Jeg lovede mig selv, at jeg ville skrive lidt om amning for nogle uger siden. Jeg lovede det, fordi jeg blev irriteret over konstant at få af vide, hvor dejligt det var at amme, hvor hyggeligt det var og hvor meget man ville savne det. Og jeg tænkte for mig selv, at ja - nogen gange var det rigtigt hyggeligt, og ingen tvivl om, at nærheden er fantastisk og at jeg elsker at amme, men det var altså også bare drøn frustrerende nogen gange. Frustrerende når Astrid ikke ville spise, men bare græd i stedet. Når hun rev, nev og trak i brystvorten. Jeg har ofte siddet og kæmpet med at holde fast i hendes hænder, så hun ikke kunne komme til at nive og rive. Mine b.ryster har lignet en slagmark med kradsmærker og blå mærker. Og nyeste finte er at bide i brystvorten - og det er altså heller ikke spor hyggeligt.
Men nu, hvor grøden gør sit indtog og amningerne bliver skåret ned.. Ja så sidder jeg, ved hver eneste amning, og sørger lidt over, at den snart er forbi, fordi så er der en mindre til jeg holder helt op (hvilket forhåbentligt først bliver om nogle måneder). Og jeg tager mig selv i at tænke, hvorfor jeg ikke har nydt hver eneste amning noget mere? For det er jo simpelthen så hyggeligt at amme, jeg elsker det, jeg kan mærke hendes lille krop helt tæt på min, måden hun ser på mig når hun ligger der med mælken i mundvigen, den lille hånd der nu ligger og aer min hud. Det er jo helt unikt, helt fantastisk og en helt, helt speciel følelse at få lov at amme min dejlige lille datter.
Jeg tror simpelthen, at vores hjerner er rigtigt, rigtigt gode til at lave smukke glansbilleder så alle de hårde tider bliver glemt, alt det trælse bliver glemt og tilbage står de smukke, glade, kærlige følelser. Og det er jo i virkeligheden også helt fantastisk at den kan det. Og vidunderligt - for det er jo netop kærligheden og lykken over at være blevet til tre, at have fået et lille mirakel ind i mit liv, som fylder - nogen gange bliver det bare glemt i træthedens tåger. Så for fremtiden, når nogen spørger (eller ikke spørger, men blot for af vide som man jo gør når man er nybagt mor og møder mere erfarne mødre), så er amning den hyggeligste, smukkeste, kærligste stund mellem mor og barn.. Og så skal jeg bare lige have vænnet Astrid fra at bide i brystvorten, så er den det virkeligt også:)
lørdag den 29. januar 2011
torsdag den 27. januar 2011
Grød, rytmer og amning
Fik min sundhedsplejerske ud på et ekstra besøg i ren frustration over, at Astrid pludselig ikke rigtigt gad maden længere. Og hun var sød, men konsekvent og sagde, "sult er jo en god motivationsfaktor". Så hun mente jeg skulle skære amningerne ned fra 5 til 3 på en dag, og erstatte dem med grød, mos og frugt.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
Som sagt så gjort. Den første dag jeg gav mos til frokost i stedet for bryst var det en grædende lille pige, der sad i sin højstol. Tårerne løb ned ad kinderne, snotten løb ud af næsen og mit hjerte var lige ved at briste. Men hun åbnede selv munden og spiste mosen. Og hvis jeg bankede i bordet med fingerspidserne så holdt hun op med at græde. Så jeg gjorde mit moderhjerte hårdt, og sagde, at når du kan distraheres og dermed glemme at græde, så er du nok ikke sådan helt bundulykkelig! Men hold da op, hvor holdt det hårdt!! Og jeg følte mig simpelthen som den tarveligste mor i verden, og det gjorde fysisk ondt på mig, at hun sad der og græd:(
Tilgengæld har det givet pote - jeg har fjernet den første amning og Astrid spiser nu halvdelen af sin grød om morgenen, og næsten det samme både til frokost og aften. Så lige nu ser dagen sådan ud:
kl 5/6/7 stykker - ammes
kl 8 grød
kl 9.30 lur
kl 11/12 kold mos til frokost
kl 12/13 stykker lur
kl 14/15 frugt og amning
kl 17/17.30 varm mos til aften
kl 18/18.30 ammes til natten
kl 01/02 ammes
Til tider (og ofte) kommer der en ekstra lur ind ved 16 tiden da lillepigen bare er træt her. Og så skal jeg vænne mig til at ikke amme så meget mere. Jeg savner det jo sjovt nok nu hvor jeg skal til at stoppe lige så langsomt. Jeg håber jeg kan blive ved at morgen og aften amme til hun er 9 måneder.. Hun skal lige vænne sig til det også. Og især om eftermiddagen så søger hun hen mod brystet når hun kommer op til mig.
