Testerier

Testdag er i morgen. Og jeg har ikke helt kunne finde ro, har været rastløs og debatteret frem og tilbage, om jeg nu skulle tisse på sådan en test eller ej. På den ene side, så vil jeg jo gerne bare vide svaret. Og på den anden side, så kan jeg slet ikke overskue at kigge på endnu en negativ test. Så i går aftes besluttede jeg mig for at teste her til morgen. Men da det blev morgen kunne jeg ikke mande mig op til en negativ test, og lod være. Nu sover min lille pige til middag og min test trang blev for stor! Så testet blev der på en svag middagsurin!

Og sørme om jeg ikke kan se en fin lille ekstra streg!!! Jeg har prøvet at uploade billedet men blogger vil ikke samarbejde. Jeg har hjertebanken, og er spændt, men også nervøs og synes det er temmelig angst provokerende. Jeg krydser mine rystende fingre for at stregerne bliver ved at blive der!!

Træt venten

Testdag nærmer sig med raske skridt. Og mit testmonster stikker sit store hoved frem. Jeg har mens lignende fornemmelser i underlivet sådan on-off. Og har på den ene side lyst til at teste så jeg bare kan få af vide, at den er negativ og så få det overstået. På den anden side, så ved jeg jo af erfaring, at en negativ test før tid ikke er ensbetydende med at løbet er kørt. Hold nu op hvor kan man blive træt af ventetid. Og primært så er jeg bare træt for tiden. Konstant og hele tiden træt. Underskud fra nattevagter og så har vores nætter båret præg af en lille pige der har haft lidt vågen tid sådan ca omkring kl 3 i mange, mange, mange nætter. Oftest falder hun i søvn igen når hun kommer ind i vores seng, men det der med at skulle have afbrudt søvn, have nattevagter hvor man ikke sover og så mere afbrudt søvn - det er altså ikke optimalt.

I går blev hun syg, min lille pige. Havde 39,0 hele dagen, og i dag det samme. Så vi er hjemme, hende og jeg. Kigger ud på sneen, som vi egentlig begge gerne ville ud i, men ingen af os har overskuddet til det. Ville ønske der kom nogle flere interessante ting på Ramasjang, når nu hele ens egen DVD kollektion bliver affærdiget af en pige, der mener hun har set det hele lidt for mange gange (hvilket hun nok også har).

Mere venten

Har testet Ovitrellen ud af kroppen i dag - eller det lyder som om, at jeg fysisk har drevet Ovitrellen ud af kroppen, og det har jeg jo ikke. Men tog en test, og den var bragende negativ! Så nu venter og venter jeg. Og håber er pludselig ikke eksisterende. Huden opfører sig som om den er PMS'et, og humøret stadig ligeså. Jeg håber det bare skyldes træthed, men jeg har mine tvivl! Eneste såkaldt "positive" symptom er at jeg synes min mave er enormt oppustet efter bare en enkelt bid mad. Og det kan man så bruge lang tid på at tænke over, om det nu skyldes det ene eller det andet. Nu må det gerne snart være den 12.12!!!

Brok!

Jeg sidder her med den paradoksale følelse af at tiden snegler sig afsted samtidig med at jeg slet ikke kan følge med! Jeg vågnede i morges og tænkte, jeg kan da lige tage en test. Og så tænkte jeg - nej der er kun 2 dage til testdag, så kan jeg ligeså godt vente. Indtil det gik op for mig at det IKKE er nu på onsdag der er testdag, men først næste onsdag! Jeg synes det er en forfærdelig lang venteperiode denne gang. Om det så er fordi håbet er lidt større, eller fordi jeg bare er træt af at vente, det ved jeg ikke helt. Men jeg synes det er vildt at der stadig er over 1 uge til testdag!!!

