Jeg synes jo tingene er blevet nemmere end de var før, dagen med smil og latter er mange og dagene med ren og skær gråd fra min lille pige er blevet sjældne. Nattesøvnen går fremad, det bliver oftest til flere timer i streg i stedet for blot en enkelt ad gangen. Astrid smiler, spiser, hviner, får tænder og har lært at sidde (for 4 dage siden, svigermor var på besøg og sagde, hun kan da godt sidde, satte hende på gulvet, og vupti!).
Så synes jo, at jeg burde have fået overskud nu. Men i stedet for at føle mig ovenpå og fuld af energi, så føler jeg mig træt helt ind til knoglerne, og bruger den smule energi jeg har på at skændes med mr. N. Vi er fanget i en spiral af misforståelser, trætheds bideri og underskud på vores fælles konto, hvor der skulle være glæde. Jeg tror egentlig det mest er mig, der føler mig kritiseret, taget for givet og derfor farer op, i stedet for lige at give det to sekunder og tænke, at det formentlig ikke var ment på den måde. Det er bitte små, helt irrationelle ting, der bliver gjort til store, uoverskuelige ting inden i mit hoved. Og jeg føler mig så langt fra mr. N, føler at vi lever i hver vores verden, at forbindelsen er blevet en lille tynd tråd. Det værste af det hele er, at jeg ikke orker at gøre noget ved det. Og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal komme videre. Er det bare en almindelig reaktion på, alle de forandringer der er sket med os og vores parforhold? Er det en 7 års krise?
Jeg håber, at jeg kan få arbejdet mig ud af den her spiral. For jeg elsker jo min dejlige mand, jeg ved, at jeg er heldig og han slet ikke er så irriterende som jeg gør ham til i mine tanker når jeg er sur. Han hjælper til herhjemme, handler, laver mad, synes jeg er dejlig og prøver altid at få mig til at smile. Måske hans overskud også bare er mindre? Men hvordan er der lige man får det tilbage igen?
torsdag den 24. februar 2011
torsdag den 17. februar 2011
Astrid med bid i
Klink-klink sagde det mod koppen i går aftes. Og så igen mod skeen. Og når man kigger rigtigt godt efter, så kan man se den første lille bitte tand titte op ad tandkødet. den er endnu ikke helt brudt frem, men den er der og kan både ses og mærkes:) Astrid sidder hele tiden med tungen eller fingrene dernede ved det sjove ru område, som ikke plejer at være i hendes mund. Det ser så kært ud.
Jeg har aldrig rigtigt troet på alle de her historier om at børn får røde kinder, dårlig mave, feber osv. fordi der kommer tænder. Selvfølgelig giver det mening at de savler, at de bliver pylrede osv. for det gør jo ondt, men resten har jeg altid været skeptisk overfor. Men jeg må jo indrømme, at i tirsdags havde Astrid så røde kinder, at jeg overvejede om hun var ved at blive syg, om hun var blevet smurt med noget hun ikke kunne tåle eller hvad? De var virkelig, virkelige røde! Måske der er noget om snakken alligevel??
Dagene går slag i slag, jeg hygger mig med min lille pige. Søvnen har ikke været optimal de sidste dage, og det slider mig. Slider, så jeg bliver en sur, gnaven kone, der bider af min mand og er for træt til at tænke rationelt, i stedet tænker jeg kun med de trætte følelser, og det kommer der ikke meget godt ud af! Gud, hvor jeg savner min søvn. Det er en klassisk "mere, vil have mere" situation, for egentlig er det gået fremad med søvnen, amningen ved 1-tiden er blevet droppet. Men så kom der lige en tandfe på besøg, og så blev mr. N forkølet hvilket er ensbetydende med, at han snorker, hvilket betyder at jeg bliver vækket af både Astrid OG mr. N. Ikke spor optimalt!
Og når man taler om søvnen, så vågner lille pigen:) Så var den formiddagslur vist overstået, men hey, hun sov da også i 25 minutter!!
Jeg har aldrig rigtigt troet på alle de her historier om at børn får røde kinder, dårlig mave, feber osv. fordi der kommer tænder. Selvfølgelig giver det mening at de savler, at de bliver pylrede osv. for det gør jo ondt, men resten har jeg altid været skeptisk overfor. Men jeg må jo indrømme, at i tirsdags havde Astrid så røde kinder, at jeg overvejede om hun var ved at blive syg, om hun var blevet smurt med noget hun ikke kunne tåle eller hvad? De var virkelig, virkelige røde! Måske der er noget om snakken alligevel??
