Terminsdato lige om hjørnet - 3 dage tilbage. Maven sank ca 10 cm ned den 4. august - og siden da har jeg ventet utålmodigt! Jeg kan slet ikke huske at jeg var så utålmodig første gang, men måske det blot er hukommelsen der spiller mig et puds. Faktum er at jeg er ekstremt utålmodig nu, og faktisk ikke gider maven mere. Nu skal han komme ud og være sund og rask, fødslen skal gå godt og vores nye liv med lillebror i det skal til at begynde. Særligt fylder det at han skal være sund og rask. Heldigvis er han en rigtig møffe trold, der giver lyd fra sig flere gange dagligt.
Fødslen fylder sjovt nok også en del. Jeg kan ikke længere fysisk huske smerten i kroppen, jeg kan ikke fornemme den. Men jeg kan godt huske jeg mentalt nåede til tanken, at nu gjorde det så ondt jeg nok skulle dø! Og det skræmmer mig at skulle kaste mig ud i det igen, skræmmer mig at jeg går det i møde. Men det gik jo sidst, og jeg er temmelig meget i live fortsat:) Så mon ikke jeg også overlever denne gang? Men jeg kan mærke, at jeg gerne vil have den overstået. Og det kører rigtigt meget rundt - hvordan starter det denne gang? Vil vi kunne nå ind til stedet til tiden, vil jeg komme alt for tidligt og det hele går i sig selv igen? Kommer det til at gå fint med aflevering af A til mormor, får vi fat på hende? ER det veer eller bliver det vandet der går? HVor lang tid kommer det til at tage? Og HVORNÅR?
Ellers har jeg det fysisk ok, jeg er træt og lidt besværet af maven efterhånden. Vægten siger +14-15 kg, og jeg glæder mig til at få almindelige bukser på og at mine trøjer kan dække maven igen. Håber kiloene ryger ligeså nemt som sidst!
Vores dejlige A har travlt for tiden. Hun smed jo bleen da vi flyttede - lige pludselig og ud af det blå efter at vi havde forsøgt stille og roligt i en uges tid derhjemme med at tage bleen af når vi var hjemme. Og vupti, så brugte hun ikke ble mere! Ej heller om natten. Det er virkelig gået stærkt og over al forventning. Og så er hun startet i børnehave. Efter en måned, hold da op en fræk børnehave pige vi pludselig har. Hun bestemmer i følge hende selv alt, hun kan alt selv og hun bliver stjernetosset når tingene ikke går efter hendes hoved. Man kan godt mærke at der er mange nye ting at forholde sig til og mange indtryk der skal bearbejdes når man kommer hjem. Hendes ordforråd er kæmpe stort, og gør at hun nogle gange kan udtrykke sig som en der er 1-2 år ældre end hun virkelig er, og hvor hun ikke helt fatter konsekvenserne af det hun siger. Jeg synes både det er helt vidunderligt og fantastisk at se hende udvikle sig så meget, men også skræmmende hvor stor verden er blevet og hvor mange ting hun skal lære. Jeg vil så gerne beskytte hende, sørge for at hun aldrig bliver ked af det, bliver drillet/mobbet og at hun altid har et trygt sted at komme til. det sidste forsøger jeg i hvert fald at give hende og altid gøre hende opmærksom på, men der er jo ting man bare skal lære her i livet, og nogen af dem kan jeg slet ikke beskytte hende imod (og bør vel i virkeligheden heller ikke). Jeg forundres stadig over at kærligheden til hende kan blive ved med at vokse, at man kan elske et andet menneske så højt og betingelsesløst er et vidunder i sig selv.
Mit hjerte svulmer når jeg ser på hende, jeg savner hende når hun ikke er her, der findes ikke noget større end at se hende smile og være glad. Og selvom hun også kan gøre mig rasende og mere vred en jeg havde troet, så er hun bare det bedste i hele verden. Det er svært at forestille sig at man virkelig kan elske så betingelsesløst og at der er plads til mere end bare hende i mit moderhjerte. Men jeg vælger at tro på, at det er der selvfølgelig - for kærligheden er der altid plads til!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar