Hormonelt helvede

40+2 i dag, og jeg er et hormonelt monster fanget i mit eget hormonelle helvede!!! Jeg er så utålmodig at jeg næsten ikke kan håndtere det. Og mine følelser kører op og ned. Det ene øjeblik er jeg ked af det, fordi jeg tænker på al den tid der kommer til at gå væk fra A, på den tid jeg nu skal til at dele og så savner jeg pludselig min store pige så meget at tårerne begynder at trille. Det næste øjeblik er jeg ved at blive skilt fra mr. N fordi han tager skraldet ud på det forkerte tidspunkt eller hvad det nu lige er. OG så bliver jeg ked af det igen. Og sådan kører det op og ned, frem og tilbage.

I dag var jeg til jordemoder. Stadig 1-1.5 cm livmoderhals tilbage som sidst (38+3). Hun løsnede hinder og sagde at hun endte med at kunne få to fingre op, at det hele var fint blødt og hovedet stod fast og langt nede i bækkenet. Men den der hindeløsning har ike gjort en dyt. Jo jeg har haft plukkeveer, men ikke flere end jeg plejer og der er ingen regelmæssighed eller tegn til at det tager til. Der har været tegnblødning her i eftermiddags, men fortsat intet. Og jeg er simpelthen ved at blive helt sindsyg! Kan slet ikke huske jeg var SÅ utålmodig med A. Men nu gider jeg faktisk ikke den her mave mere - det føles som blasfemi at skrive det og sige det, men det er altså sådan jeg har det. Nu gider jeg ikke mere mave, nu vil jeg have ham ud til os, se ham, dufte ham, røre ham og vide han er okay. Jeg prøver af hele mit hjerte at nyde denne sidste tid, både med A og der er tid til kun hende, men også med liv i maven og møffen rundt. Man ved jo ikke om dette er sidste gang, selvom jeg fortsat har et håb om at der vil komme en gang mere. Men måske vil det slet ikke lykkes, det ved vi jo alle. Eller måske viser det sig at vi ikke har overskuddet og kræfterne til det! Det er frygteligt at tænke på, at jeg ikke kan nyde denne sidste tid, hvis nu det bliver den allersidste nogensinde - men det er altså svært at få min hjerne væk fra tanken om, at NU ER DET NU. Og helst skulle det allerede have været.

Ellers har jeg det fysisk godt, jeg er stor og tung og besværet, men ikke noget i forhold til så mange andre, det ved jeg godt. Vægten siger forsat +14-15 kg. INgen særlige ødemer, selvom det er mange uger siden jeg måtte tage mine ringe af. Og ikke nogen særlige bækkensmerter alt taget i betragtning. Men når det er sagt så glæder jeg mig til igen at kunne tume med A, til at kunne kravle ind under hendes seng i hulen eller med ind i teltet, til at kunne lade hende kravle op af min mave, til at give gyngeture. Og til at kunne gå en tur i normalt tempo, have bukser med lynlås og knapper på.....

Som det kan høres er vi meget klar til at han skal komme. Gid der var noget jeg kunne gøre der ville få ham til at fatte pointen med, at det altså er nu det skal være!!

Fest

Der har været fest i huset - mr. N havde fødselsdag igår, og det blev fejret med fest lørdag aften og min + hans familie til brunch dagen efter. Så er stadig lidt træt i det her mandag. Var også til min lille gudsøns 1 års fødselsdag.. Og det er ikke uden et lille stik i hjertet at mærkedagene bliver fejret. For tiden løber jo afsted, og vi nærmer os med hastige skridt 2 års jubilæum til januar, og armene er stadig tomme. Jeg håber på, at CC er i humør til at sige et enkelt positivt ord med på vejen på torsdag om chancerne for at det snart lykkes, jeg trænger til nogen der kan overbvise mig om, at det selvfølgelig nok skal blive os (igen, og forhåbentlig med et bedre udfald) lige om lidt.

Ud over det, så synes jeg humøret har været lidt svingende på det sidste. Ved ikke om det bare er en naturlig reaktion på at være startet igen eller om det er den kære Pergotime der laver rav i systemet. I hvert fald kan jeg græde over bitte små ting, særligt mails fra min veninde i Kenya kalder på tårerne!

Ventetid og humørsvingninger

Det er sjovt som humøret kan ændre sig så drastisk.. Jo tættere jeg kommer på at skulle have min menstruation, desto mere sikker bliver jeg på, at det heller ikke er denne gang jeg skal se de berømte to streger! Det er som om at alt håbet forlader mig de sidste dage (læs den sidste uge). Idag har det f.eks. slået mig helt ud at læse på Facebook, at en af mine gamle veninder fra Folkeskolen er gravid. Jeg orker ikke flere: "ih, hvor skønt for jer. Stort tillykke." Nu må det snart være vores tur til at få nogle "tillykker".

Jeg er træt af, at det skal fylde så meget i mit liv, at jeg endnu ikke er gravid. Jeg prøver at lægge det på hylden og bare nyde, hvad jeg har, men det er altså ikke nemt. Hvordan kommer man ud af det her tankespind?

Herhjemme ligger der nu en recept på Pergotime pg Pregnyl, og en indkaldelse til scanning på dag 13 i cyklus. Så hvis ikke jeg er gravid denne gang - ja så starter livet som BIB'er for alvor for os! Mr. N er den positive af os, bliver ved med at sige, at jeg er moody fordi jeg er gravid, og at det selvfølgelig er lykkes for os nu.. Mens jeg bare graver mig dybere og dybere ned i et hul, hvor jeg ikke tror på, at det nogensinde lykkes! Suk.. Jeg hader ventetiden!!