Juleglæder

Her sker ikke så meget. Jeg arbejder, venter, arbejder og venter. Jeg synes fortsat ikke det vrimler med symptomer, og når jeg laver noget kan jeg helt glemme jeg er gravid. Men jeg er da oppustet om aftenen, har til tider lidt ømme b.ryst.vorter sådan on-off, min lugtesans er helt klart skærpet, jeg er mere grådlabil end vanligt og måske, måske ikke lidt mere træt.

Lige nu er jeg kommet hjem fra en ellers ok stille og rolig nattevagt, har sovet to timer, og er helt rundt på gulvet med mega træthed og lidt kvalme. Men det kan jeg altså også godt have på andre tidspunkter, hvor jeg ikke er gravid! Jeg tog tilgengæld en test mere - i dag efter nattevagt, dvs ikke på morgenurin. Teststregen dukker op inden det lyserøde har bevæget sig hende til kontrol stregen, og den kommer ligeså hurtigt og tydeligt som kontrol stregen gør. Så på testene går det da den rigtige vej!

Jeg håber virkelig at der er et fint hjerteblink, at at tingene går lige som de skal. På den ene side er det kommet totalt bag på mig, at det er juleaften om 3 dage. På den anden side er der længe, længe til!

A er tilgengæld helt fantastisk at dele juleglæde med i år. Hun danser rundt om vores træ mens hun synger, hun spørger konstant om julemanden har været der med en gave til hende, hun elsker "Julemandens lille lærling", hun har selv pyntet træet herhjemme. Og jeg kan faktisk ikke helt vente med at hygge med hende juleaften, trisse rundt og gøre klar, åbne lidt gaver i løbet af dagen, og danse om juletræ. Det er lang tid siden jeg har glædet mig sådan til jul, men jeg glæder mig sådan til at se hende opleve det hele:)

Gravid til det modsatte er bevist!

Kunne ikke få de samme slags test som jeg indtil videre har brugt da jeg var i matas i går. Så nu er det en anden slags. Men streg nummer to kom indenfor de første 10 sekunder, var meget tydelig efter et minut og efter 1½ lige så tydelig som kontrol stregen.

Jeg kan mærke humøret svinger meget. Jeg er temmelig grådlabil og græder over alle de platteste ting - lidt problematisk i juletiden, hvor der køres tykt på i TV med søde juleting. Eller forfærdelige ting, som gør at folk ikke får holdt jul! Op og ned kører humøret, og lunten kan godt være temmelig kort. Selv overfor min lille elskede A, som bare er så sindsygt stædig og ikke lige gider det hun bliver bedt om for tiden. Og så tuder jeg igen bagefter, fordi jeg føler mig som den dårligste mor i verden. Tænker der må være bare lidt hormoner i spil, for at jeg kan blive så uligevægtig!!

Kropsmæssigt synes jeg ikke der er det store at komme efter. Lige i går og i morges havde jeg ømme b.ryst.v.orter. Ved ikke om jeg er mere træt end vanligt. Det synes jeg egentlig ikke jeg er.

Den 3. januar er tid til scanning. Jeg venter i spænding, håber virkelig der er liv derinde! Så indtil videre er jeg vel gravid, indtil det modsatte er bevist! Havde vist ikke forestillet mig, at jeg ville have tid til at tænke helt så meget over det denne gang. Men det lykkes mig at skrabe temmelig mange timers "obsessing" sammen i løbet af en dag:):) Hjælper selvfølgelig heller ikke at have fridage:)

Træt venten

Testdag nærmer sig med raske skridt. Og mit testmonster stikker sit store hoved frem. Jeg har mens lignende fornemmelser i underlivet sådan on-off. Og har på den ene side lyst til at teste så jeg bare kan få af vide, at den er negativ og så få det overstået. På den anden side, så ved jeg jo af erfaring, at en negativ test før tid ikke er ensbetydende med at løbet er kørt. Hold nu op hvor kan man blive træt af ventetid. Og primært så er jeg bare træt for tiden. Konstant og hele tiden træt. Underskud fra nattevagter og så har vores nætter båret præg af en lille pige der har haft lidt vågen tid sådan ca omkring kl 3 i mange, mange, mange nætter. Oftest falder hun i søvn igen når hun kommer ind i vores seng, men det der med at skulle have afbrudt søvn, have nattevagter hvor man ikke sover og så mere afbrudt søvn - det er altså ikke optimalt.

I går blev hun syg, min lille pige. Havde 39,0 hele dagen, og i dag det samme. Så vi er hjemme, hende og jeg. Kigger ud på sneen, som vi egentlig begge gerne ville ud i, men ingen af os har overskuddet til det. Ville ønske der kom nogle flere interessante ting på Ramasjang, når nu hele ens egen DVD kollektion bliver affærdiget af en pige, der mener hun har set det hele lidt for mange gange (hvilket hun nok også har).

