Kære Astrid - 5 måneder

Min elskede lille pige, nu er du snart 5 måneder! Og jeg lærer om, hvor hurtigt livet kan gå forbi, hvor meget jeg ville ønske jeg engang imellem kunne fryse tiden, så den stod helt stille lige nu og her, mens lykken er så ubeskrivelig stor. Jeg forsøger at nyde dig så godt jeg overhovedet kan, men desværre så drukner det hele engang imellem i praktiske ting, træthed og småskænderier.

Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.

Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)

I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.

Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)

Træthed og lykke

Man bliver så træt, når ens lille pige
ikke vil sove, men hellere vil skrige
sutten bliver givet, pigen bliver vugget
hos forældrene der bliver sukket

Tårerne de knuser morens hjerte
er det mon på grund af en smerte?
Er der noget jeg ikke har set,
har jeg ej grundigt nok ledt?

Bleen bliver tjekket, skiftet på ny
til hvilke midler må vi så ty?
ammes, bøvses, gylp og gråd
vi fortsætter for længe ad den samme tråd!

Endelig er natten omme,
forældrenes blikke er trætte og tomme,
pigen hun kigger, smiler og ler,
lykkeligt man på hende ser.

Trætheden mærkes i hele kroppen,
man er slet ikke på toppen,
men et lille smil fra vores elskede pige,
så må trætheden for lykken vige.

Juletanker

Astrids første jul blev holdt sammen med mine forældre. Ikke at hun opdagede, at der skete noget særligt. Hun blev puttet til sædvanlig tid og sov derfor inden aftenen overhovedet startede. Jeg ville ellers så gerne have vist hende juletræet med tændte lys, men mon ikke der bliver masser af chancer for at vise hende det?? Ellers er juledagene gået fint, vi har været (og er) på farten - først hos mine forældre indtil 2. juledag, og nu hos svigerforældrene. Det er hyggeligt og dejligt, men snart tiltrængt at være lidt alene.

Astrid har klaret dagene fint, oftest i godt humør, smilende og glad. Og i går begyndte hun pludselig at trille igen fra mave til ryg:)

Vi havde lige en enkelt nat uden søvn - den 23. til den 24. Hold da op, da var vi godt nok trætte. Trætheden udløste et digt, det får dog lige et indlæg for sig selv. Håber I alle har haft en god jul og får et dejligt nytår:)

Dybe tanker om grød!

Sundhedsplejersken var her i går, Astrid vejer nu 6,7 kg. Vi talte bl.a. om opstart af grød. Astrid er begyndt at være meget interesseret i alt, hvad jeg putter i munden. Hvis hun sidder på mit skød, så er hun ved at vælte bagover i forsøget på at følge min gaffel. Hun er også begyndt at sidde og smaske lidt når hun kigger på mig. Og jeg har da godt set det, og tænkt at hun virkede måske nok snart klar... Men i mit lille hoved, så skulle jeg jo fuldamme min dejlige datter indtil hun var 6 måneder, før end hun overhovedet fik lov til at smage andet end min mælk (ok måske lidt overdrevet, men jeg er bange for at det er ganske sandt). Og jeg synes det er skræmmende, at skulle begive mig ud i at give grød - ja vel dybest set, fordi det er første skridt til at gøre mit lille vidunder selvstændigt, og første lille skridt i en adskillelse af hende og jeg. Jeg kan slet ikke forstå, at hun er blevet så stor, at hun skal til at være en (endnu) mere selvstændig person, at hun skal til at spise selv og smage helt nye ting. Det er en mærkelig ambivalent følelse for jeg er samtidig meget stolt og spændt på, at hun skal til at starte et nyt kapitel.

