Det sted... igen!

I dag ringede nogle af vores gode venner. Sidste år i august fik de en fantastisk lille pige efter mange års kamp mod barnløshed. I dag ringede de for at sige, at hun var gravid igen og venter lille ny til januar. Og til trods for den glæde jeg føler for dem, så er min primære følelse lige nu misundelse. Alle de grimme monstre stikker hovedet frem. Jeg føler mig hensat til tiden før, tiden hvor vi ikke vidste om det ville lykkes os og hvornår det evt. ville være. Jeg er træt af at vente. Jeg er træt af ikke at være "succes" historien hvor næste graviditet bare kommer hoppende inden man overhovedet når at se se sig for. Jeg er træt af at føle mig overhalet indenom. Træt af grimme følelser.

Og oveni kommer der så en hel bunke nye grimme følelser. For hvordan kan jeg tillade mig at have det sådan her, når jeg allerede har været så ufattelig heldig at få min lille, vidunderlige pige? Og er det ikke bare hvad jeg fortjener? Vi har jo ikke været igennem særlig meget rent behandlingsmæssigt i forhold til så mange andre (alle jer andre)! Og har jo blot prøvet en enkelt gang denne omgang. Hvorfor er det så alligevel så ufatteligt svært? Det her sted - det er bare ikke spor rart at være der!!

Tanker

Er barnløshed min straf? Er det straffen for at være en rask storesøster til en lillebror med et handicap? Er det straffen for at mit liv altid har været så nemt sammenlignet med hans? Er det straffen for at jeg ikke altid formår at sætte pris på alle de ting der kommer nemt til mig? Jeg ved ikke om jeg tror på Gud, men nogen gange tænker jeg at verden ville være nemmere hvis jeg gjorde. Så havde man i det mindste en man kunne skyde skylden på, en man kunne være vred på. Istedet bliver vreden vendt mod mig selv. Jeg har lyst til at skrige af frustration, af vrede men mest af alt af angst.. Skal barnløshed være min byrde i livet?

Negativ

Negativ test igår, murren i maven, ømme bryster og brunligt udflåd idag - mens venter lige om hjørnet. Og når det endelig skal være sådan, så må den egentlig godt komme idag så næste forsøg passer ind i planerne uden alt for meget bøvl..

Tænker meget på, om jeg selv gør noget galt. Har en forfærdelig skyldsfølelse over, at jeg ikke bliver gravid. Tankerne kredser især om, at jeg er temmelig pessimistisk, og allerede har haft tankegangen henne ved, at det måske ikke lykkes for os nogensinde at få børn. Ja til tider er jeg overbevist om, at det aldrig vil lykkes.. Og det til trods for, at jeg jo stadig har alderen med mig, at vi kun lige er startet og at statistikkerne stadig taler for at det nok skal lykkes. Kan mine negative tanker få en indflydelse? Al min logik siger, at selvfølgelig hænger det ikke sådan sammen, men en ting er logik og en anden ting er følelser. Og følelserne giver mig hele skylden. For når der nu ikke er noget fysisk galt med nogen af os, så må det jo være noget jeg gør galt..