Mere venten

Har testet Ovitrellen ud af kroppen i dag - eller det lyder som om, at jeg fysisk har drevet Ovitrellen ud af kroppen, og det har jeg jo ikke. Men tog en test, og den var bragende negativ! Så nu venter og venter jeg. Og håber er pludselig ikke eksisterende. Huden opfører sig som om den er PMS'et, og humøret stadig ligeså. Jeg håber det bare skyldes træthed, men jeg har mine tvivl! Eneste såkaldt "positive" symptom er at jeg synes min mave er enormt oppustet efter bare en enkelt bid mad. Og det kan man så bruge lang tid på at tænke over, om det nu skyldes det ene eller det andet. Nu må det gerne snart være den 12.12!!!

Brok!

Jeg sidder her med den paradoksale følelse af at tiden snegler sig afsted samtidig med at jeg slet ikke kan følge med! Jeg vågnede i morges og tænkte, jeg kan da lige tage en test. Og så tænkte jeg - nej der er kun 2 dage til testdag, så kan jeg ligeså godt vente. Indtil det gik op for mig at det IKKE er nu på onsdag der er testdag, men først næste onsdag! Jeg synes det er en forfærdelig lang venteperiode denne gang. Om det så er fordi håbet er lidt større, eller fordi jeg bare er træt af at vente, det ved jeg ikke helt. Men jeg synes det er vildt at der stadig er over 1 uge til testdag!!!

Og jeg er gnaven, rastløs, træt og i dårligt humør uden at vide hvorfor i dag. Jeg føler mig tyk og oppustet, og det giver mig sjovt nok kun lyst til at spise endnu mere usundt og begrave mig selv under en dyne med en pose slik ved min side. Jeg synes virkelig at mavedellen har fået sit eget liv det sidste stykke tid, uden at jeg egentlig synes jeg har gjort noget anderledes end jeg plejer. Mon det bare er alderen der er ved at trykke lidt på stofskiftet, så fedtfordelingen bliver anderledes? For vægten er umiddelbart rimeligt stationært. Eller også er det bare mig der har fået mere fokus på den der mavedelle og synes at den er helt forfærdelig og kan ses i alt mit tøj uanset hvad jeg gør.

Nej hvor jeg brokker mig! I morgen bliver forhåbentlig en bedre dag!!

Ventetid

IUI i tirsdags, med 35 millioner oprenset. Ham der inseminerede mig, var ham der gjorde mig gravid med Astrid. Jeg tog ÆL sprøjten mandag kl 9.30 og var til IUI tirsdag kl 15.30 - Claus scannede mig inden og kunne se der allerede var ægløsning. Så jeg tænker at alle de andre gange hvor sprøjten er taget om aftenen to dage før IUI, at der har det nok været for sent!! Men jeg ved det ikke. En ting er i hvert fald helt sikkert - hvis det ikke lykkes denne gang, og vi må videre til IVF, så skal jeg have en snak med dem om hvornår den ÆL sprøjte præcist skal tages.

Men det bliver jo slet ikke nødvendigt, vel? For nu er det jo nu det lykkes!! Har "heldigvis" masser af arbejde at se til for at få de næste par uger til at gå hurtigt. Desværre involverer det også en masse nattevagter, der altså er noget mere travle det nye sted end det gamle. Men til gengæld spændende:)

Vente, vente, vente...

Ugen der gik

Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.

Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...

Vente, vente

CFC købte ikke min plan, men satte mig til at vente indtil onsdag. Ny test der, og er den stadig negativ så kontakt til dem mhp. scanning. Hvis ikke slimhinden er ordentlig afstødt så kan vi ikke starte ny behandling op i denne omgang, for så er det ikke optimale vilkår.

Vidste jo nok godt, at de ikke ville tage blodprøve i dag. Og ved jo også godt et eller andet sted, at der ikke er andet at gøre end at vente og se, hvad der sker. Er blot frustreret over ikke at forstå, hvad der sker i min krop. Samt frustreret over, at hvis det var mens der var kortvarigt forbi, hvorfor kunne den så ikke enten være normal - eller have ladet være med at komme forbi?

Nå men vente, vente...

Drømme og testerier

Drømte jeg var gravid i nat. Jeg var til NF scanning og vi kunne vildt tydeligt se ansigtet på vores lille smukke baby der lå derinde og havde det godt. Den havde godt nok noget vand mellem kraniet og hovedbunden, men det var jo bare fordi jeg havde fået steroid kur de første 8 uger af graviditeten!!! Og det betød ingenting....
Næste drøm var mere blot en føleles. Det var følelsen af, hvordan brysterne kan spænde og prikke når mælken løb til.

