Seperationsangst

Seperationsangsten holder sit indtog herhjemme og hold nu op, hvor er det op ad bakke! Jeg havde glemt, at det var sådan i denne periode. Lillemanden skriger så snart jeg vender ryggen til ham når vi er alene sammen. Han er en stædig lille rad, der bare gerne vil have det som han ønsker:) Nyeste nummer er at række tunge mens han spiser, så maden ryger ud igen! Han har også meget bestemte meninger om, hvad han ønsker at spise, og til tider kan det være meget svært at gætte hvad han har fået øje på. Men hamn spiser intet førend han får det han kan se han vil have! Det betyder at jeg gemmer f.eks tomater og avokado, for hvis han først ser det så spiser han ingenting førend han har spist alt tomaten og avokadoen! Tænk man kan være sådan en lille bestemt herre allerede:)

Han er endelig begyndt at møffe lidt rundt. Kan komme en meters penge frem hvis han virkelig vil, men ellers ligger han bare og flyver som en pingvin og skælder ud på mig over at jeg ikke tager ham op.
Han er nu ellers et glad barn, smiler og riner og observerer. Han er mere forsigtig end jeg husker store A var. Han rører ikke bare lige ved tingene. Først så kigger han på det, og så tager han meget forsigtigt hånden frem mod det, og rører med fingerspidserne, og så holder han puase og ser lidt mere på det og dererfter kan han begynde at røre lidt mere. Men han griber ikke bare ud efter noget som han ikke har set før. Han elsker titte-bøh lege, at vælte tårnene som jeg bygger, at blive sunget for gør ham helt elektrisk og han bliver nogen gange helt stille og sidder bare med store øjne og ser på mig imens. Og så er han madglad - al mad bliver indtaget under mange "namnamnam" lyde. Han har ikke hørt efter i timen om at babyer godt kan lide banan, pære og kartofler! Men ellers er der ikke meget som han ikke spiser.

Han er simpelthen så lækker og dejlig:) Han får mit hjerte til at synge og briste af glæde. Når jeg ser på mine to børn tænker jeg at det er vildt så heldig jeg har været (når jeg altså ikke tænker, HOLD NU OP - hvilket også sker relativt tit med min 3½ årige absurd stædige og grænsesøgende og opmærksomhedskrævende pige og min knap 9 mdr gamle, seperationsangste og frustreret over jeg ikke kan kravle dreng!)Men de er jo fantastiske, og når den store gider lege med den lille, og jeg kan se hvordan han hviner af fryd og basker med armene af glæde når han ser hende - så er verden vidunderlig:)