Og jeg er gnaven, rastløs, træt og i dårligt humør uden at vide hvorfor i dag. Jeg føler mig tyk og oppustet, og det giver mig sjovt nok kun lyst til at spise endnu mere usundt og begrave mig selv under en dyne med en pose slik ved min side. Jeg synes virkelig at mavedellen har fået sit eget liv det sidste stykke tid, uden at jeg egentlig synes jeg har gjort noget anderledes end jeg plejer. Mon det bare er alderen der er ved at trykke lidt på stofskiftet, så fedtfordelingen bliver anderledes? For vægten er umiddelbart rimeligt stationært. Eller også er det bare mig der har fået mere fokus på den der mavedelle og synes at den er helt forfærdelig og kan ses i alt mit tøj uanset hvad jeg gør.

Nej hvor jeg brokker mig! I morgen bliver forhåbentlig en bedre dag!!

Ventetid

IUI i tirsdags, med 35 millioner oprenset. Ham der inseminerede mig, var ham der gjorde mig gravid med Astrid. Jeg tog ÆL sprøjten mandag kl 9.30 og var til IUI tirsdag kl 15.30 - Claus scannede mig inden og kunne se der allerede var ægløsning. Så jeg tænker at alle de andre gange hvor sprøjten er taget om aftenen to dage før IUI, at der har det nok været for sent!! Men jeg ved det ikke. En ting er i hvert fald helt sikkert - hvis det ikke lykkes denne gang, og vi må videre til IVF, så skal jeg have en snak med dem om hvornår den ÆL sprøjte præcist skal tages.

Men det bliver jo slet ikke nødvendigt, vel? For nu er det jo nu det lykkes!! Har "heldigvis" masser af arbejde at se til for at få de næste par uger til at gå hurtigt. Desværre involverer det også en masse nattevagter, der altså er noget mere travle det nye sted end det gamle. Men til gengæld spændende:)

Vente, vente, vente...

IUI igen igen igen

Mens kom i dag, og ny cyklus venter forude. Jeg har tænkt lidt over det, og besluttet at denne cyklus bliver en vanlig cyklus. Dvs. pergotime fra CD3-7 som jeg plejer og som jeg aldrig har lavet for mange æg på. Dermed også sagt at jeg ikke forventer en IVF denne omgang. Jeg kan ikke lige overskue den snak som det nok kommer til at kræve med ny arbejdsgiver, hvis IVF skal være en realitet. Hvad har I andre egentlig gjort? Sagt det til arbejde inden i startede eller set om det kunne lade sig gøre uden at informere arbejdsgiver?
Jeg er ikke super forhåbningsfuld for at det vil lykkes, men nu tager vi et sidste IUI forsøg og så planlægger jeg lige lidt med Svend, hvad og hvordan vi gør hvis dette ikke lykkes.

Ugen der gik

Lige den sidste uges tid, har der faktisk været så meget at se til, at jeg næsten ikke har tænkt over, at behandling er aflyst og hvad den næste bringer.

Afsked med det gamle arbejde, velkommen til det nye og en lille pige, der har brækket sig ud over det hele (inklusive i min mund midt om natten!!). Har bare brækket sig hver gang hun hostede, været klattet og uden appetit. Nu er hun heldigvis frisk igen. Men overgangen dertil har været lidt sej. Hun er nemlig en stædig lille en, min elskede A. Så søndag brugte vi 40 min på at forklare hende at hun altså skal sove middagslur, mens hun bare skreg alt hvad hun overhovedet kunne. Mandag morgen startede lige sådan, og mandag aften sluttede lige sådan. I dag startede igen med en skrub hysterisk og højt grædende pige, men til aften er det heldigvis gået rigtigt godt:)Lige præcis på de tidspunkter tænker jeg på, hvordan katten man klarer det, når man har to børn, eller tre, eller fire for den sags skyld?? Og får alligevel mine tvivl om vi overhovedet kan klare det? Men jeg håber nu stadig, at det vil lykkes for os en dag...