle signaler som værende nye og noget jeg aldrig har prøvet før. Jeg er åbenbart utrolig god til at glemme alt om hvilke symptomer jeg plejer at få og hvornår de plejer at komme:) Det hele kommer sig af at jeg de sidste par dage har haft nogle niv, især i min højre side. De er ikke helt mens agtige, men bare nogle små jag/niv.. Jeg synes tiden går ufatteligt langsomt.

Mine tanker har også været hos Ønske idag:) Og her synes jeg jo pludseligt at tiden er fløjet afsted. Kan det virkelig passe at der allerede idag er gået tre uger siden de to smukke streger dukkede op?? Altså Ønske, jeg blev så glad på dine vegne idag - kæmpe tillykke. At læse om din glæde får mig til at længes endnu mere efter at være med i klubben.

Rigtig god weekend til alle.

Frustrationer

Pregnylen blev givet i torsdags og vi blev sendt hjem med beskeden om, at de næste 24-36 timer jo var de gode tider. Underforstået - se at komme i omdrejninger. Det er sjovt som at pregnylen går ind så går lysten ud! I min verden medfører pregnylen et kæmpe pres, nu skal der arbejdes på sagen. Og jeg synes at ordet hjemmearbejde, med vægt på arbejde, dækker meget godt. For det er altså lidt af et arbejde at grave lysten frem når man absolut skal.. Og samtidig kører tankerne i hovedet: var det nu nok gange? Ramte vi nu lige præcis det rigtige tidspunkt? Er der ikke noget med at chancen er større hvis kvinden også får en (o)rgasme? Burde vi ikke gøre det i hver fald fire gange? Dårlig samvittighed over at vi måske ikke fik gjort det nok gange.. Og de kører i ring og i ring og i ring!

Og nu sidder jeg så her, er frusteret over, at denne gangs chance er overstået, frusteret over at vi i stedet for at finde lysterne frem endte med at skændes, frusteret over at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til længere, frusteret over at have dårlig samvittighed (er det virelig meningen man skal have dårlig samvittighed over ikke at "arbejde" nok gange, over at det er svært at få lysten frem?), og i det hele taget bare godt og grundigt frustreret. Og det vel at mærke meget tidligt inde i de to ugers venten!
Jeg prøver at tænke positive tanker, prøver at forestille mig at der inde i min krop foregår et sandt mirakel. Og så er ventetiden ellers begyndt..

Fest

Der har været fest i huset - mr. N havde fødselsdag igår, og det blev fejret med fest lørdag aften og min + hans familie til brunch dagen efter. Så er stadig lidt træt i det her mandag. Var også til min lille gudsøns 1 års fødselsdag.. Og det er ikke uden et lille stik i hjertet at mærkedagene bliver fejret. For tiden løber jo afsted, og vi nærmer os med hastige skridt 2 års jubilæum til januar, og armene er stadig tomme. Jeg håber på, at CC er i humør til at sige et enkelt positivt ord med på vejen på torsdag om chancerne for at det snart lykkes, jeg trænger til nogen der kan overbvise mig om, at det selvfølgelig nok skal blive os (igen, og forhåbentlig med et bedre udfald) lige om lidt.

Ud over det, så synes jeg humøret har været lidt svingende på det sidste. Ved ikke om det bare er en naturlig reaktion på at være startet igen eller om det er den kære Pergotime der laver rav i systemet. I hvert fald kan jeg græde over bitte små ting, særligt mails fra min veninde i Kenya kalder på tårerne!

Stilhed

Der er stille nu indeni, der er kommet en begyndende accept af tingenes gang.

Er opstartet Pergotime igen, bliver scannet på CD12, men ikke nogen IUI denne gang da det selvfølgelig falder sammen med at vi skal til Bornholm den weekend og der er ikke flere pladser på færgen så vi kan ikke ændre vores billet. Det er okay..

Start igen?

Har det i min mave som om mens er på vej. Og egentlig er det vel meningen det skal være en god ting for så kan vi komme igang med behandling igen.. Men i virkeligheden så har jeg slet slet ikke lyst til at den mens skal komme. Indeni mig er der et håb for, at jeg bare skal være blevet helt naturligt øko gravid efter MA! Jeg mener, det burde jo kunne lade sig gøre. Super sædkvalitet, fine æg, regelmæssige cykli, ingen forklaringer på hvorfor det ikke er sket endnu! Og så oveni så skulle der ifølge statistikken være en større chance for at blive gravid efter en MA. Hvordan det ikke kan ende med en graviditet, det ved jeg simpelthen ikke!! Men angiveligt set er statistikken ikke helt på vores side.. Suk!

Har været til barnedåb hos svigerfamilien i weekenden. Det var benhårdt synes jeg. Meget kristen præst (meget naturligt når nu vi var i en kirke, I know! men I ved sådan rigtig meget kristen præst) som stod og prædikede om, at man ikke skulle bekymre sig om de ting man ikke kunne gøre noget ved, så skulle man bare læne sig tilbage og stole på Gud. Og jeg kunne ikke lade være med at sidde og tænke på, at der vel nok var utroligt mange mennesker der aldrig ville få børn! I kirken var også to fantastisk dejlige adoptiv børn, hvor den yngste skulle døbes. Det starter godt nok også mange tanker hos mig!

