Der var 2, der var 3, der var 4....

Min utålmodighed skulle ikke vente meget længere - lillebror kom til verden 23.08.13 kl 04.21:)

Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.

Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.

Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)

Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.

Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!

Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)