40+2 i dag, og jeg er et hormonelt monster fanget i mit eget hormonelle helvede!!! Jeg er så utålmodig at jeg næsten ikke kan håndtere det. Og mine følelser kører op og ned. Det ene øjeblik er jeg ked af det, fordi jeg tænker på al den tid der kommer til at gå væk fra A, på den tid jeg nu skal til at dele og så savner jeg pludselig min store pige så meget at tårerne begynder at trille. Det næste øjeblik er jeg ved at blive skilt fra mr. N fordi han tager skraldet ud på det forkerte tidspunkt eller hvad det nu lige er. OG så bliver jeg ked af det igen. Og sådan kører det op og ned, frem og tilbage.
I dag var jeg til jordemoder. Stadig 1-1.5 cm livmoderhals tilbage som sidst (38+3). Hun løsnede hinder og sagde at hun endte med at kunne få to fingre op, at det hele var fint blødt og hovedet stod fast og langt nede i bækkenet. Men den der hindeløsning har ike gjort en dyt. Jo jeg har haft plukkeveer, men ikke flere end jeg plejer og der er ingen regelmæssighed eller tegn til at det tager til. Der har været tegnblødning her i eftermiddags, men fortsat intet. Og jeg er simpelthen ved at blive helt sindsyg! Kan slet ikke huske jeg var SÅ utålmodig med A. Men nu gider jeg faktisk ikke den her mave mere - det føles som blasfemi at skrive det og sige det, men det er altså sådan jeg har det. Nu gider jeg ikke mere mave, nu vil jeg have ham ud til os, se ham, dufte ham, røre ham og vide han er okay. Jeg prøver af hele mit hjerte at nyde denne sidste tid, både med A og der er tid til kun hende, men også med liv i maven og møffen rundt. Man ved jo ikke om dette er sidste gang, selvom jeg fortsat har et håb om at der vil komme en gang mere. Men måske vil det slet ikke lykkes, det ved vi jo alle. Eller måske viser det sig at vi ikke har overskuddet og kræfterne til det! Det er frygteligt at tænke på, at jeg ikke kan nyde denne sidste tid, hvis nu det bliver den allersidste nogensinde - men det er altså svært at få min hjerne væk fra tanken om, at NU ER DET NU. Og helst skulle det allerede have været.
Ellers har jeg det fysisk godt, jeg er stor og tung og besværet, men ikke noget i forhold til så mange andre, det ved jeg godt. Vægten siger forsat +14-15 kg. INgen særlige ødemer, selvom det er mange uger siden jeg måtte tage mine ringe af. Og ikke nogen særlige bækkensmerter alt taget i betragtning. Men når det er sagt så glæder jeg mig til igen at kunne tume med A, til at kunne kravle ind under hendes seng i hulen eller med ind i teltet, til at kunne lade hende kravle op af min mave, til at give gyngeture. Og til at kunne gå en tur i normalt tempo, have bukser med lynlås og knapper på.....
Som det kan høres er vi meget klar til at han skal komme. Gid der var noget jeg kunne gøre der ville få ham til at fatte pointen med, at det altså er nu det skal være!!
torsdag den 22. august 2013
lørdag den 17. august 2013
Utålmodig venten
Terminsdato lige om hjørnet - 3 dage tilbage. Maven sank ca 10 cm ned den 4. august - og siden da har jeg ventet utålmodigt! Jeg kan slet ikke huske at jeg var så utålmodig første gang, men måske det blot er hukommelsen der spiller mig et puds. Faktum er at jeg er ekstremt utålmodig nu, og faktisk ikke gider maven mere. Nu skal han komme ud og være sund og rask, fødslen skal gå godt og vores nye liv med lillebror i det skal til at begynde. Særligt fylder det at han skal være sund og rask. Heldigvis er han en rigtig møffe trold, der giver lyd fra sig flere gange dagligt.
