Tand nummer 4 brød endeligt igennem her for 3 dage siden. Så nu er der også to fine tænder i overmunden:) Og hun synes det er herligt at bide i maden, sidder stolt og bider alting over.

Der er endnu ingen kryben eller kravlen, hun kommer rigtigt flor rundt i cirkler, til tider lidt bagud, men i hvert fald ikke fremad. Dog er hun lige de sidste dage begyndt at løfte numsen en anelse mere, men ikke helt oppe på alle 4. Hun vil SÅ gerne op at sidde hele tiden, hvilket resulterer i, at hun næsten konstant ligger i en lang mavebøjning og bliver helt rød i hovedet. Og så bliver hun så glad, når jeg kommer og hjælper hende op at sidde, så sidder hun med et kæmpe smil og kigger sig omkring. Mor-sygen er også ved at gøre sit indtog, til tider er det meget sødt, men det kan altså også være temmelig frustrerende, når jeg prøver at putte hende til en lur og hun så bare skriger i det sekund jeg vender ryggen til!! Nogen gange skriger hun når hun er oppe hos Mr. N og hvis jeg står ved siden af. Så hænger hun og rækker armene over mod mig og græder indtil hun er hos mig. Det er lid svært synes jeg, for selvom jeg jo synes det er helt vildt dejligt hun gerne vil være hos mig, så ved jeg at det gør ondt på mr. N og det gør også lidt ondt på mig, fordi han bliver lidt ked. Men sådan er det vist bare for tiden - det går jo over igen:)

Ellers har jeg sendt ansøgninger afsted - spændende at se om der bliver gevinst på nogen af dem. Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det.

Tanker om udvidelse af familien

For tiden arbejder vi hårdt på at finde et større sted at bo. Skummadrasserne inden i stuen er ikke de mest behagelige senge, og de 55 kvm måtte så gerne være 100 kvm i stedet. Med ekstra værelse, så vi kan få vores soveværelse igen, så Astrid kan sove uden at blive vækket af os og så vi havde bare en anelse mere manøvre plads. Vi havde egentlig fundet et dejligt hus, men havde ikke råd til at give hvad det var udbudt til - så vi bød lavere, og fik en flabet mail tilbage fra ejendomsmægleren om, at "sælger absolut ikke var interesseret i vores bud. Ha' en god dag!"

Så nu er vi gået i gang med at se på lejeboliger, for noget større skal det altså være inden det bliver sommer, men panik køb af hus, det er altså ikke særligt optimalt. Vi har lidt i kikkerten, men så bliver det alligevel skræmmende - for så er det vi går i gang med at se på, hvad der sker når jeg forhåbentlig har et arbejde til juli. Og det er bare ikke spor nemt, to mennesker der skal møde omklædt på arbejde klokken 08, uden mulighed for lige at flekse en halv time eller lignende. Vi ved hvor min mand arbejder det næste års tid, men ikke hvor je kommer til at arbejde. Og efter 1 år, så skal vi ændre arbejdsplads igen. Og vi kan jo ikke flytte hver gang. Så lille Astrid skal være afleveret i institution klokken 7, og så skal vi helst køre lige med det samme, ellers kommer vi for sent. At komme på arbejde med det offentlige kommer ikke til at være en mulighed, så i stedet skal vi have indregnet råd til nummer to bil. Og jeg kan virkelig ikke se, hvordan vi skal få det hele til at hænge sammen. det kan jeg altså ikke!!

