Der har været fest i huset - mr. N havde fødselsdag igår, og det blev fejret med fest lørdag aften og min + hans familie til brunch dagen efter. Så er stadig lidt træt i det her mandag. Var også til min lille gudsøns 1 års fødselsdag.. Og det er ikke uden et lille stik i hjertet at mærkedagene bliver fejret. For tiden løber jo afsted, og vi nærmer os med hastige skridt 2 års jubilæum til januar, og armene er stadig tomme. Jeg håber på, at CC er i humør til at sige et enkelt positivt ord med på vejen på torsdag om chancerne for at det snart lykkes, jeg trænger til nogen der kan overbvise mig om, at det selvfølgelig nok skal blive os (igen, og forhåbentlig med et bedre udfald) lige om lidt.
Ud over det, så synes jeg humøret har været lidt svingende på det sidste. Ved ikke om det bare er en naturlig reaktion på at være startet igen eller om det er den kære Pergotime der laver rav i systemet. I hvert fald kan jeg græde over bitte små ting, særligt mails fra min veninde i Kenya kalder på tårerne!
Mærkedagen har også altid været de hårdeste for mig. I en sådan grad, at jeg har haft svært ved at nyde mine egne fødselsdage.
SvarSletJeg er helt sikker på, at det snart må blive Jeres tur igen! Det skal det!
Knus