Hold da op for en weekend. Først tilbragte mr. N og jeg dagen igår med at diskutere bolig og muligheder. Og hormonerne har fået frit spil, så det meste af aftenen gik med at græde over bristede drømme, over at måtte blive boende i en lile lejlighed som jeg indtil videre kun har kunnet se begrænsningerne i og som jeg virkelig havde glædet mig til at komme væk fra. Ikke fordi jeg ikke er glad for at bo her, men der mangler plads og jeg havde glædet mig til noget luftforandring. Men efter meget lang snak frem og tilbage, så er det her vi bliver boende indtil videre mens vi fortsætter jagten på et hus i stedet for at flytte i noget større men også væsentlig dyrere lejebolig. Var helt udmattet efter dette igår, selvom jeg i dag ikke helt ved hvorfor det var så hårdt at skulle ændre drømmene...

Og så imorges fik jeg beskeden af min mor, at mine forældre holder en pause i deres ægteskab!! Efter 30 år sammen bor min mor lige nu i et sommerhus mens min far bor alene hjemme i deres hus. Ifølge dem begge er målet med pausen at de skal finde tilbage til den kvalitet de gerne vil have i deres ægteskab og tilbage til det der gjorde dem glade engang. Men jeg er chokeret, og jeg er ked af det, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Og jeg føler mig lidt ondsvag, for det er jo ikke jordenss undergang hvis mine forældre skal skilles, det er jo ikke engang sådan at jeg bor derhjemme længere. Men de har bare altid forekommet mig at være glade, at være stærke sammen. Det har givet mig en tryghed at se på dem og vide at man altid kunne finde ud af tingene sammen, at man ikke løb væk når tingene blev for svære. Og jeg prøver at få tingene til at give mening - at de holder en pause nu ændrer jo ikke på min barndom eller på de minder og ting vi har sammen. Men det ændrer alligevel lidt ved min tryghed. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke. Sidder bare her og stirrer, prøver at få styr på tankerne men jeg kan slet ikke rigtigt fange dem. Og et sted indeni i mig sidder et lille barn der bare ønsker at hendes forældre skal være sammen og være glade. Tårerne triller.. For selvfølgelig vil jeg at mine forældre skal være lykkelige, og de skal også hellere være lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen.. Men hvorfor ikke bare lykkelige sammen?? Jeg kan ikke lade være at håbe, at denne pause ender i at de finder lykken hos hinanden igen.

Ting jeg aldrig havde troet ville være i mit hjem

Jeg er blevet den lykkelige ejer af op til flere ting som i min verden normalt hørte til på et plejehjem:

1) i mit køleskab står der sveskegrød
2) i medicinskabet er der Lactulose
3) på badeværelset er der nu en pakke Tena Lady bind

Åh fagre nye verden:)

Solskin og længsel

Dage som idag er bare skønne. Solen skinner over byen, lyset er skarpt og træerne er sprunget ud. København er lysegrøn, detaljerne skarpe, vandet blåt og chai teen smager bare ekstra godt når man kan sidde udenfor og nyde den. Har nydt eftermiddagen med en af mnine gode veninder, der nu er gravid igen efter sin MA. Og det har bare været dejligt.

Maven har taget sig et ryk igen synes jeg. Nu må vi se om det også kan ses på det næste mavebillede. Nogen uger går det bare sindsygt stærkt med vokseriet. Og så kan jeg mærke, at længslen er begyndt at tage til. Jeg længes sådan efter at holde mit lille barn i mine arme, efter at mærke hende, se hende, dufte hende, lære hende at kende, lade mr. N kunne se og mærke hende også så vi kan dele den glæde sammen. Nogen dage er jeg ved at gå til af længsel efter hende. Jeg kan næsten ikke vente. Og så føles det altså som om tiden går baglæns og slet ikke som om, at det nogensinde bliver sommer og hun kommer ud til os. Jeg kan ikke fatte at der STADIG er tre måneder til termin - det har der været i evigheder nu!! :)

