Håb?

Hvad får mig egentlig til at starte denne blog?
Imorgen skal jeg til gynækolog, scannes for at se om der er follikler på mine æggestokke, tages blodprøver, smear, fortælle om menstruations uregelmæssigheder osv. Det er første skridt på vejen til behandling, og jeg både glæder mig og frygter det. Det føles rart at tage det skridt fordi jeg får en følelse af, at vi går igang med at gøre noget aktivt. Og det giver på en eller anden måde en følelse af kontrol. Men jeg frygter det også. Jeg frygter, hvilke konsekvenser det vil have, frygter at skulle igang med behandling, er bange for hvor hårdt det kommer til at tage på os og er vel i bund og grund bange for, at vi aldrig kommer til at få børn! At vi går en lang rejse i møde fyldt med sorger, uden at være garanteret, at eventyret ender godt...

En gang imellem tænker jeg, om jeg allerede, inden det hele er startet, har mistet håbet? Og i mine tanker kører alle de her udsagn om, at positiv tænkning hjælper, at hvis jeg bare slapper af, så kommer det af sig selv - og de er frygtelige at have, for det eneste de medfører er, at jeg tænker det er mit eget ansvar, at vi ikke er gravide endnu. Og det ansvar er tungt at bære!

Så bloggen her startes for at kunne komme af med alle de tanker. Den startes i håbet om, at eventyret vil ende godt, at vores bumpede vej vil føre til at vi holder et dejligt barn i armene, at den vil føre til at lykken vil komme til os og at vi vil være så heldige at få øje på den og værdsætte den.