Hold da op for en weekend. Først tilbragte mr. N og jeg dagen igår med at diskutere bolig og muligheder. Og hormonerne har fået frit spil, så det meste af aftenen gik med at græde over bristede drømme, over at måtte blive boende i en lile lejlighed som jeg indtil videre kun har kunnet se begrænsningerne i og som jeg virkelig havde glædet mig til at komme væk fra. Ikke fordi jeg ikke er glad for at bo her, men der mangler plads og jeg havde glædet mig til noget luftforandring. Men efter meget lang snak frem og tilbage, så er det her vi bliver boende indtil videre mens vi fortsætter jagten på et hus i stedet for at flytte i noget større men også væsentlig dyrere lejebolig. Var helt udmattet efter dette igår, selvom jeg i dag ikke helt ved hvorfor det var så hårdt at skulle ændre drømmene...

Og så imorges fik jeg beskeden af min mor, at mine forældre holder en pause i deres ægteskab!! Efter 30 år sammen bor min mor lige nu i et sommerhus mens min far bor alene hjemme i deres hus. Ifølge dem begge er målet med pausen at de skal finde tilbage til den kvalitet de gerne vil have i deres ægteskab og tilbage til det der gjorde dem glade engang. Men jeg er chokeret, og jeg er ked af det, og jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke eller gøre. Og jeg føler mig lidt ondsvag, for det er jo ikke jordenss undergang hvis mine forældre skal skilles, det er jo ikke engang sådan at jeg bor derhjemme længere. Men de har bare altid forekommet mig at være glade, at være stærke sammen. Det har givet mig en tryghed at se på dem og vide at man altid kunne finde ud af tingene sammen, at man ikke løb væk når tingene blev for svære. Og jeg prøver at få tingene til at give mening - at de holder en pause nu ændrer jo ikke på min barndom eller på de minder og ting vi har sammen. Men det ændrer alligevel lidt ved min tryghed. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal tænke. Sidder bare her og stirrer, prøver at få styr på tankerne men jeg kan slet ikke rigtigt fange dem. Og et sted indeni i mig sidder et lille barn der bare ønsker at hendes forældre skal være sammen og være glade. Tårerne triller.. For selvfølgelig vil jeg at mine forældre skal være lykkelige, og de skal også hellere være lykkelige hver for sig end ulykkelige sammen.. Men hvorfor ikke bare lykkelige sammen?? Jeg kan ikke lade være at håbe, at denne pause ender i at de finder lykken hos hinanden igen.