Fascination

Jeg opfører mig som om jeg har været til frisøren og fået ny frisure.. I ved, jeg fanger enhver mulighed for at spejle mig - i bilvinduer, i Netto's vinduer, i husenes vinduer, i gadedørene jeg går forbi til og fra arbejde. Det er ikke fordi jeg stopper op og spejler mig, men jeg kigger derind hver gang jeg kan. Og hver gang bliver jeg lige overrasket, for derinde i spejlet/vinduet/butiksfacaden der står en gravid kvinde! Og det er altså mig!! Det er mit spejlbillede, det er mig der står derinde med den fine bule på maven. Jeg forundres, jeg er fascineret og jeg bliver lige lykkelig hver eneste gang:)

2. jordemoder besøg

Tiden flyver og egentlig ligger der et rigtigt rodet indlæg om mine forventninger til mig selv og det at have gæster, hvordan vi bor og alle mulige andre ting. Men det må vente indtil der er mere styr på tankere.. Eller også kan det få lov at ligge bare til mig selv.

Har været til 2. jordemoder besøg idag. Babypigen bliver skudt til at blive en lille kæmpe, men det var vel også forventeligt når begge hendes forældre vejede 4500g ved deres fødsel! Jeg tror jeg ender med at blive glad hvis der står et 3-tal først, men sandsynligheden er vist ikke så stor.

Ellers så talte vi en anelse om fødslen. Den begynder så småt at fylde en del i mine tanker. De fleste af mine veninder lyder som om de synes det er meget tidligt. Men jeg tror jeg har behov for at forsøge at forberede mig så godt jeg kan. Særligt fordi jeg godt ved, at at jeg et eller andet sted har en urealistisk forventning til mig selv om, at jeg kan tage smerterne med ophøjet ro og være hende den tavse, seje kvinde, der bare klarer fødslen uden at være til besvær for nogen.. Og dette billede stemmer ikke helt overens med, hvordan jeg normalt er i pressede situationer - jeg er nemlig sådan en der bliver ultra kort for hovedet, monster irritabel og til tider giver op i ren frustration. Og jeg har jo ikke den valgmulighed at jeg kan give op. Så jeg prøver at ændre billedet af, hvad der er en "god fødselsopførsel" i mit hoved, ændre forventningerne til, at det må være okay at blive frustreret, vred og bide hovedet af folk - og at jeg (forhåbentlig) ikke er den eneste, der reagerer sådan i pressede situationer.

Maven vokser, vægten står lige for tiden lidt stille og siger plus 5 kg siden start. Plukkeveerne er begyndt at blive meget tydeligere end de var for nogle uger siden. Jeg tror jeg mærkede den allerførste omkring uge 20, hvor maven en dag blev helt hård mens jeg lå og slappede af. Nu kommer de jævnligt i løbet af dagen. Det spænder en anelse i bunden af maven uden at gøre rigtigt ondt, men tydeligst er vandladningstrangen der står på sålænge plukkeveen er der. Igår måtte jeg sande, at der er begrænsninger for, hvad jeg kan klare i løbet af dagen. Arbejdet havde fyldt lidt for meget, var ude at cykle/gå en tur, og det endte i plukkeveer der kom så snart jeg rejste mig op. Så mr. N stod endnu en gang for madlavningen, mens jeg sad på en stol og snittede grøntsager:) Men det er vel egentlig også meningen jeg skal skrue ned for tempoet snart?

Strøtanker om træthed

Jeg har de sidste uger ikke sovet specielt godt. Jeg vågner gerne ved halv tre-tre tiden, skal op at tisse, falder i søvn igen, vågner ved fire-tiden, igen ved femtiden og føler så at jeg kun ligger og blunder helt overfladisk indtil vækkeuret ringer kl lidt i seks. Så falder jeg tilgengæld i søvn fra seks til halv syv hvor mr. N kommer og vækker mig! Det har kunne mærkes på energien, særligt i hverdagene, hvor lunten har været kortere end vanligt.. Og det starter tankerne. For hvordan bliver det så ikke når jeg bliver vækket hver anden time hele natten igennem? Hver dag? Og i mange måneder i streg?? Vil jeg stadig kunne nyde det vidunder, som jeg er sikker på vores barn bliver? Vil jeg nyde hverdagene, vil jeg huske at sætte pris på det? Vil jeg have overskud til humor, som oftest hjælper mig igennem - fraset når jeg er tilpas træt? Og vil mr. N og jeg klare det uden at bide hovederne alt for meget af hinanden??