Dagene går slag i slag, jeg hygger mig med min lille pige. Søvnen har ikke været optimal de sidste dage, og det slider mig. Slider, så jeg bliver en sur, gnaven kone, der bider af min mand og er for træt til at tænke rationelt, i stedet tænker jeg kun med de trætte følelser, og det kommer der ikke meget godt ud af! Gud, hvor jeg savner min søvn. Det er en klassisk "mere, vil have mere" situation, for egentlig er det gået fremad med søvnen, amningen ved 1-tiden er blevet droppet. Men så kom der lige en tandfe på besøg, og så blev mr. N forkølet hvilket er ensbetydende med, at han snorker, hvilket betyder at jeg bliver vækket af både Astrid OG mr. N. Ikke spor optimalt!
Og når man taler om søvnen, så vågner lille pigen:) Så var den formiddagslur vist overstået, men hey, hun sov da også i 25 minutter!!
søndag den 13. februar 2011
Lykkelig hjemmegående husmor!?
Bloggen er lidt mere stille end ellers. Dagene er lykkelige, fyldt med Astrid, grin og smil, lege på gulvet, hygge ved puslepladsen, gåture med barnevognen, vasketøj, madlavning, indkøb og alle de andre trivialiteter. Jeg synes jeg har en anelse mere ro på mht. Astrid, synes jeg nemmere kan overskue livet med hende, formå at nyde alle de dejlige timer vi har sammen, og for tiden er det mange gange dagligt at lykken bobler helt frem til overfladen. Astrid er fantastisk:) Det går rigtigt godt med grød/mos/frugt, hun er begundt selv at sidde med små stykker mad og spise, og det ser bare så kært ud. Jeg kan virkelig ikke helt forstå, at vi har været så ufattelig heldige, at vi fik lov at få en lille vidunderlig datter. Og nogen gange så tænker jeg, om det virkelig er helt sandt det her?
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
Tilgengæld tænker jeg lidt over livet som hjemmegående, og livet som det ser ud når jeg en dag skal på arbejde igen (hvis det nogensinde lykkes mig at få et!). Og jeg synes det er skræmmende uoverskueligt at skulle jonglere Astrid og tid sammen med hende, arbejde, indkøb, vask og alle de andre ting. Jeg kan ikke se hvordan puslespillet skal gå op! Eller i hvert fald ikke, hvordan det skal passe sammen så jeg stadig har tid og overskud til at nyde min fantastiske, vidunderlige lille pige. Jeg tror ikke, at det ville være en løsning for mig at være hjemmegående sådan på længere sigt, for jeg savner mit arbejde, savner de mere intellektuelle udfordringer i dagligdagen. Men hvis der var nogen der sagde deltid, så ville jeg springe på lige med det samme. Det er desværre bare ikke nogen mulighed, så løsningen må jo komme. Men det føles altså stadig naturstridigt, at ikke skulle se min lille datter mere end et par timer om dagen....
Vi har fået hende passet for 1 uge siden, en fredag hvor mormor og morfar kom. Og mr. N og jeg var ude at spise, drak champagne, rødvin, spiste 3 retter med uden at blive afbrudt og ordnede hele verdenssituationen. Det var fantastisk:) Ganske enkelt en lille lykkebobel der bare var vores, som kærester, og det var tiltrængt, vidunderligt og befriende:) Og så var det tusinde gange mere fantastisk at komme hjem til vores lille pus, der sov og bare var dejlig:)
Nu kalder min lille pige, rigtig god søndag:)
fredag den 4. februar 2011
6 måneder med fantastiske, smukke og vidunderlge Astrid
I går blev Astrid 6 måneder! Og jeg er endnu engang blevet mindet om hvordan tiden den flyver afsted. Kan slet ikke forstå, at det er 6 måneder siden, at jeg fik min lille, varme, våde, sprællende pige op på maven. Hun lå der og bevægede benene, og jeg kan huske at jeg tænkte, at jeg kunne genkende bevægelserne, at det virkelig var hende, der havde ligget derinde i maven:) Og så sad vi der, Mr. N og jeg, og bare stirrede på det her lille væsen uden helt at fatte, hvad der var sket. Nu er vi blevet lidt klogere på, hvad der er sket for os:)
Dagen i går var en off dag for vores lille vidunder. Vi var til babysvømning, men måtte gå derfra tidligt for Astrid var bare træt og uoplagt. Så var jeg hjemme hos en veninde og hendes lille pige på knap tre måneder, men der var Astrid stadig træt. Og så begyndte hun bare at skrige og skrige da hun skulle af med afføring. Hun har fået hård mave efter vi er startet på at få mere mad hende. Stakkels, stakkels lille pige. Heldigvis gik det lidt bedre om aftenen, hvor humøret kom igen og vi fik hygget lidt.