Tiderne på rytmen kan variere meget og længden på luren ligeså. I dag har hun sovet 3x30 minutter, men var tilgengæld også så træt her til aften at hun var monster pylret og græd.
Motorisk synes jeg også der sker meget for tiden. Hun kommer virkelig højt op på armene nu, holder hovedet så utrolig flot. Har fået kælenavnet "pingvinen" fordi hun ligger i flyverstilling og ligner en lille pingvin der glider over isen på vej ned mod vandet. Desværre så er hun ikke meget for trilleriet. Altså, hun kan godt, og det sker også.. Men oftest ligger hun bare der som pingvin og skriger i frustration over at hun ikke bliver vendt om! Hun griner, mest når hun er træt. Men det er bare så dejligt, at det helt kan få mig til at græde. Hendes nye yndlingslyd er "ba, ba, ba".
Synes jeg lige disse dage har lidt overskud. Og nyder min lille, fantastiske pige i fulde drag - selv når hun er umulig. Og det er jo bare om at nyde de perioder, for trætheden kan komme væltende lige om tre sekunder igen.
søndag den 23. januar 2011
Grød og træthed
De første uger her i januar har godt nok været hårde! Astrid har haft droppet det der med at sove - og har været vågen hver halve time natten igennem. Det gik heldigvis godt til barnedåben og lige to nætter efter denne så vi fik lidt tid til at komme os. Men så var det også slut. Og oveni blev hun forkølet, så hun ikke kunne holde fast på sutten.. Det har simpelthen bare trukket tænder ud, og jeg har været så smadret! Ordene "jeg kunne tude af træthed" blev til virkelighed i tirsdags hvor hun ikke havde sovet mere end 20 min ad gangen hele natten og kl halv fem om eftermiddagen kun havde sovet 40 min lur. Så stilte jeg mig op i gangen, begyndte at græde og sagde til mr. N, at nu gider jeg bare ikke mere. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være sådan her!!!! Hvorefter min dejlige lille datter sov til kl halv to uden at vågne! TAK...
De sidste par nætter er heldigvis gået bedre. Og al besværet med at putte hende, som der også har været, det er nu gået tilbage til normalt (7-9-13 og jeg ved godt jeg jinxer det nu!). Jeg håber godt nok, at det fortsætter på denne måde, for det andet, det var bare ikke til ar holde ud.
Og så er der det der med grøden. Altså, det gik jo over l forventning at starte hende op, og hun endte for 1 uges tid siden med at spise ca. ½-1 dl grød. Men så tænkte jeg, at vi skulle til at starte op på mos - og nu spiser hun hverken grød eller mos. Hun kniber læberne sammen, drejer hovedet væk, nægter at se på mig og ignorerer totalt at jeg sidder med en ske. Jeg får lidt i hende ved at tage skeen hen til læberne og ligesom lirke dem op. Men jeg synes det er svært, særligt fordi jeg gerne vil have det skal være en positiv oplevelse at få mad. Er der nogen af jer andre der har oplevet dette? Og hvad gjorde I ved det? Indtil videre tænker jeg, at jeg bare må blive ved med at tilbyde, forsøge at få hende til at spise lidt og når hun så bliver hidsig eller ked af det, ja så stopper jeg. Og så håber jeg bare, at det kommer på et tidspunkt.
De sidste par nætter er heldigvis gået bedre. Og al besværet med at putte hende, som der også har været, det er nu gået tilbage til normalt (7-9-13 og jeg ved godt jeg jinxer det nu!). Jeg håber godt nok, at det fortsætter på denne måde, for det andet, det var bare ikke til ar holde ud.
Og så er der det der med grøden. Altså, det gik jo over l forventning at starte hende op, og hun endte for 1 uges tid siden med at spise ca. ½-1 dl grød. Men så tænkte jeg, at vi skulle til at starte op på mos - og nu spiser hun hverken grød eller mos. Hun kniber læberne sammen, drejer hovedet væk, nægter at se på mig og ignorerer totalt at jeg sidder med en ske. Jeg får lidt i hende ved at tage skeen hen til læberne og ligesom lirke dem op. Men jeg synes det er svært, særligt fordi jeg gerne vil have det skal være en positiv oplevelse at få mad. Er der nogen af jer andre der har oplevet dette? Og hvad gjorde I ved det? Indtil videre tænker jeg, at jeg bare må blive ved med at tilbyde, forsøge at få hende til at spise lidt og når hun så bliver hidsig eller ked af det, ja så stopper jeg. Og så håber jeg bare, at det kommer på et tidspunkt.
søndag den 16. januar 2011
Årene der gik
Nu er det blevet 2011, et nyt år og med en helt fantastisk ny begyndelse fordi Astrid er her. Gik og tænkte lidt over, hvordan det sidste halve år er fløjet afsted, og samtidig så virker livet før Astrid som en fjern, fjern fortid, der knapt kan huskes!
Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.
Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!
Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..
Jeg er nu blevet 29, gift med mr. N på 3. år, mor til Astrid på 5½ måned, arbejdsløs, hjemmegående på barsel. Jeg har ikke sovet mere end 3 timer i streg siden den 3. august. Jeg har ikke været til en fest, hvor jeg drak alkohol siden september 2009. Jeg har aldrig haft så store bryster som nu! De sidste tre år har jeg max haft s.ex en gang om måneden vil jeg skyde på. Jeg har ikke været alene - sådan helt alene, uden Astrid eller mr. N eller andre - siden natten mellem den 2. og 3. august!! Jeg har fået en helt ny vifte af rynker omkring øjnene. Nogle kommer af træthed, men rigtigt mange kommer af at smile så meget. Jeg har aldrig haft så lidt tid til at tænke over tingene som nu - og havde aldrig forestillet mig helt præcist hvor meget tid man kan bruge på at tænke over bitte små ting i sin hverdag.
Jeg har heller aldrig været så lykkelig som nu. Jeg har aldrig elsket så meget og så højt som nu. Jeg har aldrig før været så skrøbelig, men samtidig har jeg heller aldrig følt mig så stærk som nu. Der er absolut INGEN der skal krumme et hår på min lille piges hoved, de kan bare komme an kan de!!
Jeg har heller aldrig vasket så meget tøj, spist så meget kage, drukket så meget chai eller kommenteret så mange fremmede menneskers små bitte babyer (seriøst, hvad er det der sker? Da jeg gik med lille bitte Astrid syntes jeg folk var vildt mærkelige når de sådan kommenterede hende ud af det blå. Nu tager jeg mig selv i at komme med præcist de samme kommentarer så snart jeg ser et barn der er mindre end hende!!!!!!!). Liver er vidunderligt, fantastisk og ben hårdt på samme tid..
torsdag den 13. januar 2011
Gamle, nye blogs
Jeg synes ellers jeg havde været omkring mig og smuglæst med her i blog verdenen, rundt omkring i små kroge, glade mødre, finurlige kreative mennesker med overskud jeg ikke anede man kunne have, udenlandske blogs, folk der er sprunget ud af skabet og folk der er blevet inde.. Men ganske indrømmet, så har jeg nok koncentreret mig om BIB'ere, det er dem der har haft fanget mit øje, fanget min interesse og hos dem jeg har genkendt mig selv i deres indlæg. Men nu er jeg faldet over to nye blogs - jeg har godt nok kun skimmet dem indtil videre, men de har begge bragt store grin frem på de tre minutter jeg sad og læste. Så nu er de tilføjet, for lidt grin i hverdagen, det må altså med. Og så kan I andre se, om I synes de er ligeså sjove som jeg synes:)
http://marenuthaug.wordpress.com
http://superheltemor.blogspot.com
http://marenuthaug.wordpress.com
http://superheltemor.blogspot.com
onsdag den 12. januar 2011
Et guds barn
Søndag den 9. januar blev Astrid døbt. Vi havde den dejligste dag med venner og familie. Stod for det hele selv, men fik god hjælp og alting gik bare så meget nemmere end jeg havde regnet med. Astrid var et pragteksemplar, der slet ikke græd eller var umulig hele dagen og som snuppede to lange lure undervejs på dagen. Og det var stort, rørende, fantastisk og uendeligt smukt at se mit lille barn i S's favn, der ved døbefonden. Det var helt overvældende. Gaver i massevis - så nu har hun både fået højstol og tremmeseng, og begge er taget i brug. Trip Trappen dog kun i 10 minutter ad gangen da hun endnu ikke kan sidde selv, men hun sidder forholdsvist stabilt i den, har dog taget to sfofbleer til siderne da hun ellers vælter lidt denne vej.
Denne uge har mr. N ferie. Jeg havde troet, at vi ville kunne nå en hel masse hyggen, og det gør vi på sin vis også, men alligevel er det druknet lidt i trætheds efterdønninger ovenpå dåben. Og jeg savner ham, min dejlige mand. Synes trætheden har været overvældende den sidste tid. Astrid har haft sovet ekstremt dårligt, og jeg har slet ikke kunnet overskue noget. Lige de sidste par dage har det været gået lidt bedre, men så er der bare så stort et underskud der skal indhentes at det endnu ikke har resulteret i overskud. Og vi har i stedet bare været korte for hovedet, sidder i hver vores verden, set serier, læst eller lignende. Aftenerne forsvinder mellem fingrene på os, uden at jeg synes vi kommer tættere på hinanden. Og jeg savner at være tæt. Jeg savner at have tid til at ligge og tale, drømme om fremtiden, nyde nutiden og bare være sammen. Jeg har gode intentioner hver eneste dag, men så bliver det aften og trætheden kommer væltende, og det føles så uoverskueligt stort at skulle prøve at blive tæt igen, som et kæmpe arbejde jeg slet ikke kan magte. Jeg håber på, at overskuddet snart kommer igen, at vi formår snart at blive tætte - for hold da op, hvor kan det ellers føles ensomt!
Ellers så synes jeg tiden løber, Astrid lærer hele tiden noget nyt. Af nye motoriske færdigheder har hun lært: I weekenden har Astrid langt om længe fundet sine fødder. Hun startede med at nå til lårerne når hun lå på puslebordet, så til knæene, så skinnebenet og nu endelig ned til fødderne. Hun er også den sidste uges tid begyndt at ryste på hovedet. Og lige netop i dag har hun rejst sig op på armene, mens hun lå på maven. Hun er desuden blevet meget mere bevidst om, hvad der er til siderne når hun ligger ned. Og så kan man rigtigt høre, at hun har fået en kalde-gråd, når hun ikke gider at ligge alene:)
Jeg vil hoppe ned til min lille engel, der ligger og kalder, at nu keder hun sig altså hernede på legetæppet.
Denne uge har mr. N ferie. Jeg havde troet, at vi ville kunne nå en hel masse hyggen, og det gør vi på sin vis også, men alligevel er det druknet lidt i trætheds efterdønninger ovenpå dåben. Og jeg savner ham, min dejlige mand. Synes trætheden har været overvældende den sidste tid. Astrid har haft sovet ekstremt dårligt, og jeg har slet ikke kunnet overskue noget. Lige de sidste par dage har det været gået lidt bedre, men så er der bare så stort et underskud der skal indhentes at det endnu ikke har resulteret i overskud. Og vi har i stedet bare været korte for hovedet, sidder i hver vores verden, set serier, læst eller lignende. Aftenerne forsvinder mellem fingrene på os, uden at jeg synes vi kommer tættere på hinanden. Og jeg savner at være tæt. Jeg savner at have tid til at ligge og tale, drømme om fremtiden, nyde nutiden og bare være sammen. Jeg har gode intentioner hver eneste dag, men så bliver det aften og trætheden kommer væltende, og det føles så uoverskueligt stort at skulle prøve at blive tæt igen, som et kæmpe arbejde jeg slet ikke kan magte. Jeg håber på, at overskuddet snart kommer igen, at vi formår snart at blive tætte - for hold da op, hvor kan det ellers føles ensomt!
