Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.
Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...
Puh det lyder hårdt med sygdom og hysteri. Kan godt forstå hvis I er lidt matte i sokkeholderne. I sådanne øjeblikke kan man godt værdsætte at man kun har en af slagsen. Men det opvejer alligevel ikke savnet efter flere.
SvarSlet