Tabubelagte følelser

Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!

Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..

At være alene

Mr. N er på weekend vagt denne weekend, dvs. tog afsted fredag morgen og kommer først hjem mandag morgen (og dte kun fordi han har bedt om fri den dag). SÅ Astrid og jeg er alene denne weekend, og det har bare været benhårdt.

Astrid har den sidste uges tid døjet med maven, gik fra at have afføring 5-8 gange i døgnet til slet ingenting at have i 3 dage, derefter en omgang og så ingenting igen. Og hun har været så ulykkelig min lille pige, skreget hver gang hun slog en lille prut og presset og presset uden der kom noget. Det kulminerede fredag nat hvor hun bare græd og græd, og hver gang hun skulle ammes lavede hun bare flitsbue og blev helt hysterisk. Det var som om, at det gjorde ondt på hende at blive ammet tror jeg. Og jeg blev helt desperat til sidst, vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre. Det fortsatte ind i lørdagen, hvor hun bare skreg hver gang hun skulle ammes, hver gang jeg prøvede at ligge hende til brystet, så tilsidst måtte jeg stå op med hende, hoppe og holde hende lodret og så ville hun tage fat. Imorges gav jeg op og gav hende noget lactulose, jeg har ellers haft det sådan at jeg helst ikke ville påvirke hendes egen tarmfunktion for meget, men da jeg så hende igen imorges presse og skrige uden nogen effekt så blev det simpelthen for svært. Om det så er lactulosen der har virket allerede, eller om det ville være kommet alligevel, så har hun i hvert fald haft en ordentlig omgang her i eftermiddags. Sjovt at man kan blive så lettet og glad over afføring:)

Idag har hun heldigvis ikke skreget ved hver amning. Der var lige en enkelt skrigetur her til aften, men først da hun havde spist fra det ene bryst og også taget en del fra det andet. Så nu er jeg mere beroliget og håber det hjælper.

Ellers er hun bare ved at blive stor, min lille pige. Hun er blevet så god til øjenkontakt, kan fange mit blik på lang afstand, fx. fra vuggen når jeg står hende ved døren (næsten). Og hun smiler med hele munden åben, øjnene stråler og hun charmer mig til at gøre alting:) På puslebordet har hun virkelig fået øjnene op for sin sommerfugle uro, følger dem rundt med øjnene og er helt fascineret. Det går også bedre med at ligge på maven, idag har hun bare været så dygtig og hun er virkelig god til at holde sit hoved oppe. Kan faktisk løfte sig helt op på underarmene (når hun ellers vil!!). Hun begynder også på bevægelser, der vil få hende til at trille - men jeg har ikke været så god til at lade hende ligge på maven på gulvet, så det er ikke sket endnu. Vi har bestilt et aktivitetstæppe, så det glæder jeg mig til kommer.

På tirsdag er hun 8 uger, og jeg synes tiden er fløjet afsted, samtidig med at jeg føler det er år siden jeg sidst sov ordentlig. At være på barsel med et lille barn er en underlig blanding synes jeg. På den ene side - ja så keder jeg mig altså herhjemme, men på den anden side så orker jeg slet ikke alle de ting jeg gerne vil. En enkelt ting om dagen, og så er jeg træt. Men intellektuelt og socialt der savner jeg, at der sker noget mere. På tirsdag skal jeg til lægen, og så regner jeg med at komme igang med træningen igen. Så kommer der lidt flere aktiviteter på dagsprogrammet. Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde roen lidt endnu inden Astrid skal ammes og vi begge skal puttes til natten. Og så er vi to iugen fra imorgen af - det bliver skønt!

Man tror jo det er løgn..

Brystbetændelse på højre bryst næsten overstået - rødmen er næsten væk, en anelse ømhed tilbage og alment klart i bedring. Har heller ikke lavet andet i weekenden end at blive passet på af mr. N og så været ude på en enkelt gåtur.

I går blev Astrid ammet kl halv otte efter putteritual, som er at pusle, give babymassage, og så natdragten på. Blev lagt lidt over otte og sov. Jeg hoppede i seng til vanlig tid - dvs. ved ni tiden (sørgeligt men sandt). Og så skete det helt fantastiske at Astrid først vågnede klokken halv to. Helt fantastisk for søvnen, men man tror jo det er løgn for sørme om ikke venstre bryst var helt spændt, ømt og i løbet af morgenen er begyndt at blive rødt!!!!! Er så forbandet træt af de her bryster lige nu. Forstår simpelthen ikke, hvorfor de skal være så oversensitive. Det kan jo ikke være meningen at jeg skal vække hende om natten, når nu hun endelig lige tager sig en lang lur. Eller at jeg skal op og malke ud mens hun sover! Hvorfor i alverden er naturen skabt sådan at det kun er kvinderne der har brysterne???

Denne gang er rødmen mere diffus, den plejer at være lokaliseret til en kvadrant af brystet men denne gang spreder den sig over halvdelen af brystet, endnu kun i området lige et par cm fra brystvorten og ikke helt ud til kanten. Der er ømhed et af stederne men ikke svarende til hele det røde område. Og jeg er lidt nervøs for, hvad det skal udvikle sig til. Har det alment fint indtil videre. Og der er jo ikke andet for end at amme, varme omslag, malke ud efter hver amning og slappe af, ikke fryse. Og så vente og se, hvad der sker. Sådan noget møg! Er simpelthen så træt af mine bryster. Ville ønske jeg kunne tage dem af og smide dem ud!!

Weekenden aflyst

Ja, det gik super fint med mødregruppen, de virker rigtigt søde og vi skal mødes hos os i næste uge. Togturen til Næstved for at mødes med mr. N gik også fint - men stress niveauet har alligevel været højt og lillepigen tog sig nogle gevaldige skrigeture både undr mødregruppe og under togturen. Og da jeg så kom frem til mr. N's arbejde så kunne jeg mærke det ene bryst begyndte at gøre ondt. Og ganske rigtigt - en tur ud til spejlet viste de fine, røde pletter der fortæller mig at brystbetændelsen endnu engang er på vej. Og nu gør brystet bare nas, så vi vendte snuden hjemad igenm og aflyste weekendens tur. Og jeg er bare helt modløs lige nu, var lige blevet så glad fordi amningen bare kørte derud af. Gider ikke mere!

Jeg tror det må være min krops måde at sige stop på, det her brystbetændelse. For jeg har ikke fået træk, hun har diet så fint og brysterne har været tomme og slappe efter hver amning ligesom de skal være. Så eneste forklaring er, at det er kommet fordi jeg har bidt over lidt for meget idag! Øv..

Mødregruppe

Sidder her med sommerfugle i maven, nervøs ligesom før første skoledag. I dag skal jeg mdes med min mødregruppe for første gang og er temmelig spændt. Håber meget på at det er nogen mennesker som jeg kan få en god tid med, har ikke så mange andre at trække på til daglig når alle andre er på arbejde. Føler mig lidt fjollet, at jeg er nervøs - men sådan er det bare! Desuden også lidt spændt på, hvordan det kommer til at lykkes at skulle være der på et bestemt tidspunkt. Særligt fordi lillepigen ligger og sover sødt lige nu - og helst skal nå at blive ammet og ouslet indenfor den næste time hvis vi skal nå det! Ja, ja - de store problemer man kan have:)

Ellers går turen igen til det mørke vest og svigerfamilien. Så jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend:)

Træthed og skrigeture

Lige for tiden synes jeg trætheden er overvældende. Og med den er der frit udspil for usikkerheden, der vælter ind over mig. For min lille pige er begyndt at tage sig nogen gevaldige skrigeture,. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt. Jeg tror, at det er maven der bøvler, for jeg kan høre den rumler og nogen gange kommer der nogle ordentlige prutter, og så er det som om hun falder lidt til ro. Men jeg ved det ikke..

Tusinde spørgsmål kører i ring i hovedet på mig. Er det maven? Er det sult - eller er det for meget mad? Er det nu hun tager appetitspring og bør jeg derfor give hende mad ligeså snart hun skriger? Og hvad hvis det ikke er - får hun så ikke bare ondt i maven af for meget mad? Skal de tage appetitspring, og hvordan ved man om de har et? Er det i virkeligheden overstimulation? Eller for lidt stimulation? Og hvor er brugermanualen så jeg kan slå de her ting op????
Indtil videre er strategien, at jeg prøver at trøste hende ved at vugge/danse/gå og give hende sutten. Hvis hun bliver ved at skrige og spytte sutten ud i mere end 10 minutters tid, så får hun mad, fordi jeg tolker det som at hun nok er sulten så. Det har resulteret i, at hun falder til ro men også at hun får mad hver 2.-2½ time i løbet af dagen for tiden, i stedet for de 3-3½ time der gik før. Heldigvis (7-9-13) har hun ikke været helt ligeså bøvlet om natten og der går derfor stadig 3-4 timer imellem hver amning der.

