Jeg ville ønske jeg kunne nøjes med at sende mit underliv til gynækologen. Imens kunne jeg blive liggende herhjemme i sengen og bare nyde at jeg havde tiden til det.. Men jeg måtte jo op og afsted. Jeg har en tendens til altid at få tider lige efter dem der ER gravide, sådan at scanningsbilledet derinde viser et lille foster når jeg træder ind ad døren. Og lægen viser mig det altid: "ja her lykkes det jo, se hvor fin den er." Jeg tror egentlig det er ment venligt og opmuntrende, men i stedet føles det bare så evigt deprimerende! Hvis bare man ved at bruge den samme scanner kunne sørge for at mr. N og jeg også blev gravide, så måtte han vise mig tusinde fostre..
Alting så fint ud, jeg havde tre fine æg på den højre side, mens venstre side er mere doven. Så Pregnylen blev givet og vi har tid imorgen til IUI. Og så tæller vi nedad igen:)
Imens får jeg tiden til at gå med at træne - har jo været så "smart" at lokke nogle af de andre på arbejdet til Tour de France spinning program, og de er meget mere flittige end mig.. Så jeg kæmper, har købt cykelbukser - det føles som at gå med natbind hele tiden når man har dem på. Men tilgengæld gør de sadlen en lille smule blødere, og det synes jeg altså er tiltrængt:)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar