Håbefulde historier

Historier der vækker min lille naive, håbefulde pige, der tænker at en dag lykkes det da også for os på helt naturlig vis, dem har man jo hørt om, læst om men endnu har jeg aldrig mødt dem. Det vil sige lige indtil det vennepar jeg fortalte var gravide kom til middag i fredags. De fortalte først at de var i behandling da de var blevet gravide, og uden specialt mange detaljer. Det jeg dog kunne forstå var, at det havde været gennem det offentlige og private system i lang tid og hun blev gravid ved deres sidste IVF forsøg - ellers havde de sagt at nu var det slut. Så mange, mange års behandling lå bag dem. Og denne gang har de sørme da formået at blive gravide helt uden hjælp og planlægning! Heldigvis blev jeg til min egen store lettelse blot glade på deres vegne, og misundelsen er minimal. For jeg kan jo sagtens forstå at det er et mirakel i sig selv og gud, hvor jeg under dem det.

Et sted dybt i mig kommer der dog det evige, konstante pres op - hvorfor er det lige at vi ikke kan blive gravide helt selv? Vi burde jo ligesom kunne, der er jo intet i vejen med os og jeg blev gravid ved insemination. Det er jo næsten ingen hjælp at få - så hvorfor lykkes det ikke?? Jeg ved ikke om det er nemmere at acceptere man har behov for hjælp hvis man har en god grund til at man skal have den. Men jeg synes i hvert fald det er svært, at der ikke er nogen god forklaring. For så kommer der bare endnu flere tanker op om, at så er det jo nok noget jeg gør forkert. Så er det nok fordi vi ikke har nok s.e.x, eller fordi jeg ikke fik/får en o.r.gasme, eller fordi jeg spiste noget forkert, eller fordi jeg ikke fortjener det......

Men men, lige nu er jeg startet på Pergotime, CD4 i dag, scanning på mandag. Og så er det da selvfølgelig denne gang der er lykkens gang. Selvfølgelig er det da det!

Naivitet

Hvordan kan jeg stadig have et lille håb om, at det selvfølgelig er fordi jeg er gravid, når mens ikke lige kommer til tiden? Altid, så ligger det der, lige under overfladen.. Det kunne jo være det var nu det var vores tur til at være dem der pludselig kunne selv. Vi burde jo ligesom kunne. Selv i dag - efter en cyklus hvor vi har været sammen lige præcis en gang, hvorefter jeg blev syg (ja på ferie!), fik antibiotika, fik udslæt, åd antihistaminer for ikke at klø mig selv ihjel, fik hovedpine og tog panodiler en masse, fik svamp og blev behandlet med miconazol - ja så tænker jeg tanken, fordi mens skulle være kommet i dag og ikke er kommet endnu. Så stort er håbet, at jeg blev nødt til at gå ud og tage en test blot for at bevise overfor mig selv at der kun er en streg på testen. Hvilket der selvfølgelig kun var! Jeg er træt af det håb, træt af at blive ked, træt af at vente på en cyklus der bare ikke gider være ens fra gang til gang.
Hende den lille naive pige, der sidder derinde med skumle tanker om at vi en dag selv kan lave et barn og det også lykkes inden for sådan nogenlunde acceptabel tid, hun trænger til et nyt sted at bo!

Det sted... igen!

I dag ringede nogle af vores gode venner. Sidste år i august fik de en fantastisk lille pige efter mange års kamp mod barnløshed. I dag ringede de for at sige, at hun var gravid igen og venter lille ny til januar. Og til trods for den glæde jeg føler for dem, så er min primære følelse lige nu misundelse. Alle de grimme monstre stikker hovedet frem. Jeg føler mig hensat til tiden før, tiden hvor vi ikke vidste om det ville lykkes os og hvornår det evt. ville være. Jeg er træt af at vente. Jeg er træt af ikke at være "succes" historien hvor næste graviditet bare kommer hoppende inden man overhovedet når at se se sig for. Jeg er træt af at føle mig overhalet indenom. Træt af grimme følelser.

Og oveni kommer der så en hel bunke nye grimme følelser. For hvordan kan jeg tillade mig at have det sådan her, når jeg allerede har været så ufattelig heldig at få min lille, vidunderlige pige? Og er det ikke bare hvad jeg fortjener? Vi har jo ikke været igennem særlig meget rent behandlingsmæssigt i forhold til så mange andre (alle jer andre)! Og har jo blot prøvet en enkelt gang denne omgang. Hvorfor er det så alligevel så ufatteligt svært? Det her sted - det er bare ikke spor rart at være der!!

Ferie og syg pige

Imorgen kl 7 går flyet mod gran canaria. I dag kl 4.30 steg A's feber til 39 og hun er bare et lille klattet menneske der hænger og slet, slet ikke er spor frisk. Vi hælder stærkt mod at tage afsted alligevel. Tror blot det er snot - har fået tjekket hendes øre osv hos vores læge i dag, og der er intet andet oplagt fokus end den forkølelse hun har været sløj af gennem de sidste par dage. Tanken om at blive hjemme i regnvejr med et styks syg pige er bare ikke spor sjov. Og hvis det er forkølelse eller anden virus, så burde hun jo have det bedre allerede imorgen eller overmorgen. Og hvis det er en bakterie, så har vi antibiotika med til at starte op..... Men puha, håber bare hun får det bedre i løbet af dagen så vi ikke er helt så meget i tvivl om hvorvidt vi er meget dårlige forældre hvis vi tager afsted med vores feber klattede pige. Hvad ville I gøre?

Ferie

Dagene går, og med dem bliver skuffelsen lagt bag os. Der kan man virkelig mærke, at det ikke er det samme at forsøge at få et nummer 2 mirakel, som det var med nummer 1. Men alligevel er jeg overrasket over, hvor meget det fylder, hvor meget mine tanker kredser i ring og hvor utålmodig jeg er.

Nyt forsøg falder sammen med vores ferie, og bliver derfor til en pause i stedet. Vi tager til de varme lande en uges tid på onsdag og jeg glæder mig. Vælger at tænke på rødvin til maden og drinks på balkonen i stedet for at ærgre mig over, at vi springer en måned over. Og så håber jeg at vi kan få det til at passe sammen med arbejde i august uden alt for meget besvær.

Mens til tiden

Mens kom tidligt i morges. Jeg er træt. Og temmelig irriteret over at arbejdsuniformen er hvid!! Og alle de der tanker. Lige nu er jeg for træt til at rumme dem, for træt til at nævne dem, så der bliver lagt låg på og lavet distraktions øvelser.

Min smukke A, har tilgengæld fået et par ekstra kram, som hun overbærende har modtaget:)

180 grader vending

Så hurtigt som tingene kan ændre sig! Et styks brunligt (u)dflåd senere og optimismen er forsvundet. Venter mens snart. Og der er meget, meget langt ned lige nu. Længere end jeg troede. Og samtidig så mange nye følelser - som f.eks. en skøn ny omgang dårlig samvittighed over at jeg ikke bare har nok i min fantastiske lille A. Over at jeg virkelig bruger tid på at tænke på behandling og et barn, der slet ikke er endnu, i stedet for at nyde hende vi har. Øv...