Til tider bliver jeg skræmt over det kæmpe ansvar, over alle de ting der kommer til at ændre sig. Og det føles underligt at være skræmt, når jeg nu har ønsket mig dette i så ekstremt lang tid. Men jeg tænker meget på, hvordan vores forhold vil klare sig igennem de ændringer der sker, om vi vil kunne bevare den intimitet og kærlighed til hinanden som vi har nu? Det håber jeg. Og jeg prøver at forberede os begge allerede nu ved at tale om det nu, tale om hvordan tingene bliver, hvordan vi forestiller os det kommer til at være.

Ellers vokser maven støt og roligt, vægten holder en lille pause for tiden, men det er også helt okay - det gik lige lidt for stærkt på et tidspunkt. Idag har jeg været i svømmehallen - blev dog kun til 750 meter, så kunne jeg ikke længere ignorere den stikkende smerter der var i højre side. Er der stadig nu, jeg tror det er ligamenterne der synes de kom på overarbejde, maven selv er i hvert fald fint blød. Jeg ville gerne have været opppe på 1 km, men må sande, at kroppen bestemmer, selvom det ikke helt passer mig! :) Og endnu gang undres jeg over, hvor meget energi det giver mig at bruge energi:) Og hvordan humøret tager sig en lille optur, særligt i det fine solskinsvejr. Skønt:)

Vokseværk

Maven vokser, og jeg synes det er gået temmelig stærkt de sidste uger. Det giver lidt problemer med ryggen, som gør ondt og har svært ved at finde positioner den hviler i. Særligt om natten har jeg ondt i ryggen og i hofte samt skuldre af at forsøge at ligge på siden. Suk, jeg savner at kunne ligge ordentlig fladt på min mave.

Men det er jo småting. Vores dejlige babypige vokser vist som hun skal - det håber jeg i hvert fald maven er udtryk for. På onsdag skal jeg til 2. lægebesg, lidt tidligere end normalt (1 uge) men jeg skal til JM i slutningen af april og gad ikke have dem liggende helt tæt op ad hinanden de to besøg.

Ellers har vi haft en god påske, den har været tilbragt med svigerfamlilen. Så det var alligevel lidt rart at komme hjem idag og få hvilet ørerne lidt. Støjniveauet er altså lidt anderledes end hvad jeg er vant til hjemmefra, men selvfølgelig er de også en del flere, særligt når alle ungerne kommer med:)

I får lige et par mavebilleder:

21 uger

23 uger

Er det ikke gået stærkt lige pludselig??

God påske

Babypigen sparker lystigt i min mave, og jeg er solgt! Solen skinnede imorges, der er fine vintergækker, erantis, krokus og små spirende skud på træerne. Jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til foråret som i år.

Påsken står på besøg til det mørke vest hos svigerfamilien. Min lillebror skal med og jeg håber vi får hygget lidt her i påskedagene. Rigtig glædelig påske til jer alle i blogland.

Mave kommentarer

Jeg synes maven tager nogen kæmpespring i størrelsen disse dage. Og jeg synes godt nok den er blevet stor. Håber den sætter farten bare en anelse ned, ellers ender jeg med at blive gigantisk:) Var til barnedåb i går hos nogen af mandens venner. Det er første gang jeg er i et selskab med folk jeg ikke kender og som kommenterer maven. Og det er egentlig ret sjovt, hvor forskellige kommentarerne er og mine responser.

"Sikken en fin lille mave du har. Den er da ikke særlig stor". Medfører svaret - "den er større når jeg står op, så kan man rigtigt se det."

"Hold da op, er du kun 5 måneder henne. Jeg synes godt nok din mave ser stor ud." Responset bliver så: "ja den tager nogle store spring. Men nu er den også større da jeg lige har spist, den er mindre om morgenen."

