Hvad er det der gør det så meget sværere at være sammen med flere veninder og deres børn end bare at være sammen med en enkelt og hendes børn?? Det har jeg tænkt meget på hen over weekenden. Mine dejlige veninder og deres skønne unger, mit fantastiske lille gudbarn. En af gangen og jeg kan klare at være mig, at være glad og nyde deres barn og deres held for at det lykkes dem i det sekund de havde lyst.
Men to ad gangen og så bliver det svært. Jeg tror det er, at selvom de prøver ikke kun at tale om børn, så kan jeg mærke hvordan hele deres verdens centrum er blevet ændret. Jeg kan mærke følelsen af at man vil gøre alting for et andet menneske, og jeg kan se genkendelsen når de ser på hinanden. Og så kommer min længsel - længslen efter at være med i den klub, længslen efter selv at prøve at opleve at verden pludselig drejer rundt om en hel anden akse, længslen efter at kigge kærligt på mit eget barn.. Og denne længsel kommer i vejen for min glæde, jeg har meget svært ved at gå i svime over at den lille nu sagde en lyd, eller ser meget kær ud når han gør sådan.. Og det til trods for at jeg sagtens kan når jeg ser dem en ad gangen!
Så er det jeg hiver min rustning frem, prøver at gemme mig bag et konstant smil og håber de ikke ligger mærke til at tårerne står og presser på derinde bagved. At frygten for at det aldrig bliver mig formes som et lydløst skrig for hvert eneste smil og kærlige ord jeg siger, angsten er bundløs og nogen gange svinder jeg helt i den. Jeg er bange..
Åh, ja i flok er de bare så svære, de lykkelige mødre med deres fællesskab. For mig var det det svære - at de havde et fællesskab, som jeg så inderligt ønskede at være en del af, samtidig med at jeg hadede dem bare en lille bitte smule for at have det fællesskab. Og så prøver man at distancere sig fra det.
SvarSletJeg håber din venten er forbi lige om lidt og at lørdag bliver en fantastisk dag!
KH
Sech