I dag er humøret stadig lidt off, hun er træt og bøvlet. Jeg tror det hænger sammen med, at hun bare nægter at spise grød om morgenen. Til trods for at der er gået 5 timer siden hun sidst blev ammet så får jeg max 3-4 teskefulde i hende, og så laver hun ellers flitsbue hvis jeg nærmer mig med skeen. Jeg har prøvet at give hende mad tidligere, at trække den endnu længere, at lave hirsegrød, havregrød og risgrød (men den vil jeg helst undgå for tiden grundet forstoppelsen), at søde det med frugt, lave det på MME eller sødmælk.. Ingenting hjælper, hun vil bare ikke spise om morgenen. Og det vil jo sige at der går til klokken elleve-halv tolv før hun får frokost. Og så har hun altså ikke fået noget siden hun blev ammet ved 3-4 tiden om morgenen! Stædige lille pige. Måske jeg skal prøve noget andet end grød til morgen, men hvad?? Synes bare det er underligt, fro hun har jo spist grød før?! Tja, i hvert fald er i dag dømt til at være hjemmedag selvom vi skulle have været til rytmik - gider ikke kæmpe med sur pige, så er det bedre bare at blive herhjemme. Det er jo trods alt for hendes skyld vi går der, så hvis hun er uoplagt, så kan vi ligeså godt droppe det.
Ellers er hun dejlig vores lille vidunder. Griner lidt oftere, smiler næsten hele tiden, er meget observant og har travlt med at følge med i det hele, kommer flot højt op på armene nu, triller efterhånden så fint fra mave til ryg (når hun gider og ikke har for travlt med at lege pingvin), spiser mos og drikker af kop, sidder i sin højstol.. Dejlige lille pige:)
Dagen i går var en off dag for vores lille vidunder. Vi var til babysvømning, men måtte gå derfra tidligt for Astrid var bare træt og uoplagt. Så var jeg hjemme hos en veninde og hendes lille pige på knap tre måneder, men der var Astrid stadig træt. Og så begyndte hun bare at skrige og skrige da hun skulle af med afføring. Hun har fået hård mave efter vi er startet på at få mere mad hende. Stakkels, stakkels lille pige. Heldigvis gik det lidt bedre om aftenen, hvor humøret kom igen og vi fik hygget lidt.
I dag er humøret stadig lidt off, hun er træt og bøvlet. Jeg tror det hænger sammen med, at hun bare nægter at spise grød om morgenen. Til trods for at der er gået 5 timer siden hun sidst blev ammet så får jeg max 3-4 teskefulde i hende, og så laver hun ellers flitsbue hvis jeg nærmer mig med skeen. Jeg har prøvet at give hende mad tidligere, at trække den endnu længere, at lave hirsegrød, havregrød og risgrød (men den vil jeg helst undgå for tiden grundet forstoppelsen), at søde det med frugt, lave det på MME eller sødmælk.. Ingenting hjælper, hun vil bare ikke spise om morgenen. Og det vil jo sige at der går til klokken elleve-halv tolv før hun får frokost. Og så har hun altså ikke fået noget siden hun blev ammet ved 3-4 tiden om morgenen! Stædige lille pige. Måske jeg skal prøve noget andet end grød til morgen, men hvad?? Synes bare det er underligt, fro hun har jo spist grød før?! Tja, i hvert fald er i dag dømt til at være hjemmedag selvom vi skulle have været til rytmik - gider ikke kæmpe med sur pige, så er det bedre bare at blive herhjemme. Det er jo trods alt for hendes skyld vi går der, så hvis hun er uoplagt, så kan vi ligeså godt droppe det.
Ellers er hun dejlig vores lille vidunder. Griner lidt oftere, smiler næsten hele tiden, er meget observant og har travlt med at følge med i det hele, kommer flot højt op på armene nu, triller efterhånden så fint fra mave til ryg (når hun gider og ikke har for travlt med at lege pingvin), spiser mos og drikker af kop, sidder i sin højstol.. Dejlige lille pige:)
lørdag den 29. januar 2011
Glansbilleder
Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive lidt om amning for nogle uger siden. Jeg lovede det, fordi jeg blev irriteret over konstant at få af vide, hvor dejligt det var at amme, hvor hyggeligt det var og hvor meget man ville savne det. Og jeg tænkte for mig selv, at ja - nogen gange var det rigtigt hyggeligt, og ingen tvivl om, at nærheden er fantastisk og at jeg elsker at amme, men det var altså også bare drøn frustrerende nogen gange. Frustrerende når Astrid ikke ville spise, men bare græd i stedet. Når hun rev, nev og trak i brystvorten. Jeg har ofte siddet og kæmpet med at holde fast i hendes hænder, så hun ikke kunne komme til at nive og rive. Mine b.ryster har lignet en slagmark med kradsmærker og blå mærker. Og nyeste finte er at bide i brystvorten - og det er altså heller ikke spor hyggeligt.