Og så er jeg bare en mindre gavmild, sjov og flink person at være sammen med når jeg er træt! Og jeg synes, at det har været nogle hårde dage og en hård start på at være alene med Astrid. Mr. N havde døgnvagt onsdag, kom hjem igen torsdag eftermiddag - brugte aftenen på at pakke og ordne praktiske ting, og tog så til det mørke vest fredag morgen da han skulle til begravelse. Kom hjem igen lørdag eftermiddag. Men det var meget tid, hvor jeg var alene om ansvaret synes jeg. Og det tog altså på kræfterne! I aften skal han til et møde mht. en polterabend kl seks, så der er jeg alene igen med lillepigen - og det er jo ingen katastrofe... Fraset i mit trætte hoved hvor det eneste jeg kan fokusere på er, at jeg skal være alene og selv lave aftensmad, og hvordan jeg skal nå det hvis hun igen tager sig en skrigetur?? Suk - det er ikke sådan jeg har lyst til at være, men det er altså lidt svært at grave overskuddet frem!

I næste uge skal vores hovedtrapper lakeres, så der kan den ikke bruges i 1 uge (efter planen - håber de overholder den!), og barnevognen må ikke stå der, så bagtrappen skal bruges i stedet. Og jeg tror ikke jeg har lyst til at være her med lillepigen mens de lakerer med en eller anden stærk, giftig industri lak. Så taskerne skal pakkes og vi tager hjem til mormor når de begynder at lakere. Det er altså bare lidt mere besværligt!!! Men, mon ikke det går?

Sikken et brok indlæg - jeg prøver igen på et andet tidspunkt, hvor trætheden er knap så overvældende. For egentlig vil jeg jo gerne fortælle om, hvor dejlig min lille pige er, hvordan hun er begyndt at smile til mig, hun er begyndt at sutte på hænderne og finde ud af de tilhører hende, hvordan hun begynder at pludre og efterligne mit ansigtsudtryk, og hvordan hun bare smelter mit hjerte fordi hun er så helt igennem fantastisk dejlig. Og hvordan jeg kan ligge om natten med hendes lille varme krop tæt ind til min og bare ae hende ned langs ryggen og tænke over, hvor stort et vidunder det er, at det er min lille datter der ligger her hos mig, min perfekte lille datter. Hvordan jeg har lyst til at tage hende op til mig og holde hende tæt, for det bedste i verden er at mærke hendes krop tæt ind til min. Kærligheden vokser for hver dag der går, og jeg forsøger at huske at sætte pris på den kæmpe lykke der er overgået os - også midt i mine træthedståger.

Barsel alene

Så er mr. N startet på arbejde igen. Vi var begge lidt nervøse i mandags, men indtil videre er det gået ganske fint:) Jeg synes dog det er lidt hårdt at være alene med Astrid, særligt når hun tager sig en skrigetur eller bare er en hængetrold, der synes hun skal være på armen hele tiden. Men tilgengæld smelter hun mig også bare når hun giver mig et smil eller når hun en sjælden gang imellem falder til ro og ligger og sover på brystkassen:)

Jeg har to veninder, der har fri i denne måned og havde glædet mig til at skulle underholdes lidt af dem. Men deres børn hiver infektioner med hjem fra institution og smitter deres mødre, eller holder dem hjemme hos syge børn. Så alle vores aftaler bliver aflyst, hvilket gør, at jeg altså savner noget selskab, der svarer med andet end skrig når man taler! Næste fredag skal jeg mødes med mødregruppen for første gang - er meget spændt, håber at møde nogen jeg kommer godt ud af det med, for ellers skal jeg finde underholdning andre steder fra. Det ville bare være dejligt at have nogen jeg kan mødes med, tale med og fylde dagene ud med lidt andet end amning, bleer og skiftning, putning, trøstning og vaske tøj, handle ind og vaske op. For det er ca. hvad jeg har fået dagene til at gå med indtil videre. Men tilgengæld har jeg haft succes med mine delmål - nemlig at komme i bad og komme udenforx1 dagligt. Og det er lykkes:)

I tirsdags var Astrid til 5 ugers us. 4,1 kg, 56 cm og 38 om hovedet. Og ellers bare rigtig fin:) Men det vidste jeg jo godt:) Næste us. er min 8-ugers us., hvorefter jeg glæder mig til at komme igang med at træne igen. Fik anbefalingen at vente til efter 8 ugers us. - ikke fordi selve undersøgelsen skulle gøre til eller fra, jeg fik jo ikke nogen stor bristning. Men blot fordi, det skulle være en god ide lige at give musklerne i underlivet tid til lige at komme sig og blive lidt stærke igen, inden man hopper på step bænken. Men jeg glæder mig til at træne kroppen igen:)