Naivitet

Hvordan kan jeg stadig have et lille håb om, at det selvfølgelig er fordi jeg er gravid, når mens ikke lige kommer til tiden? Altid, så ligger det der, lige under overfladen.. Det kunne jo være det var nu det var vores tur til at være dem der pludselig kunne selv. Vi burde jo ligesom kunne. Selv i dag - efter en cyklus hvor vi har været sammen lige præcis en gang, hvorefter jeg blev syg (ja på ferie!), fik antibiotika, fik udslæt, åd antihistaminer for ikke at klø mig selv ihjel, fik hovedpine og tog panodiler en masse, fik svamp og blev behandlet med miconazol - ja så tænker jeg tanken, fordi mens skulle være kommet i dag og ikke er kommet endnu. Så stort er håbet, at jeg blev nødt til at gå ud og tage en test blot for at bevise overfor mig selv at der kun er en streg på testen. Hvilket der selvfølgelig kun var! Jeg er træt af det håb, træt af at blive ked, træt af at vente på en cyklus der bare ikke gider være ens fra gang til gang.
Hende den lille naive pige, der sidder derinde med skumle tanker om at vi en dag selv kan lave et barn og det også lykkes inden for sådan nogenlunde acceptabel tid, hun trænger til et nyt sted at bo!