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
torsdag den 27. januar 2011
Grød, rytmer og amning
Fik min sundhedsplejerske ud på et ekstra besøg i ren frustration over, at Astrid pludselig ikke rigtigt gad maden længere. Og hun var sød, men konsekvent og sagde, "sult er jo en god motivationsfaktor". Så hun mente jeg skulle skære amningerne ned fra 5 til 3 på en dag, og erstatte dem med grød, mos og frugt.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
søndag den 23. januar 2011
Grød og træthed
De første uger her i januar har godt nok været hårde! Astrid har haft droppet det der med at sove - og har været vågen hver halve time natten igennem. Det gik heldigvis godt til barnedåben og lige to nætter efter denne så vi fik lidt tid til at komme os. Men så var det også slut. Og oveni blev hun forkølet, så hun ikke kunne holde fast på sutten.. Det har simpelthen bare trukket tænder ud, og jeg har været så smadret! Ordene "jeg kunne tude af træthed" blev til virkelighed i tirsdags hvor hun ikke havde sovet mere end 20 min ad gangen hele natten og kl halv fem om eftermiddagen kun havde sovet 40 min lur. Så stilte jeg mig op i gangen, begyndte at græde og sagde til mr. N, at nu gider jeg bare ikke mere. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan her!!!! Hvorefter min dejlige lille datter sov til kl halv to uden at vågne! TAK...
De sidste par nætter er heldigvis gået bedre. Og al besværet med at putte hende, som der også har været, det er nu gået tilbage til normalt (7-9-13 og jeg ved godt jeg jinxer det nu!). Jeg håber godt nok, at det fortsætter på denne måde, for det andet, det var bare ikke til ar holde ud.
Og så er der det der med grøden. Altså, det gik jo over l forventning at starte hende op, og hun endte for 1 uges tid siden med at spise ca. ½-1 dl grød. Men så tænkte jeg, at vi skulle til at starte op på mos - og nu spiser hun hverken grød eller mos. Hun kniber læberne sammen, drejer hovedet væk, nægter at se på mig og ignorerer totalt at jeg sidder med en ske. Jeg får lidt i hende ved at tage skeen hen til læberne og ligesom lirke dem op. Men jeg synes det er svært, særligt fordi jeg gerne vil have det skal være en positiv oplevelse at få mad. Er der nogen af jer andre der har oplevet dette? Og hvad gjorde I ved det? Indtil videre tænker jeg, at jeg bare må blive ved med at tilbyde, forsøge at få hende til at spise lidt og når hun så bliver hidsig eller ked af det, ja så stopper jeg. Og så håber jeg bare, at det kommer på et tidspunkt.
De sidste par nætter er heldigvis gået bedre. Og al besværet med at putte hende, som der også har været, det er nu gået tilbage til normalt (7-9-13 og jeg ved godt jeg jinxer det nu!). Jeg håber godt nok, at det fortsætter på denne måde, for det andet, det var bare ikke til ar holde ud.
Og så er der det der med grøden. Altså, det gik jo over l forventning at starte hende op, og hun endte for 1 uges tid siden med at spise ca. ½-1 dl grød. Men så tænkte jeg, at vi skulle til at starte op på mos - og nu spiser hun hverken grød eller mos. Hun kniber læberne sammen, drejer hovedet væk, nægter at se på mig og ignorerer totalt at jeg sidder med en ske. Jeg får lidt i hende ved at tage skeen hen til læberne og ligesom lirke dem op. Men jeg synes det er svært, særligt fordi jeg gerne vil have det skal være en positiv oplevelse at få mad. Er der nogen af jer andre der har oplevet dette? Og hvad gjorde I ved det? Indtil videre tænker jeg, at jeg bare må blive ved med at tilbyde, forsøge at få hende til at spise lidt og når hun så bliver hidsig eller ked af det, ja så stopper jeg. Og så håber jeg bare, at det kommer på et tidspunkt.
Abonner på:
Opslag (Atom)