fredag den 21. december 2012

Juleglæder

Her sker ikke så meget. Jeg arbejder, venter, arbejder og venter. Jeg synes fortsat ikke det vrimler med symptomer, og når jeg laver noget kan jeg helt glemme jeg er gravid. Men jeg er da oppustet om aftenen, har til tider lidt ømme b.ryst.vorter sådan on-off, min lugtesans er helt klart skærpet, jeg er mere grådlabil end vanligt og måske, måske ikke lidt mere træt.

Lige nu er jeg kommet hjem fra en ellers ok stille og rolig nattevagt, har sovet to timer, og er helt rundt på gulvet med mega træthed og lidt kvalme. Men det kan jeg altså også godt have på andre tidspunkter, hvor jeg ikke er gravid! Jeg tog tilgengæld en test mere - i dag efter nattevagt, dvs ikke på morgenurin. Teststregen dukker op inden det lyserøde har bevæget sig hende til kontrol stregen, og den kommer ligeså hurtigt og tydeligt som kontrol stregen gør. Så på testene går det da den rigtige vej!

Jeg håber virkelig at der er et fint hjerteblink, at at tingene går lige som de skal. På den ene side er det kommet totalt bag på mig, at det er juleaften om 3 dage. På den anden side er der længe, længe til!

A er tilgengæld helt fantastisk at dele juleglæde med i år. Hun danser rundt om vores træ mens hun synger, hun spørger konstant om julemanden har været der med en gave til hende, hun elsker "Julemandens lille lærling", hun har selv pyntet træet herhjemme. Og jeg kan faktisk ikke helt vente med at hygge med hende juleaften, trisse rundt og gøre klar, åbne lidt gaver i løbet af dagen, og danse om juletræ. Det er lang tid siden jeg har glædet mig sådan til jul, men jeg glæder mig sådan til at se hende opleve det hele:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar