Selvpineri og ynk

Fik mens imorges.. Kiggede i kalenderen og kunne se at det passede rigtigt dårligt med mr. N's arbejde både denne måned og den næste mht IUI. Han vil prøve at se om han kan bytte lidt rundt, men det er jo ikke sikkert. Og ellers står den på to måneder med hjemmerul og styrede cyklusser. Troen på at det kan lade sig gøre på den måde ligger på et meget, meget lille sted..

Første dag med mens bliver jeg indelukket, tavs, moody og gnaven. Jeg har ikke rigtigt lyst til at tale med nogen for jeg har i virkeligheden ikke rigtigt noget godt at sige, og jeg er bange for at lukke al min galde ud over nogen der slet ikke fortjener at modtage den.
Første dag i en ny cyklus er styret af mine indre dæmoner. De er der allesammen og får frit spil: "du får aldrig børn"-dæmonen, "stakkels, stakkels, lille barnløse jeg"-dæmonen, "jeg hader alle der er gravide eller har børn i forvejen, uanset hvor hårdt de ellers har det og hvad der har været sket i deres liv"-dæmonen, "fordi jeg ikke kan få børn må jeg være et dårligt menneske"-dæmonen og "jeg er p*sse-hamrende træt af at vente"-dæmonen. Der findes mange andre men disse er dem, der særligt overvælder mig idag. Det er ynkeligt, der er vist ikke andre måder at beskrive mig på idag end ynkelig. Og når bølgerne slår rigtigt højt, så piner jeg mig selv med at gå på facebook og læse om alle dem der er gravide, om eks'en og hans "nye" kæreste der venter barn til januar, derefter tager jeg runden rundt om MM og kigger lidt på terminsgrupperne og til slut så tjekker jeg lige alle dem der er blevet gravide denne måned. Så kan jeg nemlig rigtigt sidde og slå mig selv i hovedet med den viden.. Utroligt konstruktivt!!

Selvom jeg selv synes det er ufatteligt at han holder mig ud, så er mr. N bare en uvurderlig skat. Han kan både dele min sorg, være ligeså skuffet som jeg, men bagefter insisterer ham på, at det nok skal lykkes for os. At jeg har været gravid kun betyder at jeg selvfølgelig bliver det igen, og han slutter gerne af med at male et billede af vores fremtid, der vrimler med børn. På en eller anden måde lykkes det ham (næsten) altid at få mig til at grine. Hold da op, hvor jeg elsker min mand:)

...

Idag er det 5 uger siden vi var til scanning! Har brugt formiddagen sammen med mine to dejlige veninder og deres fantastiske små drenge. Og pludselig var tomheden overvældende, der er et kæmpe hul i min mave og jeg har kvalme. Jeg føler jeg burde være kommet videre, jeg kan jo ikke blive ved med at være ked af det og være sur og vred over at det skulle ske for os. Men idag gør tomheden ondt og den fylder bare hele billedet. Måske det bliver bedre imorgen?

Overmandet

Jeg er blevet overmandet.. Heldigvis er jeg da kommet så langt at de første følelser var glæde på deres vegne over, at det hele var gået godt og den lille havde det godt. Men derefter kom alle de grimme følelser pludseligt væltende. Afmagt, vrede, frustration, sorg, jalousi - you name it, I got it! Jeg ved ikke om det bare er en generel træthed der får mig til at være så pessimistisk, om det er sorgen over lillebror der gør denne sorg større eller hvad? I hvert fald så føles det lige nu helt håbløst. Drømmen er så langt væk fra at gå i opfyldelse, at jeg næsten ikke kan bære det. Og bare hele det symbolske slag i ansigtet over, at skulle have min mens når vi skal på barselsbesøg!! Jeg gider ikke mere.. Jeg tager hatten af for alle jer andre, I virker altid som om I er bedre til at tackle det hele end jeg er. Og dette til trods for at I har haft kæmpet i længere tid end mig!