Fødslen fylder sjovt nok også en del. Jeg kan ikke længere fysisk huske smerten i kroppen, jeg kan ikke fornemme den. Men jeg kan godt huske jeg mentalt nåede til tanken, at nu gjorde det så ondt jeg nok skulle dø! Og det skræmmer mig at skulle kaste mig ud i det igen, skræmmer mig at jeg går det i møde. Men det gik jo sidst, og jeg er temmelig meget i live fortsat:) Så mon ikke jeg også overlever denne gang? Men jeg kan mærke, at jeg gerne vil have den overstået. Og det kører rigtigt meget rundt - hvordan starter det denne gang? Vil vi kunne nå ind til stedet til tiden, vil jeg komme alt for tidligt og det hele går i sig selv igen? Kommer det til at gå fint med aflevering af A til mormor, får vi fat på hende? ER det veer eller bliver det vandet der går? HVor lang tid kommer det til at tage? Og HVORNÅR?
Ellers har jeg det fysisk ok, jeg er træt og lidt besværet af maven efterhånden. Vægten siger +14-15 kg, og jeg glæder mig til at få almindelige bukser på og at mine trøjer kan dække maven igen. Håber kiloene ryger ligeså nemt som sidst!
Vores dejlige A har travlt for tiden. Hun smed jo bleen da vi flyttede - lige pludselig og ud af det blå efter at vi havde forsøgt stille og roligt i en uges tid derhjemme med at tage bleen af når vi var hjemme. Og vupti, så brugte hun ikke ble mere! Ej heller om natten. Det er virkelig gået stærkt og over al forventning. Og så er hun startet i børnehave. Efter en måned, hold da op en fræk børnehave pige vi pludselig har. Hun bestemmer i følge hende selv alt, hun kan alt selv og hun bliver stjernetosset når tingene ikke går efter hendes hoved. Man kan godt mærke at der er mange nye ting at forholde sig til og mange indtryk der skal bearbejdes når man kommer hjem. Hendes ordforråd er kæmpe stort, og gør at hun nogle gange kan udtrykke sig som en der er 1-2 år ældre end hun virkelig er, og hvor hun ikke helt fatter konsekvenserne af det hun siger. Jeg synes både det er helt vidunderligt og fantastisk at se hende udvikle sig så meget, men også skræmmende hvor stor verden er blevet og hvor mange ting hun skal lære. Jeg vil så gerne beskytte hende, sørge for at hun aldrig bliver ked af det, bliver drillet/mobbet og at hun altid har et trygt sted at komme til. det sidste forsøger jeg i hvert fald at give hende og altid gøre hende opmærksom på, men der er jo ting man bare skal lære her i livet, og nogen af dem kan jeg slet ikke beskytte hende imod (og bør vel i virkeligheden heller ikke). Jeg forundres stadig over at kærligheden til hende kan blive ved med at vokse, at man kan elske et andet menneske så højt og betingelsesløst er et vidunder i sig selv.
Mit hjerte svulmer når jeg ser på hende, jeg savner hende når hun ikke er her, der findes ikke noget større end at se hende smile og være glad. Og selvom hun også kan gøre mig rasende og mere vred en jeg havde troet, så er hun bare det bedste i hele verden. Det er svært at forestille sig at man virkelig kan elske så betingelsesløst og at der er plads til mere end bare hende i mit moderhjerte. Men jeg vælger at tro på, at det er der selvfølgelig - for kærligheden er der altid plads til!
Fødslen fylder sjovt nok også en del. Jeg kan ikke længere fysisk huske smerten i kroppen, jeg kan ikke fornemme den. Men jeg kan godt huske jeg mentalt nåede til tanken, at nu gjorde det så ondt jeg nok skulle dø! Og det skræmmer mig at skulle kaste mig ud i det igen, skræmmer mig at jeg går det i møde. Men det gik jo sidst, og jeg er temmelig meget i live fortsat:) Så mon ikke jeg også overlever denne gang? Men jeg kan mærke, at jeg gerne vil have den overstået. Og det kører rigtigt meget rundt - hvordan starter det denne gang? Vil vi kunne nå ind til stedet til tiden, vil jeg komme alt for tidligt og det hele går i sig selv igen? Kommer det til at gå fint med aflevering af A til mormor, får vi fat på hende? ER det veer eller bliver det vandet der går? HVor lang tid kommer det til at tage? Og HVORNÅR?
