Allersidste dag

I dag er min allersidste dag på barsel. Og mit hjerte har grædt store salte tårer ved tanken, om at skulle være væk så mange timer fra min lille elskede pige. Jeg kan pludselig på ingen måde komme i tanke om, hvorfor jeg glædede mig til at starte igen, ej heller mindes at jeg har syntes det var lidt ensformigt. Det gør ondt i maven ved tanken om, at imorgen ser jeg først min lille pige klokken fem, så har jeg hende lige vågen i halvanden times tid, og så er det slut for den dag!! Mit lille, bitte pus - hvordan skal jeg dog undvære hende??

Op at stå, op ad bakke

Hun stod!! I dag, slap hun min hånd og stod i 3-4 sekunder helt selv! Og jeg er målløs over, hvor hurtigt det er gået lige på det sidste. Altså i mandags, der rejste hun sig kun op hvis det var vores hænder, der hjalp hende, og hun kunne ikke rigtigt finde ud af at gå. Tog max 2-3 skridt og så ville hun hellere ned at sidde. Nu rejser hun sig op af alt hvad hun kan komme i nærheden af - reol, kasser, sofaer og os. Og går rundt med et smil på læben mens man holder hende i hænderne. Og i dag så stod hun lige pludselig!!! Vildt!! Min mor og mr. N er sikre på, at hun går meget snart - mens jeg tænker, at hendes balance stadig mangler temmelig meget, men lad os nu se:) Ellers er hun også blevet god til "sååå stor", det ser simpelthen så sødt ud:)

Ellers synes jeg det er en hård periode lige for tiden. Ved ikke helt, hvad det specifikt er, men det føles som om det hele kører op ad bakke konstant. Jeg er træt, har intet overskud, jeg synes A pylrer en del (hvilket jo er at forvente når hun lige er startet i dagpleje, plus vi lige er flyttet) og det gør hverdagen svær, det sætter mig på prøve og det tvinger mig til at indse, at det billede jeg har af mig selv ikke er helt korrekt. Den overskuds person jeg egentlig troede at jeg var, det er jeg ikke. Jeg bliver kortluntet, min tålmodighed rækker ikke helt til en lille pige, der er overtræt og hele tiden kun vil de ting man ikke må. Den rækker heller ikke til en mand der også er træt og kortluntet, og vi støder lidt for tit mod hinanden i stedet for at stå sammen. Og jeg er ikke engang startet på arbejde endnu! Jeg håber, det blot er en periode, at vi finder ud af at få tingene på rette køl og får lidt overskud ind i hverdagen igen.

På plads

Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.

Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.

Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?

Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.

Rodebutikken

Vi roder herhjemme. Hvem kunne have troet, at vi kan have så meget møg på så lidt plads?? Det er jo helt ekstremt. Vi er heldigvis rimeligt godt med - tror jeg. Men helt nemt har det ikke været. A var forkølet sidste uge og derfor pjevset, vågnede konstant om natten og det var to meget trætte forældre, der forsøgte at tænke konstruktivt og få pakket effektivt.

I går fik hun så 38,9 - til aften 39,3. Min lille skat er et lille hængetræ, piver, græder og kan slet ikke finde ud af det. Stakels lille pus. Fik lige tjekket ørerne og halsen i dag hos lægen, men alt så helt fint ud. Så hun er bare en lille uheldig mus, der har fået en eller anden virus. Men det gør det bare ikke spor nemt at få lavet noget herhjemme, og jeg er snart helt skæv i ryggen af at bære rundt på hende. Det er kun mig der duer, hvis jeg forsøger at aflevere hende til mr. N, så begynder hun bare at græde hjerteskærende. Heldigvis er der perioder, hvor hun har det rimeligt. Nu håber jeg bare, at hun er rask til på torsdag når vi skal flytte, for ellers så bliver hun nok ikke passet af andre end mig, og det er altså lidt frustrerende ikke at kunne være med. Men nu må vi se..

Glæder mig til at komme derud, og begynde at komme på plads. Men det er vemodigt og meget, meget underligt at skulle flytte fra min lille, vidunderlige lejlighed. Hjertet slår et par ekstra slag ved tanken omat flytte herfra, sommerfuglene i maven melder sig. Jeg er godt nok spændt, håber virkelig vi kommer til at blive glade for at bo det nye sted!

Imorgen er også dagen hvor jeg skal møde på mit nye arbejde, tager nogle introduktionsdage her i juni og så starter jeg rigtigt op den 1. juli. Puha, det er altså også temmelig spændende!!!

Hjem igen

Det var en fantastisk ferie:) Vejret ikke helt i top, men vores lille pige har nydt at have lidt mere plads om sig, vi har nydt at have lidt mere plads og bare se venner, familie og hinanden uden at have alle de andre ting hængende om ørerne.