Og med alt det her, så spøger det i baghovedet at vennekredsen nu venter eller har fået barn nummer to. Jeg havde altid forestillet mig der skulle være omkring to år mellem mine børn. Jeg bilder også mig selv ind, at når nu det lykkes at blive gravid ved hjælp af IUI, så kommer det slet ikke til at være et problem at blive gravid næste gang. Det kommer selvfølgelig til at lykkes indenfor et par måneder. Og objektivt set, så ville det da være perfekt, hvis jeg havde fået en 1 årig stilling til sommer, at blive gravid til sommer, så jeg i det mindste havde noget at vende tilbage til. Og så ville jeg kunne nå at komme på barsel sammen med bedsteveninden i et par måneder. Men, så er der bare lige det, at når jeg har sådan nogle dage som i går, hvor Astrid var træt og krævende og jeg til sidst fik sagt i et temmelig højt toneleje: Så holder du op!! - ja så føler jeg mig som den dårligste mor i verden. Og hvordan skal jeg nogensinde blive den mor jeg gerne vil være? Særligt hvis der så kommer et barn mere?? Kan jeg klare det? Kan vores forhold? Kommer det til at blive helt ulideligt, altid træt, aldrig nogensinde nogen søvn, altid sur og gnaven og altid med dårlig samvittighed over ikke at være dne mor jeg forventer jeg skal være. Og det er ikke fordi kravene er så høje, bare jeg kunne være en mor der kunne styre sit temperament og undgå at blive sur på sit lille, uskyldige, elskede spædbarn!!!

Hold da op en smøre, men ja, tankerne kører rundt og rundt, uden at finde løsninger, men tilgengæld finde der flere og flere problemer der skal løses. Hvor er off knappen???

Der var 1, der var 2, der var 3 og så 4, måske 5

Tænderne myldrer pludselig frem i min lille piges mund. Fortænderne i overmunden er på vej, den er er lige brudt igennem og den anden ligger, hvid og klar og maser på:) Og så er der vist også en hjørnetand, der er lige på vej. Hold da op, hvor går det bare stærkt. Og med tænderne så forsvinder mere og mere af mi lille bitte baby-pige, og i stedet kommer en lille smuk, vidunderlig tumling frem.

Hun sidder så fint nu, bevæger sig rundt i cirkler ved hjælp af armene, vil så gerne fremad i verden, men kommer det ikke. Og det giver store frustrationer nogen gange! Hun er langsommere end de andre i mødregruppen til at lære det med at kravle, og selvom jeg ved mit lille vidunder er helt normal og ganske perfekt, så er det altså rarere når hun ikke er den sidste til at lære tingene!

Nætterne er blevet lidt bedre. Det er færre gange jeg er oppe, tilgengæld starter dagen gerne ved 5 tiden! Hun trives, vokser, smiler, griner, pludrer en hel masse og hele tiden, spiser så fint, elsker al mad:) Hun bliver kun dejligere med tiden:)

Nattesøvn

For første gang i sit liv sov Astrid en hel nat uden at vågne op!! og jeg ved godt nemesis kommer rendende og sørger for at de næste tusinde bliver dårlige, men alligevel må jeg skrive det ned. For allerførste gang nogensinde sov hun fra klokken lidt over syv, og vågnede først klokken kvart i fem i morges!! Og så endte hun mellem os i sengen, efter en times tid med snakken og basken, så snuppede hun da lige en time mere så klokken var kvart i syv førend vi var oppe!! Jeg ved ikke om det er luften herovre hos svigerfamilien, om det var alle de indtryk hun får her, om det var fordi hun sover i sin barnevogn eller hvad. Men gud hvor jeg håber, at der kommer mange flere af den slags nætter:)

Godnat min skat

Har fundet en godnat sang, den kommer fra "Tumlebiller og jazzmus". Når jeg hører den og synger den for Astrid, så svulmer mit hjerte, tårerne presser på og kærligheden er overvældende stor. Samtidig er jeg rørt, fordi jeg synes den i sin enkelhed er så smuk. Det er sådan en mor jeg ønsker at være, sådan nogle stunder jeg ønsker at have med min datter. Jeg får også lidt tårer i øjnene, fordi det ikke altid er sådan en mor jeg føler, at jeg er. Og jeg kan mærke forventningspresset fra mig selv, vokse på mine skuldre. Ansvaret, tankerne om alt det jeg skal leve op til, alt det jeg gerne vil gøre, alt det jeg ønsker for min lille pige - og så tanken om, at det er mit ansvar! Puha, tænk at en enkelt godnat sang kan vække dette i mig.

