Tomt

Nogle dage er det så tomt og gør så ondt at jeg mister lysten til at trække vejret..

Da jeg var gravid skrev jeg i en lille bog købt specielt til dette - jeg skrev om graviditeten og mine tanker til mit lille barn. Jeg har ikke haft bogen fremme de sidste 6 uger. Men idag blev der skrevet farvel. Jeg har et håb om at det kan hjælpe mig videre på vej fremad?

...

Idag er det 5 uger siden vi var til scanning! Har brugt formiddagen sammen med mine to dejlige veninder og deres fantastiske små drenge. Og pludselig var tomheden overvældende, der er et kæmpe hul i min mave og jeg har kvalme. Jeg føler jeg burde være kommet videre, jeg kan jo ikke blive ved med at være ked af det og være sur og vred over at det skulle ske for os. Men idag gør tomheden ondt og den fylder bare hele billedet. Måske det bliver bedre imorgen?

Lige efter bogen

Tilsyneladende er jeg lige efter bogen.. Alle sorgens faser - jeg er nu nået til vreden! Og desværre går det udover min elskede, forståelige mr. N, så han bliver råbt af trods alle de dejlige ting han gør for mig. Men jeg er vred, jeg har lyst til at råbe, slå, sparke på hele verden. Jeg er vred over at skulle starte forfra, vred over at det skal være nødvendigt med hjælp for at få børn, måske nok i virkeligheden vred over at livet ikke er som jeg vil have det til at være. Jeg tror, at med min missed abortion, så er alle følelserne over at være BIB'er kommet frem. De har ellers været godt gemt, bortset fra frustrationen over ventetiden, men nu kommer alle de forbudte følelser frem.

Jeg forsøger at minde mig selv om alle de lyse side i mit liv, om alle de ting jeg elsker, alle de fantastiske personer jeg har i mit liv, som elsker mig. Jeg ved godt, at det ikke er det værste der kan ske mig her i verden at få en missed abortion. Jeg ved også godt, at der findes masser af mennesker der går så meget mere igennem end mig -bl.a. mange af jer som har været på en meget længere rejse end mig, og som stadig formår at smile, at være glade, at nyde livet. Jeg tror jeg skal have ændret hele mit livssyn for at komme helskindet igennem. Gode råd modtages gerne?

Min kyniske humoristiske side har fået en ny ven. Til tider får den mig til at græde men oftest bare til at le, og være glad over at der findes andre som mig derude i verden. www.999reasonstolaughatinfertility.blogspot.com

P.s. Jeg er normalt et glad menneske, håber at vende tilbage snart med lidt mere livsglæde i indlæggene. Det er lige før jeg får dårlig samvittighed over at lukke så meget galde ud i cyberspace:)

Normalisering

Ligeså stille går det fremad.. Et lille skridt om dagen, og ikke helt så mange tilbage som der har været. Og tankerne om, hvad der nu skal ske melder sig. Det er idag 3 uger siden vi var til gyn, min krop er ved at være normal igen. Ikke mere blødning eller brunligt udflåd (ja meget lækkert), br(y)sterne er blevet normale og tankerne er ved at indstille sig på, at der skal prøves igen. Men det er ikke helt nemt at finde lysten frem, trods det at jeg dog kan så meget biologi, jeg ved det kræver s*x for at lave børn!!

Tanken om at skulle starte forfra er tung, og min lyst til at ringe til gyn og bestille tid kan ligge på et meget lille ikke-eksisterende sted. Vi har aftalt at kontakte gyn når mens engang melder sig, og så regner vi med at starte med IUI igen, men nu må vi lige se hvad meldingen bliver derfra.. Og ikke mindst hvad kræfterne byder på herfra!

Tristhed

Igår og idag har været slemme. Igår havde jeg kvalme hele dagen fordi jeg var så ked af det. Idag begyndte jeg at stortude på vej til bussen fordi der kørte politibiler forbi med sirenerne tændt. Ved ikke hvad der sker for mig. Synes ellers lige det var begyndt at gå fremad.. Men nu er der bare denne her kæmpe, tunge, sorte dyne af tristhed der har lagt sig henover mig. Det gør ondt at bevæge kroppen, det kræver ustyrligt mange kræfter at holde mig oprejst. Jeg er bare ked af det, så ked at jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at græde på kursus idag, så jeg brød grædende sammen da en af de lidt mere perifere veinder stod der med sin smukke gravide mave og spurgte hvordan det gik, så at jeg er så træt, så træt at jeg ville ønske jeg kunne gå i vinterhi og først vågne op når solen skinnede på mig igen.. Nogle dage så orker jeg bare ikke at være til når det skal gøre så ondt!

Små skridt fremad

Det går ligeså stille fremad. Det er ved at være lang tid siden tårerne har været der, og i løbet af dagen går det oftest fint. Men inderst inde, når jeg lige stopper op og mærker efter, så er den der stadig den ufattelige følelse af tab, det store gnavende hul i maven der bare gør ondt. Der var bare så mange ting vi havde glædet os til, så mange at det slet ikke kan beskrives.

Igår havde vi 1års bryllupsdag. Desværre blev jeg kaldt på arbejde i løbet af lørdagen, men det gav tilgengæld mr. N mulighed for at planlægge en fantastisk lørdag aften for os. Kom og hentede mig i sit bryllupstøj, kørte mig på hotel, havde bestilt romantisk 5 retters middag på en hyggelig lille italiensk restaurant. Det var en fantastisk aften, og en aften hvor vi fandt lykken frem over at vi to havde fundet hinanden. Og lige præcis det vi trængte til efter de sidste mange hårde dage.

På lørdag venter et bryllup inkl. barnedåb. Jeg kan mærke tabet rumstere i bunden af maven ved tanken om at gå ind i en kirke og fejre et lille barn. Og jeg vil så gerne bare være lykkelig på deres vegne, for det er jo fantastisk for dem at de har fået en smuk og rask lille dreng. Men det gør bare så ondt. Vi havde glædet os så meget til at være en del af klubben med børn, det var nu det var vores tur..