Så beslutningen er blevet, at hun skal til at have nogle smagsprøver på grød, smage lidt forskelligt, og så starter vi stille og roligt op over den næste måneds tid (medmindre Astrid vil det anderledes). På den måde går der en måneds tid førend grøden skal have erstattet et ammemåltid, og så passer det næsten med de 6 måneder, det bliver bare 5 i stedet. Men selvom beslutningen blev taget i går formiddags, med masser af tid til at hoppe i supermarkedet og købe rismel, hirseflager eller hvad det nu bliver til, ja så er det ikke sket endnu. Jeg tror det ender med først at blive på fredag, eller den anden side af weekenden. Min lille hoved prøver alle mulige tricks for at udskyde situationen, fordi jeg endnu ikke er helt klar til at tage konsekvensen af beslutningen. Og al denne modstand til trods for at min lille pige stadig bøvler ved en del amninger, skriger og slipper og bliver sur over det går for hurtigt/langsomt/forkert eller hvad det nu end er. Jeg er altså en mærkelig person! Men jeg elsker at amme mit dejlige barn, elsker at give hende mad og at have hende liggende der ved brystet, smilende og med mælk ned ad kinden. Har I andre også haft det sådan da I skulle i gang med grøden??

Med blødende hjerte

I går aftes skulle mr. N klippe Astrid negle. I stedet klippede han en lille luns af hendes ene finger. Astrid græd i cirka fire sekunder, og så smilede og snakkede hun videre, med fingeren blafrende så der kom blod over det hele. Mr. N var ked af det, og i stedet for at trøste ham, sige: jamen skat, de ting sker jo, og du gjorde det ikke med vilje, og se, nu har hun det fint.. I stedet for det, så blev jeg ned til at gå ud af køkkenet, sætte mig på gulvet i stuen og fælde nogle tårer.

For min elskede, lille pige - tænk, hvis hun slår sig. Tænk, hvis hun falder og slår hul i hovedet, på knæet, brækker en arm, en fod, et ben. Hun kommer til at opleve at være syg, kaste op, have feber, have ondt. Tænk, hvis hun møder onde mennesker på hendes vej, tænk hvis der er nogen der gør hende fortræd? Hun skal igennem kærestesorger, vennesorger, angst og tvivl og have ondt indeni. Og jeg kan ikke gøre noget for at forhindre det. Tænk, hvis hun bliver kørt ned, tænk, hvis jeg gør noget så min lille, vidunderlige, elskede pige kommer til skade. Tænk nu, hvis jeg ikke passer godt nok på hende? Gør jeg det godt nok som mor? Lider hun nød? Fortolker jeg hedes gråd rigtigt, og trøster jeg hende mon godt nok når hun er ked? Hvad nu hvis jeg overser noget, så hun i virkeligheden har ondt, eller er ulykkelig uden at jeg forstår det??

I disse dage, der bløder mit hjerte over alle de ting mit elskede barn skal igennem her i livet, og som jeg ikke kan beskytte hende mod. Og det giver sig ved tanken om at se tårer på hendes kinder. Jeg synes verden virker så stor, ond, grusom og forfærdelig. Hvordan skal jeg dog beskytte hende? Og hvordan skal jeg nogensinde lære at give slip? For jeg ved jo godt, at det eneste jeg kan gøre er at fylde hende med al den kærlighed jeg har, og så må jeg stole på, at det er nok til at give hende ballast, så hun kan klare sig. Og jeg kan sørge for, at hun altid ved, at jeg elsker hende og hun kan komme til mig, jeg vil altid være der. Men lige nu, der føles det som al, al for usikkert og alt for lidt! Mit hjerte bløder for min lille pige... Elskede lille pus.

Astrid 4 måneder

I går blev Astrid 4 måneder! Og jeg kan slet ikke fatte, hvor tiden er blevet af (nok en af de mest brugte sætninger i hjemmet her for tiden). Min dejlige lille pige havde en god dag i går, med store smil og næsten ingen brok. Hvilket var tiltrængt for i forgårs var hun tæt på at blive solgt, eller afleveret på den institution jeg var ude at se på der!! Nøj, hvor var hun bare træls, skreg konstant, intet virkede, skrigen under amning, skrigen i barnevogn, skrigen lige meget hvad jeg gjorde herhjemme Vores loft har en fin sort plet hvor min hjemmesko tilsidst ramte det da jeg i frustration over at hun for 20.000 gang den dag skreg da jeg prøvede at amme hende, sparkede skoen af med fuld kraft!! Aldrig i mit liv havde jeg troet at et lille uskyldigt barn kunne gøre mig så vred og frustreret. (Inden i melder mig til kommunen, så havde mr. N altså Astrid på det tidspunkt og var gået ud af stuen, så det var bare mig og sofaen der var vidne til mit lille hidsigheds tantrum).