Men primært, så synes jeg bare den er sød, tankevækkende og dejlig.

Godnat min skat,
Kan du sove godt i nat
Jeg vugger dig helt stille
For du er jo bare lille
Lidt endnu
Og så sover du
Du svæver på en stjerne
til et land langt i det fjerne

Og vi kan tale om alt det du har set
Og vi kan grine af alt det der er sket
Og vi kan fnise af alt det der er skørt
Og vi kan hviske om alt der du har hørt

Godnat min skat, kan du sove sødt i nat
Jeg vugger dig helt stille
for du er jo stadig lille
Tæl til ti, luk dine øjne i
Se månemanden vinker
og stjernerne de blinker

Og vi kan tale.....

Flip

Jeg er ved at få flip!!! Simpelthen på det punkt, hvor jeg er tæt på at tale med store bogstaver til min lille pige. Hun er UMULIG at putte i løbet af dagen og har været det de sidste 2 ugers tid. Hun er simpelthen så træt, kan ikke lege for sig selv, skal sidde på min arm, brokker sig konstant og vil ingenting. Men i det sekund man putter hende ind i sengen, så hiver hun sutten ud af munden, begynder at lege med den, ligger og snakker, hiver i alting, hviner, kigger og sover overhovedet ikke. Det er lige meget hvor lang tid jeg lader hende ligge, alt fra 15 min til halvanden time er prøvet, og hun falder bare ikke i søvn. Og så er hun komplet umulig når man tager hende op igen. Om formiddagen falder hun i søvn efter ½-3 kvarters kamp. Middagsluren bliver oftest mens jeg triller rundt. Men her om eftermiddagen så er det bare umuligt. Og det ville også være okay at hoppe den over, hvis bare hun kunne klare det, men det kan hun tydeligvis ikke siden hun er komplet umulig. Og lige nu er jeg bare ved at få flip!!!

Suk - tænk man kan være så træt, at man på en dejlig solskinsdag er ved at få flip af sin højt elskede lille pige! Nogen gange så tænker jeg virkelig, at jeg ikke egner mig til at være mor!


Også kommer man ind i værelset til hende, irriteret og i dårligt humør. Så ligger min elskede pige der, med det største smil og fægter med arme og ben, fordi hun bliver så glad for at se mig. Og den dårlige samvittighed blev cirka en milliard gange større, og jeg føler mig som den dårligste mor i hele verden.

Det er ikke altid lige nemt at vende tilbage til bloggen og se sin egen ærlighed i øjnene! Slet ikke, når det nogen gange er nemmere at "glemme", at det er sådan jeg har det lidt for ofte. Men, jeg forsøger at gøre noget ved de følelser, at lade være med at lade stå til og i stedet hive lidt overskud frem og forsøge at få lidt hygge og tosomhed ind i tilværelsen som småbørnsfamilie. Og det er faktisk gået ganske ok den sidste uges tid:) Der har været hygge, krammen, snakken, drømmen og en følelse af samhørighed. Og hvor har det været savnet! Mere af den slags:)

Tak for jeres kommentarer, det hjælper på en eller anden måde altid, at andre har været i samme båd. Og er kommer helskindet igennem og videre:)

Ellers går hverdagens trummerum stille og roligt derud af. I går dukkede tand nummer to op (venstre, nederste), så nu sidder der hele to små bisser i undermunden og titter frem når Astrid smiler og griner. Og det gør hun heldigvis ret ofte:) Hun sidder bedre og bedre, forstår mere og mere o man kan se hun nogle gange forventer en bestemt reaktion fra mig. Det bliver sjovere og sjovere at være sammen med hende:) Elskede lille pige.