A har kravlet sine første rigtige kravleskridt. Hun tager lige et par stykker inden hun igen ligger sig ned på maven og møffer sig fremad. Hun har lært at sætte sig op fra maven af (går stadig totalt i stå hvis hun ender på ryggen, til trods for at hun godt kan vende sig om på maven hvis hun ligger på puslebordet - men næ nej, ikke når man er på gulvet!!). Tand nummer 8 dukkede op for små to uger siden (ve. nedre 2. fortand). Hun er en bestemt lille pige, med temmelig meget temperament (ved slet ikke hvor hun har det fra! ;) ). Men hun er mest af alt glad, nysgerrig og smilende, glad for andre børn, en lille pilfinger der piller i alt, hvad hun ikke må. Og nu er der bare fart på - det går igennem alle rum, over dørtrin og hen til ledninger, plasticposer, papkasser, tasker osv. Hold op, jeg synes bare hun bliver skønnere for hver dag der går:)

Nu er vi hjemme igen, her venter en lejlighed fuld af ting der skal pakkes ned i kasser i løbet af den næste uge, så vi skal vist være effektive. Den 2. juni flytter vi. Og hold da op, jeg glæder mig til mere plds, men jeg synes godt nok også det er meget vemodigt at skulle herfra! Helt uvirkeligt faktisk, men det er jo trods alt også det eneste sted jeg har boet fraset hjemme hos mine forældre. Og så venter hverdagen også. I juni starter jeg på en uges intro kursus, og 1. juli så starter arbejdet op. Har fået den første vagtplan med skiftende vagter, weekender med arbejde og timer væk fra A, som slet ikke er til at holde ud. Til trods for at jeg glæder mig til at skule starte, så gør det også ondt i maven af savn, længsel efter at bare være tæt, og dårlig samvittighed overfor min lille pige. Puha! Nu nyder vi lige søndagen inden vi starter imorgen...

Ud i det blå

Imorgen starter ferien i barslen - vi skal først en tur på hotel ved Rebild bakker, og så en uge i sommerhus. Jeg føler lidt vi stikker af fra alt det der ligger herhjemme og venter, med pakning, dagpleje, hverdag og et helt nyt liv der skal startes op som familie. Men lige nu - der skal vi bare være familie på ferie, vandre lange tur, gå ved stranden, lege med A og forhåbentlig have nogle fantastiske dage. Jeg glæder mig.

Og så må bekymringerne om en dagpleje i et område jeg ikke er spor glad for, om dagpleje opstart, om arbejde, om flyttekasser og tidspres, de må blive herhjemme, mens vi er på ferie. Så må vi ordne dem når vi kommer hjem igen.

Fuld fart fremad

Der sker pludseligt store ting herhjemme. Ikke nok med at vi flytter til større lokaler om en lille måneds tid, jeg har også fået nyt arbejde - et vikariat med start 1. juni i 6 måneder. Eller dvs. det bliver 1 uges intro i juni mens mr. N er på arbejde, og så barsel i tre uger, og så rigtig opstart 1. juli fordi ellers kunne det ikke passe sammen da A ikke kan få plads i vuggestue eller dagpleje før.

Bortset fra at vi også lige har fået dagpleje plads til A:) Fra den 1. juni!! Kommunen havde ellers sagt, at siden vi var tilflyttere ville vi på ingen måde kunne få noget før end den 1. juli, hvilket jeg har synes var enormt svært, da jeg så forhåbentlig havde et arbejde der ville starte der og jeg så ikke kunne være med til at køre A ind. Men nu har vi så fået dagpleje fra 1. juni.. Skal ringe imorgen og høre, hvad adresse og navn er på dagplejeren, og så sige ja til pladsen. Er spændt, ville have foretrukket vuggestue af mange årsager, men vi er ikke lige i en situation hvor vi har meget at forhandle med. Så vi har fra start af sagt at vi må acceptere det vi får, og så se om det ikke ender med at blive rigtig godt. Håber godt nok hun er sød og fornuftig, og at det er i nærheden af hvor vi skal bo....

Overvejede frem og tilbage om jeg så skulle ringe og sige, at jeg faktisk godt kan starte helt op fra 1. juni. Men mavefornemmelsen siger, at det er rart at have to til tre uger efter A er kørt ind, til at give hende nogle korte dage. Og bare kunne være der for hende til hun har vænnet sig til det. Så nu bliver jeg hjemme som aftalt med arbejdet, og så kan jeg da lidt være med til at køre hende ind selvom det stadig bliver mr. N der kommer til at stå for dne første uge. Jeg forestiller mig at vi derefter står op og gør klar som om jeg skulle på arbejde, kører hen og afleverer, og så gør dagene kortere ved at hente tidligere. For vi kan ligeså godt komme ind i vanen med, at komme op tidligt og få afleveret, så når hverdagen virkelig starter så er A vant til, at det er sådan det er. Puha, det er alligevel lidt vildt. Men nemmere at forholde sig til når jeg kan give hende korte dage i starten, så har samvittigheden og min seperationsangst det lidt bedre:)

Og ellers så går det bare hurtigere og hurtigere fremad over stuegulvet herhjemme. Og på græsset, i sandkassen og alle vegne. A har sovet hos mine forældre fra i går til i dag, de hentede hende i går ved tolv tiden og så kom vi opå til dem i dag ved 11 tiden. Nøj, det er lang tid at være væk fra min lille skat. Men det var bare gået så godt, helt uden problemer og helt uden tårer! Så det er rigtig dejligt. Vi tilbragte aftenen sammen med små 40.000 andre mennesker i Parken og høre Roger Waters med the Wall. Super fedt:)