Ellers har jeg det fysisk ok, jeg er træt og lidt besværet af maven efterhånden. Vægten siger +14-15 kg, og jeg glæder mig til at få almindelige bukser på og at mine trøjer kan dække maven igen. Håber kiloene ryger ligeså nemt som sidst!
Vores dejlige A har travlt for tiden. Hun smed jo bleen da vi flyttede - lige pludselig og ud af det blå efter at vi havde forsøgt stille og roligt i en uges tid derhjemme med at tage bleen af når vi var hjemme. Og vupti, så brugte hun ikke ble mere! Ej heller om natten. Det er virkelig gået stærkt og over al forventning. Og så er hun startet i børnehave. Efter en måned, hold da op en fræk børnehave pige vi pludselig har. Hun bestemmer i følge hende selv alt, hun kan alt selv og hun bliver stjernetosset når tingene ikke går efter hendes hoved. Man kan godt mærke at der er mange nye ting at forholde sig til og mange indtryk der skal bearbejdes når man kommer hjem. Hendes ordforråd er kæmpe stort, og gør at hun nogle gange kan udtrykke sig som en der er 1-2 år ældre end hun virkelig er, og hvor hun ikke helt fatter konsekvenserne af det hun siger. Jeg synes både det er helt vidunderligt og fantastisk at se hende udvikle sig så meget, men også skræmmende hvor stor verden er blevet og hvor mange ting hun skal lære. Jeg vil så gerne beskytte hende, sørge for at hun aldrig bliver ked af det, bliver drillet/mobbet og at hun altid har et trygt sted at komme til. det sidste forsøger jeg i hvert fald at give hende og altid gøre hende opmærksom på, men der er jo ting man bare skal lære her i livet, og nogen af dem kan jeg slet ikke beskytte hende imod (og bør vel i virkeligheden heller ikke). Jeg forundres stadig over at kærligheden til hende kan blive ved med at vokse, at man kan elske et andet menneske så højt og betingelsesløst er et vidunder i sig selv.
Mit hjerte svulmer når jeg ser på hende, jeg savner hende når hun ikke er her, der findes ikke noget større end at se hende smile og være glad. Og selvom hun også kan gøre mig rasende og mere vred en jeg havde troet, så er hun bare det bedste i hele verden. Det er svært at forestille sig at man virkelig kan elske så betingelsesløst og at der er plads til mere end bare hende i mit moderhjerte. Men jeg vælger at tro på, at det er der selvfølgelig - for kærligheden er der altid plads til!
mandag den 29. juli 2013
I følelsernes vold
Mine følelser er ren rutschebanetur lige for tiden. Jeg er træt pga varmen gør, at det er ekstremt svært at sove, og det hjælper helt sikkert ikke. Så har jeg en stor pige, hvor det er en daglig kamp at få hende til at tage tøj på, og jeg helt generelt mister tålmodigheden på et eller andet tidspunkt undervejs om morgenen, og bliver sur. Hvilket resulterer i at hun bliver ked af det, og så får jeg dårlig samvittighed og ked af at vores morgener skal ende ud i en kamp hver eneste dag, i stedet for at vi bare kunne hygge og nyde hinanden og den tid jeg har helt til hende, mens jeg stadig har den.
Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?
Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!
Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)
Jeg overvældes af, hvad det dog er vi har kastet os ud i? Hvordan skal jeg nogensinde have overskud nok til at give to børn opmærksomhed og kærlighed nok? Og samtidig have noget tilovers til mr. N? Hvordan skal jeg dog blive den kærlige og omsorgsfulde mor som jeg gerne vil være, hvordan skal jeg undgå at blive sur og kortluntet pga træthed og skændes med min elskede pige??? Hvad har jeg dog gang i?