Af positive ting så var i lørdags en smuk, varm og fantastisk september dag med leg med mr. N's niece og plasken i vesterhavet. Og jeg fandt en virkelig smuk højtaljet, blå nederdel til ingen verdens penge fra Philosophy Blues Original. Cykelturen på arbejde imorges var smuk. Jeg har fået et fantastisk kys og putning fra mr. N da jeg kom hjem fra arbejde idag:) Jeg øver mig stadig, men små, dejlige, positive ting sker der i min hverdag:)

Beslutning

Først og fremmest skal I have tak for jeres dejlige kommentarer. Efter at have læst dem har jeg taget en beslutning. De lyse sider skal hives frem og fokuseres på, for det trænger jeg vist til. Det kræver en del arbejde, nogen gange er det virkeligt bare nemmere at læne sig tilbage og have ondt af sig selv. Men jeg vil ikke være for evigt bitter (bare periodevis), og hvis det hele skulle ende i (7-9-13, krydser alt hvad jeg har og alle de der ting vi jo alle ved gør en kæmpe forskel!!), at vi var så uheldige ikke at få børn, så skal livet jo stadigt leves - og det er det kun værd hvis der også er noget dejligt i det.

Så jeg øver mig i at huske, at solen nok skal skinne på os en dag.

Vesterhavsstorm med solen omme bag skyerne

Så igår gik øvelsen ud på at nyde de smukke ting naturen kan skabe. Havde kameraet med under armen.

Lige efter bogen

Tilsyneladende er jeg lige efter bogen.. Alle sorgens faser - jeg er nu nået til vreden! Og desværre går det udover min elskede, forståelige mr. N, så han bliver råbt af trods alle de dejlige ting han gør for mig. Men jeg er vred, jeg har lyst til at råbe, slå, sparke på hele verden. Jeg er vred over at skulle starte forfra, vred over at det skal være nødvendigt med hjælp for at få børn, måske nok i virkeligheden vred over at livet ikke er som jeg vil have det til at være. Jeg tror, at med min missed abortion, så er alle følelserne over at være BIB'er kommet frem. De har ellers været godt gemt, bortset fra frustrationen over ventetiden, men nu kommer alle de forbudte følelser frem.

Jeg forsøger at minde mig selv om alle de lyse side i mit liv, om alle de ting jeg elsker, alle de fantastiske personer jeg har i mit liv, som elsker mig. Jeg ved godt, at det ikke er det værste der kan ske mig her i verden at få en missed abortion. Jeg ved også godt, at der findes masser af mennesker der går så meget mere igennem end mig -bl.a. mange af jer som har været på en meget længere rejse end mig, og som stadig formår at smile, at være glade, at nyde livet. Jeg tror jeg skal have ændret hele mit livssyn for at komme helskindet igennem. Gode råd modtages gerne?

Min kyniske humoristiske side har fået en ny ven. Til tider får den mig til at græde men oftest bare til at le, og være glad over at der findes andre som mig derude i verden. www.999reasonstolaughatinfertility.blogspot.com

P.s. Jeg er normalt et glad menneske, håber at vende tilbage snart med lidt mere livsglæde i indlæggene. Det er lige før jeg får dårlig samvittighed over at lukke så meget galde ud i cyberspace:)

Normalisering

Ligeså stille går det fremad.. Et lille skridt om dagen, og ikke helt så mange tilbage som der har været. Og tankerne om, hvad der nu skal ske melder sig. Det er idag 3 uger siden vi var til gyn, min krop er ved at være normal igen. Ikke mere blødning eller brunligt udflåd (ja meget lækkert), br(y)sterne er blevet normale og tankerne er ved at indstille sig på, at der skal prøves igen. Men det er ikke helt nemt at finde lysten frem, trods det at jeg dog kan så meget biologi, jeg ved det kræver s*x for at lave børn!!

Tanken om at skulle starte forfra er tung, og min lyst til at ringe til gyn og bestille tid kan ligge på et meget lille ikke-eksisterende sted. Vi har aftalt at kontakte gyn når mens engang melder sig, og så regner vi med at starte med IUI igen, men nu må vi lige se hvad meldingen bliver derfra.. Og ikke mindst hvad kræfterne byder på herfra!

Limbo

Det ene øjeblike tænker jeg, at denne gang må være gangen. Det burde jo kunne lykkes for os.. Det næste tænker jeg, at jeg synes ikke jeg har nogen symptomer og burde jeg ikke det? Et eller andet - kvalme, lyst til mærkelig mad, ømme bryster, mærkeligt udflåd - bare et eller andet lille clue på, at det er nu det sker! Men der er ingenting. Det eneste jeg har er nogle uspecifikke fornemmelser i maven, nogle gange tolkes de som mens smerter, andre gange som at der måske kunne være ved at ske lidt positivt dernede. Jeg er så utålmodig, jeg er rastløs, jeg er død hamrende træt af at vente..

Invasion

Min neutralitet er blevet invaderet. Invaderet af en mail fra en veninde med nyheden om at hendes mave bliver større og større fordi de nu også er gravide.. Suk.. Jeg bliver så utålmodig - nu må det simpelthen snart være vores tur i køen!! Min hjerne har en mærkelig kobling, det er som om at når der er andre der melder ud at de er gravide, ja så tror jeg ikke på jeg selv er det. Som om der kun findes et bestemt antal gravide der kan være tilstede på en gang, ja og de nåede at tage vores plads blandt dem. Min ellers så logisk tænkende og temmeligt vidende hjerne står helt af mht. graviditet. Der er kun plads til følelsernes mening - og den skifter ca. hvert 3. sekund, og har overhovedet intet tilovers for logik!

Idag har jeg det bare mærkeligt. Det er som om der sidder en knude midt i min mave - en knude af tristhed, frygt, håb. Og den er ulidelig at rende rundt med, gør mig rastløs og irriteret. Den vokser kun af at jeg så absolut ingen symptomer har - bortset fra nogle niv og engang imellem mens lignende fornemmelse. Suk, dybt dybt suk.. På onsdag har jeg besluttet mig for at tage en test. Det er dag 14 efter ægløsningssprøjten, og dagen før jeg forventer mens. På torsdag skal jeg til børnefødselsdag med 4 gravide veninder.. SUK!