Synes egentlig det går godt med graviditeten, fysisk har jeg det godt uden for mange skavanker på nuværende tidspunkt - eneste gene er egentlig en tendens til lægkramper, som dog kan holdes i skak. Jeg synes også godt jeg efterhånden selv kan se at maven ser gravid ud og ikke bare tyk ud. Mine veninder har synes jeg så gravid ud de sidste mange uger, mens min kære mor bare synes jeg ser buttet ud! Jeg skal dog stadig vænne mig til, at folk kommenterer mit udseende, min vægt - endnu ikke folk på gaden eller som jeg ikke kender, men dem på arbejdet, hvilket føles grænseoverskridende. Selv det at mine tætte veninder kommenterer min mave og vægt kræver lidt tilvænnning.
Jeg har 5 arbejdsdage tilbage på arbejdet, og så står jeg pludseligt uden noget. Jeg havde troet jeg ville synes det var rart med 1 måned hvor jeg bare havde fri, men jeg har opdaget at det føles temmelig meget som et nederlag at skulle melde sig som arbejdsløs. Og jeg skriver 1 måned fordi jeg ikke kan acceptere tanken om at skulle gå ledig i længere tid end det. Og jeg ved jeg kan finde arbejde et eller andet sted, hvis jeg bliver desperat nok - så bliver det bare ikke inden for det som jeg (og alle andre) gerne vil. Der er jo trods alt mangel, men bare ikke indenfor det det speciale som jeg gerne vil ind i!
I det hele taget stresser jeg lidt over fremtiden, over at vi bor på 50 kvadratmeter på 4. sal uden elevator og ikke umiddelbart har fundet det sted vi gerne vil flytte hen. Mr. N mener stadig vi kan nå at finde et hus, byde på det, købe det og flytte ind inden juli måned. Men jeg synes bare ikke rigtigt det er så realistisk! Og prøver forsigtigt at byde ind med at det kan være vi skal finde et andet sted som var større end her, med altan eller have, elevator og andre ting der ville gøre livet nemmere, men som stadig var en lejebolig. Men det er han ikke meget for! Og så kan jeg mærke jeg bliver rastløs, for hvis vi virkelig skal blive boende her (det kan jo godt lade sig gøre, det er bare bøvlet at skulle gå op til 4. sal og ikke kunne stille barnevogn udenfor til middagslure m.v.) så skal der godt nok ryddes ud i skuffer og gemmer, flyttes rundt, skaffes nye og mindre møbler osv. Og vi skal blive bedre til at begrænse vores rod - for når man ikke har så meget plads, men tilgengæld alt for mange møbler (efter min mening i hvert fald) så skal der ingenting til, før end her bliver meget meget rodet. Og med et lille barn med tonsvis af vasketøj så skal det altså ikke også være vores ting der ligger og flyder.
I det hele taget kører tankerne rundt, planlægger genet forsøger at få styr på det hele: arbejde, bolig, barn, barsel, økonomien, tankerne om hvordan det bliver at få barn.. Og der er bare alt, alt, alt for mange ubekendte i det her regnestykke. Og det stresser mig. Jeg føler mig virkelig presset hver gang jeg tænker fremad. Og et eller andet sted gør det også at jeg synes det er svært at rende rundt og være ligeså glad og gravid som jeg gerne ville være!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar