I går aftes tog jeg mig lidt af en tudetur. Hvorfor? Fordi jeg lige havde talt med min mor, der fortalte mig, at hun godt nok synes der sker mange ting omkring A, jeg er startet nyt arbejde og skal starte nyt igen til september, og for tiden har dagplejen lukket så hende og min far skiftes til at passe, på lørdag holder vi fødselsdag, men noget af svigerfamilien kommer allerede fredag. Og næste uge er svigermor her hele ugen for at hjælpe med pasningen. Og det var godt nok meget hendes lille barnebarn blev udsat for. Og ja - det er det! Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det? Jeg gør mit alleryderste for at passe på min lille skat, jeg forsøger at gøre hverdagen nem og overskuelig for hende. Men ja, jeg er startet nyt og skal starte nyt igen, og det er hårdt og der bliver vendt op og ned på tingene fordi arbejdstiderne er skiftende. Sådan er vores liv jo. Primært ramte det nok bare fordi jeg har dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen savner min lille pige og fordi jeg er tyndslidt af at være på, møde nye mennesker og bytte rundt på døgnet når jeg har nattevagter. Jeg synes det er drøn hårdt at starte op igen. Og havde vel i virkeligheden nok brug for at høre, at A vel nok tager det pænt, at hun er en dejlig glad pige, at hun nyder at se sine bedsteforældre og de virkelig hygger sig. For sådan er virkeligheden jo også..
Og når jeg så fortæller mr. N om det, så kritiserer han min mor, bliver sur på hende og synes hun er tarvelig.
I går endte jeg med at føle, at jeg bare står imellem to negative poler, der konstant støder sammen og jeg er stødpuden. Og nu orker jeg bare ikke mere! Jeg synes der sker rigeligt i mit liv også! Og jeg er så hamrende træt hele tiden, at jeg blot drømmer om at have tiden til at sove, sove og sove. Og hvordan katten skal jeg passe på min lille pige? Jeg kan jo ikke skærme hende fra skiftende arbejdstider, pasning og besøg fra svigerfamilien. Suk, synes bare ikke det er spor nemt lige for tiden.
torsdag den 28. juli 2011
lørdag den 23. juli 2011
De allerførste skridt
De allerførste skridt blev taget i forgårs. 3-4 vaklende skridt fra mr. N og over i mine arme. De blev gentaget i går, og flere gange i dag. I dag gik hun faktisk hele 8 skridt!!! De er temmelig vaklende, man skal helst være meget klar til at gribe hende, og lige hjælpe hende med balancen i starten. Men de allerførste skridt er taget:)
torsdag den 21. juli 2011
Forandringer
Hverdagen forsøger at melde sig. Og vi forsøger at finde en hverdag i skiftende arbejdstider, pasning hos mormor og morfar fordi vi har vagter på samme tid, dagpleje, indkøb, sovedage og træthed med træthed på.
Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.
Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....
I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!
Og så lige midt i det jeg troede skulle være vores nye hverdag - så kommer tilbuddet. En opringning med tilbud om 2 måneders vikariat og en halvvejs lovning om, at den 1-årige intro er min, hvis alt går som det skal i de 2 måneder. Så efter ferien er det en ny hverdag der venter. Og jeg tænker på, hvor mange flere "nye hverdage" vi egentlig kan tåle i vores lille hjem. For hver gang der sker noget nyt, så er det så overvældende, tager så mange kræfter og efterlader mig så drænet for energi, at den dårlige samvittighed vokser sig tårnhøj og savnet af min lille pige, er så stort, så stort at det slet ikke kan beskrives. Jeg nyder vores tid sammen som aldrig før, men jeg savner hende også så meget mere når jeg er på arbejde end jeg nogensinde havde forestillet mig jeg ville. Og nu bliver der lidt længere transport, lidt længere arbejdstider, og dermed lige lidt mere tid væk fra min lille elskling.
Det nye arbejde - jeg er så nervøs, at jeg faktisk fortryder jeg har sagt ja! Jeg er ved at dø af skræk, jeg er bange for, at jeg fagligt ikke er dygtig nok til at skulle have ansvaret i de akutte situationer. Jeg er rædselsslagen ved tanken om at begå en dyrebar fejl. Men nu har jeg i så lang tid tænkt, at dette var den vej jeg ville, så i virkeligheden er der jo ikke andet valg end det jeg har taget, at sige ja og hoppe ud i det, få det afprøvet og se om det så stadig er det jeg gerne vil. Og hvis det er - så håber jeg godt nok, at det passer, at jeg får den 1-årige intro. For ellers skulle jeg være blevet lige præcis der, hvor jeg er nu. Men det sagde jeg også i telefonen: at hvis det blot var en 2 måneders stilling, så synes jeg det var lidt for risikabelt at sige op fra den stilling jeg er i lige nu. Og så sagde hun: der kommer 2 intro stillinger til efteråret, og hvis du bliver glad for at være her og vi bliver glad for dig....
I dag har vi alle tre fri. Weekenden står på aften-nat, sovedag og dagvagt. Og så startede den næste uge! Den 30. juli skal vi fejre A's fødselsdag. Jeg glæder mig selvom jeg har måtte indse, at den fødselsdag jeg havde forestillet mig, det bliver det nok ikke helt til. Den eneste dag vi kunne finde var en dag, hvor jeg kommer hjem fra aften-nat kl ti om morgenen. Og så vælter der gæster ind klokken 13. Så forestillingen om hjemmelavede kager en masse, boller og husmor med overskud, den er blevet droppet!! Bare det bliver en dejlig dag.. Tænk at det snart er et år siden jeg fik min lille pige i armene for allerførste gang!
tirsdag den 5. juli 2011
Kærlighed i store doser
Det er hårdt at starte på arbejde. Både fordi min stakkels hjerne slet ikke er gearet til de omdrejninger den skal køre i, fordi alting er nyt, men mest af alt fordi jeg savner min lille pige, så det gør ondt helt ind i hjertet. Jeg prøver at minde mig selv om fordelene ved skiftende arbejdstider, at der bliver afspadseringsdage, hvor jeg kan hente A tidligt, dage hvor hun kan blive afleveret sent, og dage hvor vi alle kan have en off fridag sammen. Men at kun se hende halvanden time om aftenen, eller at skulle undvære hende en hel dag efter hun er afleveret, det gør altså ondt!!
Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!
Hun er bare dejlig, smuk og fantastisk. For tiden sker der store udviklinger i hendes motorik, og den anden dag fik vi en lille dukkevogn af svigerforældrene. Nu vandrer hun rundt med den, nok så stolt og med det største smil på læberne. Og får et hysterisk flip hvis man prøver at hjælpe hende! Nej, mor - kan SELV! Kærligheden flyder i store doser i mit hjerte, nok ekstra meget fordi jeg netop savner hende. Men hold op, hvor er jeg lykkelig over at have A i mit liv, hvor har vi været helt ekstremt heldige, at sådan et perfekt lille vidunder kom ind i vores verden. 1 års fødselsdagen nærmer sig, og med den bliver jeg pludselig følsom og sårbar igen, mindes tiden sidste sommer med den store mave, alle forventningerne og tankerne. Intet kunne have forberedt os på, hvor hårdt det er, men der findes heller ikke od der kan beskrive hvor lykkelig jeg er og hvor stor min kærlighed er!
torsdag den 30. juni 2011
Allersidste dag
I dag er min allersidste dag på barsel. Og mit hjerte har grædt store salte tårer ved tanken, om at skulle være væk så mange timer fra min lille elskede pige. Jeg kan pludselig på ingen måde komme i tanke om, hvorfor jeg glædede mig til at starte igen, ej heller mindes at jeg har syntes det var lidt ensformigt. Det gør ondt i maven ved tanken om, at imorgen ser jeg først min lille pige klokken fem, så har jeg hende lige vågen i halvanden times tid, og så er det slut for den dag!! Mit lille, bitte pus - hvordan skal jeg dog undvære hende??
søndag den 26. juni 2011
Op at stå, op ad bakke
Hun stod!! I dag, slap hun min hånd og stod i 3-4 sekunder helt selv! Og jeg er målløs over, hvor hurtigt det er gået lige på det sidste. Altså i mandags, der rejste hun sig kun op hvis det var vores hænder, der hjalp hende, og hun kunne ikke rigtigt finde ud af at gå. Tog max 2-3 skridt og så ville hun hellere ned at sidde. Nu rejser hun sig op af alt hvad hun kan komme i nærheden af - reol, kasser, sofaer og os. Og går rundt med et smil på læben mens man holder hende i hænderne. Og i dag så stod hun lige pludselig!!! Vildt!! Min mor og mr. N er sikre på, at hun går meget snart - mens jeg tænker, at hendes balance stadig mangler temmelig meget, men lad os nu se:) Ellers er hun også blevet god til "sååå stor", det ser simpelthen så sødt ud:)
Ellers synes jeg det er en hård periode lige for tiden. Ved ikke helt, hvad det specifikt er, men det føles som om det hele kører op ad bakke konstant. Jeg er træt, har intet overskud, jeg synes A pylrer en del (hvilket jo er at forvente når hun lige er startet i dagpleje, plus vi lige er flyttet) og det gør hverdagen svær, det sætter mig på prøve og det tvinger mig til at indse, at det billede jeg har af mig selv ikke er helt korrekt. Den overskuds person jeg egentlig troede at jeg var, det er jeg ikke. Jeg bliver kortluntet, min tålmodighed rækker ikke helt til en lille pige, der er overtræt og hele tiden kun vil de ting man ikke må. Den rækker heller ikke til en mand der også er træt og kortluntet, og vi støder lidt for tit mod hinanden i stedet for at stå sammen. Og jeg er ikke engang startet på arbejde endnu! Jeg håber, det blot er en periode, at vi finder ud af at få tingene på rette køl og får lidt overskud ind i hverdagen igen.