Sjovt som man gerne vil passe ind, og bare have en helt almindelig mave i en helt almindelig størrelse. Men folk kommenterer jo nok også bare efter, hvad de selv har erfaringer med og har set.

Jeg synes ellers ikke jeg har fået så mange kommentarer, ikke nogen fremmededer har taget på min mave - måske det bare skyldes vinterjakken der skjuler maven godt?

(Her skulle være et billede af maven, men af uvisse grunde vil dette ikke kunne lade sig gøre!)

Den dårlige samvittighed

22 uger er jeg nået til idag. Officielt er min lille babypige nu blevet til et barn, der vil få sit eget CPR nummer. Maven vokser, sparkene bliver tydeligere og tydeligere. Hvor ofte jeg mærker hende varierer, men jeg mærker hende flere gange om dagen altid.

Følelserne kører op og ned, fra uendelig lykke til tvivl, angst og bekymringer. Og samtidig er det sværere at være gravid end jeg havde regnet med. At være gravid er noget jeg har glædet mig til siden ligeså længe jeg kan huske - selv som barn/teenager vidste jeg, at jeg gerne ville være mor. Men lige for tiden er det som om, der også kommer nogle negative tanker som jeg har svært ved at acceptere. Til tider er det som om, at graviditeten er alt hvad jeg er nu - den optager 90% af min tankevirksomhed, det er det der bliver spurgt til og om fra forældre, venner og fra fremmede mennesker på gaden. Og jeg kan godt savne "mig", savne at have noget interessant at tale om, at kunne koncentrere mig og fokusere på andre ting.

Og så er der det kropslige - når babypigen sparker, så er jeg solgt. Så elsker jeg at være gravid, at holde på maven og ae henover den. For det meste er det sådan. Fraset de dage, hvor det eneste jeg kan fokusere på er det navlebrok der pludselig er dukket frem fra dybet, på de strækmærker der spreder sig på brysterne og bekymringen for at de kommer på hele maveskindet. Og jeg ved godt, at det er overfladisk, men jeg synes det er svært at skulle vænne sig til, og jeg føler mig hverken tiltrækkende, kvindelig eller s.e.x.e.t som der ellers står i alle bøgerne. Jeg savner at have lyst til min mand, jeg savner den intimitet der er når vi er sammen på den måde, jeg savner at få en o.r.gasme med min mand og jeg savner den måde min krop plejede at reagere på. Nu er det som om vi er fremmede for hinanden, kroppen og jeg, vi er ikke helt på bølgelængde, det hovedet har lyst til har kroppen ikke lyst til.

Og jeg har dårlig samvittighed. Jeg har dårlig samvittighed over ikke at være evig glad gravid, når nu vi har haft kæmpet for dette, når nu dette har været det højeste ønske i så lang tid. Jeg har dårlig samvittighed overfor babypigen - for tænk hvis hun kan blive påvirket af mine følelser? Tænk hvis hun ikke føler sig elsket nok derinde? Er det mon almindeligt at have de her tanker og følelser?? Og er det ok?

Den anden tid

Hvis tingene var gået anderledes så ville jeg idag have siddet med spænding og forventning i maven og ventet på at veerne skulle starte. For så ville jeg langt om længe været nået terminsdatoen. Hvis ikke min lille babypige lå og sparkede lystigt i maven, så tror jeg denne mærkedag ville have været virkelig slem at komme igennem. Istedet har den egentlig ikke fyldt så meget i bevidstheden - måske snarere siddet ubevidst og været skyld i den lidt triste følelse jeg har haft indeni i dag.

Men jeg er heldig. For her sidder jeg, 21 uger henne i morgen, med hvad der ligner, føles og håbes på er en sund og rask lille pige. Og jeg glæder mig mere end jeg kan beskrive. Jeg glæder mig til at se hende, holde om hende, røre ved hende, dufte til hende, lære hende at kende, og jeg glæder mig til hele det liv vi skal til at starte. Jeg fortæller hende ofte, hvor meget jeg glæder mig - omend hver gang får hun også af vide, at til trods for at jeg næsten ikke kan vente med at møde hende, så må hun tidligst komme ud til juli!:)

Verdenens grusomhed

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte eller slutte dette indlæg. Ved ikke helt hvordan jeg skal få tankerne skrevet med så de giver mening.. But here it goes.