Ellers så synes jeg tiden løber, Astrid lærer hele tiden noget nyt. Af nye motoriske færdigheder har hun lært: I weekenden har Astrid langt om længe fundet sine fødder. Hun startede med at nå til lårerne når hun lå på puslebordet, så til knæene, så skinnebenet og nu endelig ned til fødderne. Hun er også den sidste uges tid begyndt at ryste på hovedet. Og lige netop i dag har hun rejst sig op på armene, mens hun lå på maven. Hun er desuden blevet meget mere bevidst om, hvad der er til siderne når hun ligger ned. Og så kan man rigtigt høre, at hun har fået en kalde-gråd, når hun ikke gider at ligge alene:)
Jeg vil hoppe ned til min lille engel, der ligger og kalder, at nu keder hun sig altså hernede på legetæppet.
lørdag den 1. januar 2011
Kære Astrid - 5 måneder
Min elskede lille pige, nu er du snart 5 måneder! Og jeg lærer om, hvor hurtigt livet kan gå forbi, hvor meget jeg ville ønske jeg engang imellem kunne fryse tiden, så den stod helt stille lige nu og her, mens lykken er så ubeskrivelig stor. Jeg forsøger at nyde dig så godt jeg overhovedet kan, men desværre så drukner det hele engang imellem i praktiske ting, træthed og småskænderier.
Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.
Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)
I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.
Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)
Du er jo helt vidunderlig:) Du smiler, du har grinet rigtigt for første gang for 3 uger siden, men det er ikke nemt at få dig til det. Dine øjne kan slå smut, og du er virkelig begyndt at charme. Du er også blevet mere og mere bestemt, og hvis jeg prøver at få dig til et eller andet du ikke gider, så stikker du i et højt hyl. Du putter alting i munden, legetøj, fingre, stofbleer, vanter, hår og hvad du ellers lige får fat i. Du ormer dig rundt, triller ligeså fint fra mave til ryg (det fik du lært her mellem jul og nytår), så det er blevet lidt af et arbejde at få dig til at blive på maven. Det går ikke helt så nemt den anden vej, men du nærmer dig det. Du er også begyndt at løfte hovedet når jeg ligger dig ned, så du ligger der i en lang mavebøjning indtil du får din vilje og kommer op at sidde eller stå. Vi er så småt startet op på grøden, og efterhånden så er du ved at være glad for det. Du koncentrerer dig så meget at man kan høre det på din vejrtrækning, og du bliver helt skeløjet når du skal følge skeen. Du elsker at drikke vand af en kop, rækker hele tiden ud efter koppen, og bliver sur når jeg prøver at fjerne den. Det er dog temmelig begrænset hvor meget der kommer indenbords.
Nytårsnat klarede du bedre end jeg havde regnet med. Vi var tidligt i seng, da mr. N skulle op på arbejde, men vågnede kl 00:16 da fyrværkeriet virkelig bragede. Og du slog øjnene op, og så kiggede du ellers rundt med de største øjne. Du græd slet ikke, men nysgerrig det var du, og jeg fik dig først til at sove da klokken var to. Og så tog vi lige en lille vågen tid mere fra halv fem til klokken seks. Så lidt træt nåede jeg alligevel at blive:)
I det nye år skal der ske en masse ting. Om en lille uges tid skal du døbes! Og jeg kommer vist til at få rygende travlt eftersom vi skal stå for det hele selv og vi intet har handlet eller gjort klar endnu!!! Og så skal vi starte til holdundervisning til babysvømning, så bliver det spændende om vi lærer noget nyt. Og vi skal også starte til noget babyrytmik halløj. Mr. N har ferie i januar og marts, og til maj tager han sin barsel, så forhåbentlig kommer vi lidt ud at rejse, og ser noget andet end bare lejligheden.
Vidunderlige Astrid - hold kæft hvor er livet bare fantastisk med dig i det:)
Abonner på:
Opslag (Atom)