Pludselig imorges var den der. Lykkefølelsen, følelsen der fortalte mig, hvor glad jeg egentlig er for mit liv. Følelsen hvor hjertet var lige ved at sprænges af glæde når jeg tænkte på min vidunderlige mr. N og hvor glad han gør mig, hvor meget han gør for mig, hvor lange aftenener er når han ikke er der, hvor god han er til at fortælle mig at han synes jeg er dejlig, hvordan han laver mad og putter om mig når jeg er træt. Og så tanken om, at der i min mave vokser et lille mirakel - vores lille mirakel! Tja, det hele fik bare tårerne til at komme frem, de der lykke tårer hvor man sidder med et kæmpe smil på læberne og bare ønsker, at man altid vil kunne huske denne følelse og at den vil komme mange flere gange i fremtiden.
P.s. Pludselig igår, vi ligger og ser Ice Age 3.. Er det virkelig baby der hilser på? Eller var det bare luft? Samme følelse igen her til aften, men begge gange meget, meget kortvarigt. Håber det var baby - ellers har jeg ligget med tårerne trillende ned ad kinderne pga. luft i maven:):):)
griner tror absolut det var bebs der hilste på... og sikke en dejlig følelse du render rundt med, håber det er en forårsbebuder:-)
SvarSletHvor er det dejligt! Den følelse kender jeg godt :0) Gid man kunne putte den på flaske og hive den frem efter behov.
SvarSletEr du ikke omkring uge 17 nu? Så tror jeg nemlig også at det er baby der så småt hilser på. Det startede omkring samme tid her. Og så uge 18 var jeg ikke i tvivl længere :0)
Hvor skønt at høre - lykkefølelsen er virkelig fantastisk! Mhh jeg synes også det lyder som starten på at mærke liv... Sådan føles det også her, bobler og luft i maven - lige pludselig er du ikke i tvivl om det er lille bebsen der giver dig et puf :o)
SvarSlet