Jeg kan til tider blive skræmt ved tanken om ansvaret, ved tanken om alle de tarvelige, forfærdelige ting der kan ske mit lille barn i denne verden. Nogen gange kan jeg kun få øje på alle de voldelige, drabelige, undertrykkende, negative og forfærdelige ting der sker i verdenen. Og så bliver jeg bange. For hvordan skal jeg beskytte min lille pige mod den hårde verden? Hvordan skal jeg kunne se hende bevæge sig ud i verdenen uden at være ved at gå til af angst for alle de ting der kan ske hende. Og vi taler ikke kun om de "dagligdags"ting som at nogen er misundelige, nogen kan mobbe, nogen der driller, eller at hun falder og slår sig. Jeg tænker også på tilfældige overfald af uskyldige mennesker, der bliver ydmyget eller arret for livet. På voldtægt. På krig og død. På naturkatastrofer. Og så bliver jeg så angst og bekymret og ked af det. For hvad er det dog for en verden jeg har kæmpet for at sætte børn i?? Og hvordan skal jeg dog beskytte min lille, fantastiske, længe ventede og højt elskede smukke pige??

20 uger

Så er jeg nået til de famøse tyve uger. Vil egentlig ikke noget særligt med dette indlæg, men synes alligevel, at det krævede en markering.

Babypigen sparker lystigt i min mave, vender og drejer sig. Maven er ikke voldsomt stor, men efterhånden dog tydeligt gravid. Hver eneste dag er en lille sejr, og lige for tiden synes jeg at glæden fylder det meste. Lykken spreder sig langsomt i mig, og selvom der stadig er dage hvor angsten fylder mest, ja så er det primært glæden over babypigen og de dejlige spark der fylder lige nu:)

Og så synes jeg i det hele taget, at det er helt fantastisk med det babyboom der er her i blogland:) Hurra for positive teste, dejlige scanninger, store maver og små fantastiske børn der kommer til verden:):)

Et billede siger mere end tusind ord:)

At dele glæden

Det er nu 2 uger siden jeg første gang mærkede liv. Det er kun blevet tydeligere, og jeg nyder det mere end jeg kan beskrive når den lille giver lyd fra sig derinde. Imorges var det en hel lille gymnastik øvelse den fik lavet:) Jeg har prøvet at holde mr. N's hånd på maven, vi har været tålmodige, men har ikke kunnet mærke det. Jeg synes ellers godt jeg i et stykke tid har kunnet fornemme bevægelserne i fingerspidserne.

Idag da jeg lå på sofaen, læste min bog, så begyndte den lille at give lyd fra sig. Mr. N var lige kommet hjem, lagde hånden lidt tungere på maven end ellers og pludselig sagde han: var der ikke noget der? Lige efter at jeg havde mærket den lille:) Det er kæmpe stort at kunne dele lykken over at kunne mærke den lille med ham, jeg lå bare der og smilte over hele femøren med tårerne i øjenkrogen, og så blev vi begge belønnet med endnu et lille puf derinde fra.

Ellers har Angelsounds været til stor glæde. Både som beroligelse, hvis jeg får indt i maven eller ikke synes jeg har mærket den lille så meget en dag. Men også til at dele glæden overt kunne høre hjertet, høre den bevæge sig rundt. Og ikke kun med mr. N men også med de kommende mormor og morfar, onkel samt oldeforældre. Og mine veninder. Og hver gang er det fantastisk at få lov at dele glæden, og fantastisk at se glæden i deres øjne over det lille liv der vokser inden i mig. Jeg føler mig så heldig når jeg ligger der og lytter til mit lille barn, og har muligheden for at dele det med dem der betyder mest her i livet:)

(Lidt sødsuppe rørstrømsk kan jeg vist godt være!!! Tror det er hormornerne der spiller mig et puds - de får skylden for mange ting:))

Frækkert:)