Og omvendt, aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, hvor meget lykke Astrid kunne bringe ind i mit liv, hvor meget mit hjerte smelter når hun sender mig et smil, hvor ufatteligt jeg synes det er, at hun er en lille del af mig. Min lille elskede pige, der nu er umulig og ikke vil sove. Så jeg må vist hellere rende ind igen, og så må det blive til indlæg lidt senere i stedet...

Træthed er mit navn

Det er godt nok en hård tid mht. søvnen igen, igen, igen. Jeg er ende på at amme en gang om natten og en gang meget tidligt om morgenen (kl halv fem stykker). Men Astrid er til gengæld begyndt at vågne op rigtigt mange gange i løbet af natten, skal have sutten og lige en lille hånd på maven, så det er ikke fordi det tager lang tid at få hende til at sove igen. Men det er altså en gang i timen eller hveranden time, og så bliver det bare ikke til megen sammenhængende søvn til mig. Og nu har det stået på i tre ugers tid tror jeg, så nu er jeg bare ved at være slidt. Jeg ved ikke om det er fordi hun er sulten, men jeg tror det ikke for hun godtager jo sutten uden brok og falder hurtigt i søvn igen. Måske hun vågner af at vi ligger og vender os oppe i sengen? Men der er bare ikke så mange sovesteds alternativer når man bor i en lille 2 værelses! Mr. N er helt på, at vi snart skal prøve med noget grød. Men jeg er bare ikke helt klar endnu, for opstart på grød betyder jo nedtrapning af amningen. Til trods for jeg til tider synes det er super frustrerende at amme, så synes jeg jo også det er hyggeligt, at det giver en helt særlig følelse at amme mit barn, et særligt øjeblik mellem hende og jeg. Og det er jeg slet ikke klar til at give slip på, eller klar til at acceptere at maden skal komme fra andre end mig! Desuden så tror jeg af helt ærligt hjerte heller ikke, at hun er mere sulten end hvad amningen kan mætte. Så hvad katten skal jeg gøre for at få mit lille vidunder til at sove noget bedre???

Ellers har vi været til svømning igen i dag. Og denne gang var det en succes med dykningen, så jeg er bare så stolt af min lille vandmus. Hun ser ud til at nyde vandet, smiler når hun får øjenkontakt med mig, men har oftest alt for travlt med at kigge sig omkring og suge alle indtrykkene til sig.

På fredag bliver hun 4 måneder, og jeg kan slet ikke fatte, at tiden flyver sådan afsted. I dag har jeg været ude at se på institution og skal se på en mere imorgen. Jeg synes de virker skræmmende store, men vi har ikke mulighed for at søge de mindre steder da åbningstiderne slet ikke kan kombineres med vores arbejde. Prøver at berolige mig selv med, at det jo først er om et ½ år hun skal starte, og der er hun jo meget mere robust end hun er nu. Fraset at det var et stort sted, så synes jeg det virkede ganske fint. Der var ingen børn der sad og så kede ud af det i hjørnet eller virkede ulykkelige. Der var en fin legeplads, de lavede mad i eget køkken, stuerne var med 13 på ad gangen, de havde "åben dørs politik", hvilket jeg egentlig synes er en god ide, de prioriterede at komme udenfor, havde morgensamling og gerne et projekt af en eller anden art om dagen. Men pyha, det er godt der er lang tid til, at jeg skal aflevere min lille elskede pige til nogen andres favn!

Rigtig god første december. Mit juleønske for i år er mere søvn - min nissen kan komme og hjælpe mig med det??