Ensbetydende med at jeg her til morgen var helt overbevist om, at denne gang selvfølgelig er den gang hvor det lykkes. Særligt fordi jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, har haft en god fornemmelse fra starten af. Baseret på det faktum at vi faktisk også sådan var rigtig sammen på den der måde det er meningen man skal lave børn sammen på. Både to dage før og på selve IUI dagen. Så med spænding i maven tog jeg for lige tre minutter siden en test... Negativ!

 Imorgen er det to uger siden IUI, så lørdag er officiel testdag. Og jeg får flashback - for præcis samme situation stod jeg i for snart tre år siden. Se her.. Jeg håber, håber, håber blot på at udfaldet denne gang er den samme som sidst.
Jeg er faktisk lidt angst overfor det hele, for lige nu føler jeg mig så optimistisk at man skulle tro det ikke var en negativ test jeg lige havde stået og kigget på. Jeg synes nogle gange at det blot bliver længere og længere at falde!

Status qou

Same, same herhjemme.. Eller det vil sige alligevel ikke helt. De der mærkelige fornemmelser i underlivet er helt væk, der er blot stille nu. Tilgengæld er jeg hammer træt - men det kunne måske også skyldes 4 dårlige nætter i træk, og de sidste par stykker i megen varme? Ellers er der intet. Fredag måtte godt snart komme og gå, og gerne bringe gode nyheder med sig. Sjovt at man kan have så lidt fornemmelse af, hvad der sker i ens egen krop. Måske det blot er fordi der ingenting sker??

Vente, vente, vente

Jeg er faktisk overrasket over, hvor meget tid jeg har til at tænke over behandling og underliv og symptomer denne her gang. Det ligger altså lige der og lurer hele tiden! Mern ellers går det bare derud af. Har lidt niv i underlivet en gang imellem. Og det er det! Jeg er stadig træt af at vente:)

Tilgengæld er der masser af andre ting at stresse over. 31. okt står jeg uden arbejde og derfor er jeg i gang med at søge nyt. Men der er ikke meget at komme efter, og jeg synes det er svært. For jeg har jo travlt, lige om lidt så klapper fælden (1 år og 5 mdr) og så bliver jeg i følge vores fantastiske (sagt i det mest sarkastisk tonefald man overhovedet kan forestille sig) politikere aldrig speciallæge. Og det presser mig! Der er ikke tid til at tænke sig om, ikke tid til at fjumre rundt, ikke tid til ikke at vide hvad man vil, ikke tid til at overveje om der er noget andet man hellere vil, eller hvilke veje man skal gå hvis dette ikke lykkes. Jeg er frustreret og vred, og føler mig helt hjælpeløs og uden kontrol - ikke spor rart at have den fornemmelse konstant.

Håbefulde historier

Historier der vækker min lille naive, håbefulde pige, der tænker at en dag lykkes det da også for os på helt naturlig vis, dem har man jo hørt om, læst om men endnu har jeg aldrig mødt dem. Det vil sige lige indtil det vennepar jeg fortalte var gravide kom til middag i fredags. De fortalte først at de var i behandling da de var blevet gravide, og uden specialt mange detaljer. Det jeg dog kunne forstå var, at det havde været gennem det offentlige og private system i lang tid og hun blev gravid ved deres sidste IVF forsøg - ellers havde de sagt at nu var det slut. Så mange, mange års behandling lå bag dem. Og denne gang har de sørme da formået at blive gravide helt uden hjælp og planlægning! Heldigvis blev jeg til min egen store lettelse blot glade på deres vegne, og misundelsen er minimal. For jeg kan jo sagtens forstå at det er et mirakel i sig selv og gud, hvor jeg under dem det.

Et sted dybt i mig kommer der dog det evige, konstante pres op - hvorfor er det lige at vi ikke kan blive gravide helt selv? Vi burde jo ligesom kunne, der er jo intet i vejen med os og jeg blev gravid ved insemination. Det er jo næsten ingen hjælp at få - så hvorfor lykkes det ikke?? Jeg ved ikke om det er nemmere at acceptere man har behov for hjælp hvis man har en god grund til at man skal have den. Men jeg synes i hvert fald det er svært, at der ikke er nogen god forklaring. For så kommer der bare endnu flere tanker op om, at så er det jo nok noget jeg gør forkert. Så er det nok fordi vi ikke har nok s.e.x, eller fordi jeg ikke fik/får en o.r.gasme, eller fordi jeg spiste noget forkert, eller fordi jeg ikke fortjener det......

Men men, lige nu er jeg startet på Pergotime, CD4 i dag, scanning på mandag. Og så er det da selvfølgelig denne gang der er lykkens gang. Selvfølgelig er det da det!