Vi venter os en lille stædig frækkert:) Var til MD scanning idag, og til trods for at scanningsdamen forsøgte i 25 min., jeg løftede numse, rystede mave, blev sendt ud at gå tur i 20 minutter, drak koldt vand og så blev scannet igen - ja så ville den lille frækkert bare ikke ligge sig ordentligt! Så resultatet er en ny scanning på onsdag i stedet. Det siger jeg jo heller ikke nej til:)

Men det de kunne se så alt sammen fint ud. Hovedet var perfekt, tre kat i navlestrengen, moderkagen liggende bagtil og opadtil, 10 fingre og 10 tæer, hjertet med fire kamre og flot flow. Så mangler der bare lige resten af organerne og forhåbentlig et køn. Var ellers ikke specielt nysgerrig, men det er jeg altså pludselig blevet:) På onsdag tager min mor med da mr. N desværre ikke kan få fri. Men alting så jo ud til at være helt i orden, så vi tager det stille og roligt og håber den lille frækkert er lidt mere samarbejdsvillig på onsdag:) God weekend derude.

18+5

Jeg synes tiden flyver afsted lige nu - mon ikke jeg kommer til at føle det anderledes senere hen? Men lige nu synes jeg, at der er tusinde ting vi skal nå inden det bliver sommer. Idag skal vi ud at se på et hus - havde en lang snak igår. Mit redebyggerinstinkt er kommet noget så krævende frem, og det at hele fremtiden er så usikker med job og bolig, det bruger jeg bare virkelig meget energi på! Og det er frustrerende når det er ting jeg ikke bare sådan lige kan ændre på. Så nu har vi sat en grænse dato for hvornår vi begyndet at se på noget lejebolig i stedet, som er mere praktisk end det vi bor i lige nu.. Og indtil da bliver der skruet lidt mere op for huskiggeriet, da det jo trods alt er det vi helst vil flytte i.

Og så imorgen skal vi til MD scanning:) Jeg synes det er lidt vildt, er meget spændt - egentlig ikke så meget på at se køn, det er jo slet ikke sikkert vi kan se det. Men bare spændt på om lille loko (lokomotiv) har det godt, om alting er som det skal være, og spændt på at se den lille igen:) Jeg er ikke i nærheden af at være så nervøs som til NF (det kan selvfølgelig nå at komme) - de små puf og min Angelsounds beroliger mig når nerverne spiller et puds.

Jeg synes også maven pludselig har taget nogen ryk. Jeg har i meget lang tid gået og tænkt, at jeg godt kunne se jeg var gravid, men når jeg lå på ryggen kunne man ikke se noget som helst. Her den anden morgen lå jeg så og kørte hænderne over maven for at sige godmorgen og tænkte, at den føltes da egentlig anderledes nu. Og så er der jo bare den fineste afgrænsede bule der stikker så tydeligt frem:) Det er bare fantastisk:)

Kæreste weekend

Idag tager vi på kæreste weekend. Jeg har sidste arbejdsdag, når jeg kommer hjem er vi næsten pakket færdig og så står den på lækkert hotel, hygge, middage, shopping og forhåbentlig en masse kærlighed og smil i Malmø.

Jeg er utrolig træt for tiden. Ved ikke om det er hele arbejds/flytte-halløjet der presser på, om det er fordi jeg har ondt i halsen eller om det bare er graviditeten, der hilser på med endnu en omgang træthed? Men jeg nyder det - særligt fordi jeg hver aften den sidste uge, når jeg ligger mig ned på sengen og skal til at sove, ja så kommer der nogen små ganske forsigtige puf derinde fra min mave:):) Og så strømmer lykkefølelsen igennem mig, og jeg ligger der i mørket og smiler:)

Rigtig god weekend i blogland:)

Lykkefølelsen

Pludselig imorges var den der. Lykkefølelsen, følelsen der fortalte mig, hvor glad jeg egentlig er for mit liv. Følelsen hvor hjertet var lige ved at sprænges af glæde når jeg tænkte på min vidunderlige mr. N og hvor glad han gør mig, hvor meget han gør for mig, hvor lange aftenener er når han ikke er der, hvor god han er til at fortælle mig at han synes jeg er dejlig, hvordan han laver mad og putter om mig når jeg er træt. Og så tanken om, at der i min mave vokser et lille mirakel - vores lille mirakel! Tja, det hele fik bare tårerne til at komme frem, de der lykke tårer hvor man sidder med et kæmpe smil på læberne og bare ønsker, at man altid vil kunne huske denne følelse og at den vil komme mange flere gange i fremtiden.