Ellers synes jeg det er en hård periode lige for tiden. Ved ikke helt, hvad det specifikt er, men det føles som om det hele kører op ad bakke konstant. Jeg er træt, har intet overskud, jeg synes A pylrer en del (hvilket jo er at forvente når hun lige er startet i dagpleje, plus vi lige er flyttet) og det gør hverdagen svær, det sætter mig på prøve og det tvinger mig til at indse, at det billede jeg har af mig selv ikke er helt korrekt. Den overskuds person jeg egentlig troede at jeg var, det er jeg ikke. Jeg bliver kortluntet, min tålmodighed rækker ikke helt til en lille pige, der er overtræt og hele tiden kun vil de ting man ikke må. Den rækker heller ikke til en mand der også er træt og kortluntet, og vi støder lidt for tit mod hinanden i stedet for at stå sammen. Og jeg er ikke engang startet på arbejde endnu! Jeg håber, det blot er en periode, at vi finder ud af at få tingene på rette køl og får lidt overskud ind i hverdagen igen.
mandag den 20. juni 2011
På plads
Flytning er overstået, papkasserne væk, møblerne på plads, billeder hængt op og der mangler kun småtingene. I ved, alle dem der, der bare ikke rigtig har nogen plads og som derfor ligger og venter på en midlertidig plads som alle ved bliver permanent. Det har været benhårdt. A blev syg, fik 39,5 mandag til torsdag formiddag, hvor vi skulle flytte. Hvilket betød, at jeg stod med lille syg hængetrold i armene i den nye lejlighed, mens mr. N og flyttefolkene tømte lejligheden. Svigermor var ovre i to dage og hjælpe til, men det var alligevel lidt begrænset, hvad hun kunne, da A bare var en hængetrold.
Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.
Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?
Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.
Og nu er vi så på plads, men endnu ikke hjemme. Jeg har det som om jeg er på ferie, at det blot er midlertidigt vi er her og lige om lidt, så pakker vi sammen og tager hjem. A har også haft det svært. I starten græd hun, hvis hun ikke kunne se os, hang konstant på os. Hun har ikke sovet særlig godt, hvilket har givet meget trætte forældre, med rander under øjnene og korte lunter. Da vi var på kort visit i den gamle og tomme lejlighed, blev vores lille pige bare så glad - hvinede af fryd, kravlede rundt og grinede. Det gjorde ondt i moderhjertet! Men ligeså stille har hun vænnet sig til det her, og kravler nu gerne ind i alle værelserne selvom vi ikke er der, sidder nogen gange på eget værelse og bare leger mens vi laver noget andet, og virker glad igen.
Den 6. juni startede hun i dagplejen. De første dage var det mr. N der tog hende, da jeg var på arbejde, men siden da har det været mig. Det er vist gået ok. Hun har kun været der to lange dage (8.30-14.30), resten af tiden harv hun været hentet inden middagsluren. Men denne uge skulle det gerne være lange dage, og næste uge endnu længere da vi skal have rutinen med at aflevere klokken 7 kørt ind. Jeg synes ikke det var så slemt at aflevere hende i starten, og nød mine tre timer. Men jeg synes det bliver sværere, og jeg holder fast i at det er naturstridigt at aflevere sit barn til en fremmed, for at de skal passe barnet i de fleste af dets vågne timer!!!!! Imorges græd hun da jeg afleverede hende, med tårerne trillende ned ad kinderne, armene rakt hen imod mig og helt ulykkelig. Det gjorde simpelthen så ondt i mit hjerte at vinke farvel, lukke døren og gå min vej! Min elskede lille pige! Heldigvis kunne jeg høre, at gråden hurtigt hørte op, men stadig. Og tanken om, at det er en anden der putter hende til sine lure, der nyder godt af hendes dejlige grind, der ser hende kravle rundt, undersøge alting, forsøge at rejse sig - det gør simpelthen ondt, ondt, ondt langt ind i hjertet. Bliver der overhovedet sat pris på, hvor dejlig hun er? Bliver der smilet, grinet og klappet af hende når hun laver nye tricks?
Jeg ved bare ikke helt, hvad alternativet er, for jeg må jo også indse, at jeg ikke duer til at være hjemmegående og passe barn dagen lang. Jeg savner arbejdet, jeg savner at have kolleger, og jeg er spændt på at komme i gang igen. Hvis nu det bare kunne være deltid, så tror jeg det ville passe mig så meget bedre! Hold op, jeg savner hende!!! Men den 1. juli starter jeg på mit nye arbejde, og så håber jeg at rutinerne vil være så småt på plads, at A er ved at have vænnet sig til at være i dagpleje og at vi får en hverdag der er til at være glad i.
Abonner på:
Opslag (Atom)