Bare her til morgen tager vi den sædvanlige tur. Efter ca 10 gange at have sagt "er du sød at tage dine underbukser på", så bliver der sagt "så er det nu A, du skal tage dine underbukser på" med en knap så sød stemme. Hun begynder at græde og sige du må ikke blive sur på mig mor. Jeg holder dog fast i, at nu er det nu og hun får taget tøjet på og gjort helt klar. Så tænker jeg, nu trænger vi lige til at tænke på noget andet så vi går ind og danser i stuen. Fortæller hende at om 5 dage, så bliver hun 3 år og hun hopper op og ned, glæder sig til fødselsdag, gaver og kager. Og jeg begynder at græde fordi min lille pige er blevet så stor, fordi jeg spilder hendes sidste alene tid med at gå rundt og være træt og gnaven og miste tålmodigheden, fordi jeg får dårlig samvittighed over at der snart kommer en anden og tager opmærksomhed væk fra hende, og bare fordi jeg elsker hende så højt at jeg næsten ikke kan rumme det!
Jeg håber det kommer til at gå og at vi løser det på den ene eller anden måde. Jeg håber at det hele ikke kommer til at drukne i dårlig samvittighed over for den ene eller den anden! Og samtidig så vil jeg gerne bare snart have den fødsel overstået, og få startet på alt det jeg går og er nervøs for. I morgen er jeg 37+0 - tre uger til termin og jeg kan mærke at jeg regner kraftigt med at føde deromkring, så håber han hører godt efter derinde i maven:)
fredag den 5. juli 2013
Lykke
Flytterod og kasser, inter internet. A er stoppet i vuggestue, startet i børnehaven og næsten smidt bleen. Jeg er starter på barsel og skal til at vænne mig til det nye liv. Jeg skal ind i rytmen og vænne mig til tanken om, at det næste længe stykke tid handler om nogen andre end mig. Nemlig og vores fantastiske store pige og som om den dejlige lille dreng der vokser i min mave.
Jeg kan ikke komme mig over hvor stor A er blevet. Hun har bare taget det så flot med flytningen, og tænk at hun nu næsten har smidt bleen helt! Min store, elskede, vidunderlige pige. Som er så glad og smilende, som taler dagen lang og forklarer mig om alting. Der kigger på mig om aftenen og siger godnat mor med stjerner i øjnene der fortæller hvor dejlig hun synes jeg er. Som hiver op i trøjen og fortæller lillebror hvad det er hun ser i tv eller at han gerne må få en af hendes boller, og at hun i øvrigt savner ham! Det er så sødt:) jeg er meget spændt på hvad der sker når han kommer til verden men glæder mug til at se de to sammen. Og bliver stadig overrasket og overvældet over at kærligheden til A kan blive ved med at vokse. Jeg ser på hende og kan få helt ondt i hjertet fordi hun er så dejlig, fordi tiden flyver afsted og fordi jeg lige om lidt må dele min tid. Så jeg prøver at huske på hver dag at nyde lige nu og her - også når det er syvogtyvende gang jeg skal bede hende om at tage tøj på eller holde op med noget. Men når jeg som i aften putter mig ind til hende i hendes seng og hin smiler til mig, putter sin kind ind til min og fortæller historie om en krokodille så kan verden ikke blive bedre!
Og om lidt så kommer der en lillebror. Selvom det er svært at forestille sig så ved jeg vi kommer til at elske ham ligeså højt og jeg glæder mig til alle se smukke og særlige øjeblikke der gør at det er det hele værd.
Lille drengen vokser som han skal. Vi mangler stadig et navn, jeg kan slet ikke finde noget jeg rigtigt synes om! Men håber det kommer, om ikke andet så når han kommer! Der er seks uger og nogle dage til termin. Lang tid og samtidig ingen verdens tid... Tankerne kredser om fødslen og som sidst om jeg kan klare det. Men også meget om alt det der kan gå galt og lige nu skal det bare overstås og han skal komme ud, håbe det godt og jeg skal helst ikke sprække fra ende til anden eller få andre grimme komplikationer.
Men inden vi når dertil skal vi lige på plads, fejre tre års fødselsdag og så er vi klar:)
Jeg kan ikke komme mig over hvor stor A er blevet. Hun har bare taget det så flot med flytningen, og tænk at hun nu næsten har smidt bleen helt! Min store, elskede, vidunderlige pige. Som er så glad og smilende, som taler dagen lang og forklarer mig om alting. Der kigger på mig om aftenen og siger godnat mor med stjerner i øjnene der fortæller hvor dejlig hun synes jeg er. Som hiver op i trøjen og fortæller lillebror hvad det er hun ser i tv eller at han gerne må få en af hendes boller, og at hun i øvrigt savner ham! Det er så sødt:) jeg er meget spændt på hvad der sker når han kommer til verden men glæder mug til at se de to sammen. Og bliver stadig overrasket og overvældet over at kærligheden til A kan blive ved med at vokse. Jeg ser på hende og kan få helt ondt i hjertet fordi hun er så dejlig, fordi tiden flyver afsted og fordi jeg lige om lidt må dele min tid. Så jeg prøver at huske på hver dag at nyde lige nu og her - også når det er syvogtyvende gang jeg skal bede hende om at tage tøj på eller holde op med noget. Men når jeg som i aften putter mig ind til hende i hendes seng og hin smiler til mig, putter sin kind ind til min og fortæller historie om en krokodille så kan verden ikke blive bedre!
Og om lidt så kommer der en lillebror. Selvom det er svært at forestille sig så ved jeg vi kommer til at elske ham ligeså højt og jeg glæder mig til alle se smukke og særlige øjeblikke der gør at det er det hele værd.
Lille drengen vokser som han skal. Vi mangler stadig et navn, jeg kan slet ikke finde noget jeg rigtigt synes om! Men håber det kommer, om ikke andet så når han kommer! Der er seks uger og nogle dage til termin. Lang tid og samtidig ingen verdens tid... Tankerne kredser om fødslen og som sidst om jeg kan klare det. Men også meget om alt det der kan gå galt og lige nu skal det bare overstås og han skal komme ud, håbe det godt og jeg skal helst ikke sprække fra ende til anden eller få andre grimme komplikationer.
Men inden vi når dertil skal vi lige på plads, fejre tre års fødselsdag og så er vi klar:)
tirsdag den 28. maj 2013
28 uger, dårlig samvittighed
I dag er 28 fulde uger. Maven vokser, hovedet når vist ikke helt at følge med. Vægten siger +7-8 kg. Jeg synes jeg er ekstremt grådlabil for tiden, og har alle de her halv forbudte tanker - i hvert fald i mit univers forbudte. Arbejdet har fyldt alt, alt for meget det sidste lange stykke tid. Jeg kommer hjem senere end jeg synes er sjovt hver eneste dag fordi jeg ikke længere har nattevagter og så selvfølgelig skal have timerne på et andet tidspunkt. Jeg savner min store pige, jeg savner at være den der henter hende om eftermiddagen. Jeg savner at have god tid sammen med hende om morgenen, at tusse rundt herhjemme og jeg savner muligheden for at være på hygge tur på en flad hverdag.
Oveni al dette savn kommer der så tankerne om, hvordan jeg nogensinde skal få tid til at være sammen med 2 børn! Hvordan skal det lykkes at elske både den ene og den anden, hvordan skal jeg få tid til at hygge om min pige når der er en lille en der græder og skal ammes, hvordan skal jeg have overskud til hende når jeg er oppe hver 2.-3- time hver eneste nat?? Og det er her de forbudte tanker melder sig... Er vi overhovedet klar til nummer 2??? Jeg hader mig selv for den tanke, for vi har jo kæmpet for at komme hertil. Og mit "barnløse jeg", som husker tiden inden A, er lige ved mentalt at slå mig ihjel for overhovedet at tillade de tanker i mit hoved. Og jeg får dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, der jo bestemt er så ønsket som man kan være. Hvordan skal jeg nogensinde kunne elske ham ligeså højt som jeg elsker A??
Jeg ved ikke om det blot er træthed, hormoner eller lidt for meget stress og pres på arbejde, der udløser alle de her ting. Men i hvert fald føler jeg at livet løber forbi mig og jeg er hele tiden 2-3 skridt bagud. Jeg håber meget på, at jeg i min barsel får muligheden for at sætte farten lidt ned, lige nå at nyde maven inden den forsvinder og finde glæden og spændingen frem. Heldigvis er lillemanden derinde god til at give lyd fra sig og hvert eneste lille spark minder mig om det fantastiske mirakel der er i min mave. Jeg håber bare jeg får lidt emre tid til at nyde det, og finde den samhørighed, som jeg følte med A, frem.
Når det er sagt så står barslen ikke på ren ro og afslapning i det vi skal flytte 5 dage efter jeg går fra. Og mr N har selvfølgelig ingen fridage i juli andet end weekenderne, så jeg forudser rimelig meget udpakning og rydden op. Samtidig skal A starte i børnehave det nye sted vi skal bo, og det er et helt kapitel for sig hvor skræmmende jeg synes den tanke er. Der bliver vist nok at se til denne sommer...
Oveni al dette savn kommer der så tankerne om, hvordan jeg nogensinde skal få tid til at være sammen med 2 børn! Hvordan skal det lykkes at elske både den ene og den anden, hvordan skal jeg få tid til at hygge om min pige når der er en lille en der græder og skal ammes, hvordan skal jeg have overskud til hende når jeg er oppe hver 2.-3- time hver eneste nat?? Og det er her de forbudte tanker melder sig... Er vi overhovedet klar til nummer 2??? Jeg hader mig selv for den tanke, for vi har jo kæmpet for at komme hertil. Og mit "barnløse jeg", som husker tiden inden A, er lige ved mentalt at slå mig ihjel for overhovedet at tillade de tanker i mit hoved. Og jeg får dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, der jo bestemt er så ønsket som man kan være. Hvordan skal jeg nogensinde kunne elske ham ligeså højt som jeg elsker A??
Jeg ved ikke om det blot er træthed, hormoner eller lidt for meget stress og pres på arbejde, der udløser alle de her ting. Men i hvert fald føler jeg at livet løber forbi mig og jeg er hele tiden 2-3 skridt bagud. Jeg håber meget på, at jeg i min barsel får muligheden for at sætte farten lidt ned, lige nå at nyde maven inden den forsvinder og finde glæden og spændingen frem. Heldigvis er lillemanden derinde god til at give lyd fra sig og hvert eneste lille spark minder mig om det fantastiske mirakel der er i min mave. Jeg håber bare jeg får lidt emre tid til at nyde det, og finde den samhørighed, som jeg følte med A, frem.
Når det er sagt så står barslen ikke på ren ro og afslapning i det vi skal flytte 5 dage efter jeg går fra. Og mr N har selvfølgelig ingen fridage i juli andet end weekenderne, så jeg forudser rimelig meget udpakning og rydden op. Samtidig skal A starte i børnehave det nye sted vi skal bo, og det er et helt kapitel for sig hvor skræmmende jeg synes den tanke er. Der bliver vist nok at se til denne sommer...
torsdag den 2. maj 2013
24 uger
Lige for tiden synes jeg tiden flyver afsted. Indtil den anden dag var jeg helt overbevist om at den uge jeg kom ind i nu var uge 23, indtil jeg så på app'en og der stod uge 24! Maven vokser, det går meget hurtigere denne gang. Den ligner maven med A, fraset at jeg ligner jeg er 28 uger henne i stedet for. MD viste en sund og rask lille dreng:) Og han sparker på livet løs. Moderkagen ligger på forsiden, men jeg har alligevel mærket liv siden uge 15+. Kan dog godt mærke at det føles anderledes og jeg mærker ham meget mere ude til siderne, opad og nedadtil end jeg gjorde med A.
Og så er jeg fortsat træt. Hold da op, kan sove næsten konstant og hele tiden hvis jeg bare fik lov. Det er en kamp at skulle holde sig vågen om aftenen, jeg når ikke noget af det arbejde jeg burde nå og jeg er helt flad i dagtiden på arbejde.
Tankerne kredser særligt om, hvordan det bliver at have to børn. Der er en masse på forhånd dårlig samvittighed over ikke at få lige så meget tid til A som jeg har nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne dele mig mellem to børn og give dem begge kærlighed og opmærksomhed nok. Jeg håber løsningen kommer til mig, at det hele ikke drukner i dårlig samvittighed og kriser. Men jeg synes det er svært allerede nu!! Og det er på en eller anden måde ligeså svært at forestille sig hvordan det bliver som det var første gang.
Arbejdet har været travlt, fyldt lidt for meget og desværre ikke på den gode måde. Masser af bøvl! Jeg måtte sige farvel til nattevagterne allerede i uge 18 og har faktisk svært ved at undvære mine hverdagsfri og min afspadsering. Jeg synes det er kedeligt at møde ind hver dag kl 8-15.30. jeg savner at aflevere A sent, at hente hende tidlige og jeg savner den tid jeg havde på en fridag til at ordne de andre arbejdsopgaver der også skal gøres færdige. Artiklerne der skal skrives osv. Så selvom jeg synes det var svært at være væk fra A så lang tid ad gange på vagterne, så gav det alligevel noget i den anden ende.
Og så er jeg fortsat træt. Hold da op, kan sove næsten konstant og hele tiden hvis jeg bare fik lov. Det er en kamp at skulle holde sig vågen om aftenen, jeg når ikke noget af det arbejde jeg burde nå og jeg er helt flad i dagtiden på arbejde.
Tankerne kredser særligt om, hvordan det bliver at have to børn. Der er en masse på forhånd dårlig samvittighed over ikke at få lige så meget tid til A som jeg har nu. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg skal kunne dele mig mellem to børn og give dem begge kærlighed og opmærksomhed nok. Jeg håber løsningen kommer til mig, at det hele ikke drukner i dårlig samvittighed og kriser. Men jeg synes det er svært allerede nu!! Og det er på en eller anden måde ligeså svært at forestille sig hvordan det bliver som det var første gang.
Arbejdet har været travlt, fyldt lidt for meget og desværre ikke på den gode måde. Masser af bøvl! Jeg måtte sige farvel til nattevagterne allerede i uge 18 og har faktisk svært ved at undvære mine hverdagsfri og min afspadsering. Jeg synes det er kedeligt at møde ind hver dag kl 8-15.30. jeg savner at aflevere A sent, at hente hende tidlige og jeg savner den tid jeg havde på en fridag til at ordne de andre arbejdsopgaver der også skal gøres færdige. Artiklerne der skal skrives osv. Så selvom jeg synes det var svært at være væk fra A så lang tid ad gange på vagterne, så gav det alligevel noget i den anden ende.
tirsdag den 2. april 2013
Halvvejs
20 uger i dag, halvvejs igennem. Og var til MD scanning i dag, som viser en sund og rask lille dreng i maven! Er helt forbløffet over at der kan være en dreng derinde:) Men glædeligt overrasket.
Synes ellers det går rimeligt godt, hvilket jo altid er nemt at sige efter 6 dages ferie. Er blevet sygemeldt fra mine nattevagter efter at jeg allerede i uge 16+ begyndte at have rigtigt mange plukkeveer. Havde en rigtig travl vagt og dagen efter havde jeg nærmest konstant plukkeveer, medmindre jeg lå helt bom stille. Men bare jeg rejste mig op eller sad på en stol var maven helt spændt. Så ved 1. jordemoder besøg i uge 18+4 kiggede hun blot på mig og sagde, hvad tror du selv jeg siger nu? Jeg føler mig som en stor belastning, og slet ikke rigtigt i stand til at acceptere at det er sådan det er, samtidig med jeg er lidt lettet over ikke at skulle være helt bombet i flere dage efter hver nattevagt!
Jeg har desuden fået mig nogle ømme baller og lænd, særligt hvis jeg går for længe ad gangen eller bare i normalt tempo i ca 100 meter. Det er vildt belastende, for det passer ikke rigtigt til mit temperament st skulle slentre alle vegne. Men der er kontant afregning når jeg får lavet for meget i form af kraftige smertee i lænden og ned i ballerne, og til tider også foran. Desuden får jeg også væsentlig flere plukkeveer! Så det er ikke meget motion jeg får for tiden. Tænker jeg vil i gang med at svømme, men skal lige tage mig sammen. Savner lidt en svømme buddie der kan lokke mig afsted:)
Inden påske havde vi en lille syg pige med 40 i feber i 5 dage. Nej hvor var hun sølle! Vågnede konstant, sov max 1 time ad gangen om natten og havde det bare rigtigt dårligt. Og vi var to meget trætte forældre. Jeg må indrømme at tanken om en lille baby der skriger, skal ammes og vågner konstant lige pludselig blev lidt skræmmende. Og mine tanker kredser meget om, hvordan jeg skal få tid nok til begge to, hvordan jeg stadig gerne vil kunne være der for A, og hvordan vi skal få tingenen til at hænge sammen herhjemme. Men jeg tænker, at det vel er meget normalt når det er nummer 2 man venter?
Synes ellers det går rimeligt godt, hvilket jo altid er nemt at sige efter 6 dages ferie. Er blevet sygemeldt fra mine nattevagter efter at jeg allerede i uge 16+ begyndte at have rigtigt mange plukkeveer. Havde en rigtig travl vagt og dagen efter havde jeg nærmest konstant plukkeveer, medmindre jeg lå helt bom stille. Men bare jeg rejste mig op eller sad på en stol var maven helt spændt. Så ved 1. jordemoder besøg i uge 18+4 kiggede hun blot på mig og sagde, hvad tror du selv jeg siger nu? Jeg føler mig som en stor belastning, og slet ikke rigtigt i stand til at acceptere at det er sådan det er, samtidig med jeg er lidt lettet over ikke at skulle være helt bombet i flere dage efter hver nattevagt!
Jeg har desuden fået mig nogle ømme baller og lænd, særligt hvis jeg går for længe ad gangen eller bare i normalt tempo i ca 100 meter. Det er vildt belastende, for det passer ikke rigtigt til mit temperament st skulle slentre alle vegne. Men der er kontant afregning når jeg får lavet for meget i form af kraftige smertee i lænden og ned i ballerne, og til tider også foran. Desuden får jeg også væsentlig flere plukkeveer! Så det er ikke meget motion jeg får for tiden. Tænker jeg vil i gang med at svømme, men skal lige tage mig sammen. Savner lidt en svømme buddie der kan lokke mig afsted:)
Inden påske havde vi en lille syg pige med 40 i feber i 5 dage. Nej hvor var hun sølle! Vågnede konstant, sov max 1 time ad gangen om natten og havde det bare rigtigt dårligt. Og vi var to meget trætte forældre. Jeg må indrømme at tanken om en lille baby der skriger, skal ammes og vågner konstant lige pludselig blev lidt skræmmende. Og mine tanker kredser meget om, hvordan jeg skal få tid nok til begge to, hvordan jeg stadig gerne vil kunne være der for A, og hvordan vi skal få tingenen til at hænge sammen herhjemme. Men jeg tænker, at det vel er meget normalt når det er nummer 2 man venter?
Abonner på:
Opslag (Atom)