Jeg har forsøgt mange gange at skrive dette indlæg, logget på og bare siddet og stirret på skærmen. De sidste 6 dage føles som 6 måneder, det føles som 100 år siden jeg bare var glad og gravid. Det gør så forfærdeligt ondt indeni, så ondt jeg bare har lyst til at hive maven ud af kroppen, at jeg har lyst til at krølle mig sammen til en lillebitte kugle og forsvinde.
Vi har grædt mange tårer herhjemme, heldigvis har vi været gode til at være kede af det sammen, følt os stærkt knyttet til hinanden og kunne holde fast i hinanden. Og ligeså stille går det da også fremad, der bliver lidt længere mellem nedturerne, lidt kortere mellem smilene. Indtil jeg igen pludselig bliver overmandet af en stærk følelse af tab, af savn, af tomhed.
Vi forsøger at fokusere på, at jeg KAN blive gravid, at det selvfølgelig vil lykkes os at få den børneflok som vi ønsker os. Men spørgsmålene gnaver - vil der gå 2 måneder? 3 måneder? Et halvt år? Et år? 2? 3?? Og når det så lykkes næste gang, hvad så? Skal vi så miste igen?
Åh nej sødeste. Hvor gør det mig ondt at læse. Jeg håber, at I kan støtte godt op om hinanden og komme gennem den næste tid.
SvarSletHvor er verden dog uretfærdig!
Kæmpe trøstekrammer!
Solsikke
Jeg kan kun alt for godt forestille mig den smerte i går igennem lige nu. Det er altid frygteligt når nogen mister, men det gisper altid specielt i mig, når det er en BiB´er. For hvor skal der kæmpes hårdt for hver graviditet.
SvarSletJeg håber du snart må blive gravid igen og at I næste gang får lov til at glæde Jer de hele 9 mdr.
Masser af kram!!
Ønske
hej søde ville bare lige sende en cyber kram, håber snart du kommer ovenpå igen. knus fru P
SvarSlet