onsdag den 23. september 2009
...
Idag er det 5 uger siden vi var til scanning! Har brugt formiddagen sammen med mine to dejlige veninder og deres fantastiske små drenge. Og pludselig var tomheden overvældende, der er et kæmpe hul i min mave og jeg har kvalme. Jeg føler jeg burde være kommet videre, jeg kan jo ikke blive ved med at være ked af det og være sur og vred over at det skulle ske for os. Men idag gør tomheden ondt og den fylder bare hele billedet. Måske det bliver bedre imorgen?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg tror ikke at du kan sætte tid på sorgen. Egentlig er det bedste nok at acceptere at hullet er der. For selvfølgelig er du ked af det. Men glæd dig til at glæden bliver så enorm når det lykkes. For det gør det!
SvarSletKærlige hilsner fra en som ved at kampen er værd at kæmpe!!
Gode dage og dårlige dage... glæd dig over der trods alt bliver flere og flere af de gode dage ikk?? Men lige netop det at være sammen med andre og deres børn har altid været det der lige ramte mig og sendte mig retur til det sorte hul!! Du skal nok komme op igen.
SvarSlet