P.s. Pludselig igår, vi ligger og ser Ice Age 3.. Er det virkelig baby der hilser på? Eller var det bare luft? Samme følelse igen her til aften, men begge gange meget, meget kortvarigt. Håber det var baby - ellers har jeg ligget med tårerne trillende ned ad kinderne pga. luft i maven:):):)

Fremtiden og stress

Synes egentlig det går godt med graviditeten, fysisk har jeg det godt uden for mange skavanker på nuværende tidspunkt - eneste gene er egentlig en tendens til lægkramper, som dog kan holdes i skak. Jeg synes også godt jeg efterhånden selv kan se at maven ser gravid ud og ikke bare tyk ud. Mine veninder har synes jeg så gravid ud de sidste mange uger, mens min kære mor bare synes jeg ser buttet ud! Jeg skal dog stadig vænne mig til, at folk kommenterer mit udseende, min vægt - endnu ikke folk på gaden eller som jeg ikke kender, men dem på arbejdet, hvilket føles grænseoverskridende. Selv det at mine tætte veninder kommenterer min mave og vægt kræver lidt tilvænnning.

Jeg har 5 arbejdsdage tilbage på arbejdet, og så står jeg pludseligt uden noget. Jeg havde troet jeg ville synes det var rart med 1 måned hvor jeg bare havde fri, men jeg har opdaget at det føles temmelig meget som et nederlag at skulle melde sig som arbejdsløs. Og jeg skriver 1 måned fordi jeg ikke kan acceptere tanken om at skulle gå ledig i længere tid end det. Og jeg ved jeg kan finde arbejde et eller andet sted, hvis jeg bliver desperat nok - så bliver det bare ikke inden for det som jeg (og alle andre) gerne vil. Der er jo trods alt mangel, men bare ikke indenfor det det speciale som jeg gerne vil ind i!

I det hele taget stresser jeg lidt over fremtiden, over at vi bor på 50 kvadratmeter på 4. sal uden elevator og ikke umiddelbart har fundet det sted vi gerne vil flytte hen. Mr. N mener stadig vi kan nå at finde et hus, byde på det, købe det og flytte ind inden juli måned. Men jeg synes bare ikke rigtigt det er så realistisk! Og prøver forsigtigt at byde ind med at det kan være vi skal finde et andet sted som var større end her, med altan eller have, elevator og andre ting der ville gøre livet nemmere, men som stadig var en lejebolig. Men det er han ikke meget for! Og så kan jeg mærke jeg bliver rastløs, for hvis vi virkelig skal blive boende her (det kan jo godt lade sig gøre, det er bare bøvlet at skulle gå op til 4. sal og ikke kunne stille barnevogn udenfor til middagslure m.v.) så skal der godt nok ryddes ud i skuffer og gemmer, flyttes rundt, skaffes nye og mindre møbler osv. Og vi skal blive bedre til at begrænse vores rod - for når man ikke har så meget plads, men tilgengæld alt for mange møbler (efter min mening i hvert fald) så skal der ingenting til, før end her bliver meget meget rodet. Og med et lille barn med tonsvis af vasketøj så skal det altså ikke også være vores ting der ligger og flyder.

I det hele taget kører tankerne rundt, planlægger genet forsøger at få styr på det hele: arbejde, bolig, barn, barsel, økonomien, tankerne om hvordan det bliver at få barn.. Og der er bare alt, alt, alt for mange ubekendte i det her regnestykke. Og det stresser mig. Jeg føler mig virkelig presset hver gang jeg tænker fremad. Og et eller andet sted gør det også at jeg synes det er svært at rende rundt og være ligeså glad og gravid som jeg gerne ville være!