At dele glæden

Det er nu 2 uger siden jeg første gang mærkede liv. Det er kun blevet tydeligere, og jeg nyder det mere end jeg kan beskrive når den lille giver lyd fra sig derinde. Imorges var det en hel lille gymnastik øvelse den fik lavet:) Jeg har prøvet at holde mr. N's hånd på maven, vi har været tålmodige, men har ikke kunnet mærke det. Jeg synes ellers godt jeg i et stykke tid har kunnet fornemme bevægelserne i fingerspidserne.

Idag da jeg lå på sofaen, læste min bog, så begyndte den lille at give lyd fra sig. Mr. N var lige kommet hjem, lagde hånden lidt tungere på maven end ellers og pludselig sagde han: var der ikke noget der? Lige efter at jeg havde mærket den lille:) Det er kæmpe stort at kunne dele lykken over at kunne mærke den lille med ham, jeg lå bare der og smilte over hele femøren med tårerne i øjenkrogen, og så blev vi begge belønnet med endnu et lille puf derinde fra.

Ellers har Angelsounds været til stor glæde. Både som beroligelse, hvis jeg får indt i maven eller ikke synes jeg har mærket den lille så meget en dag. Men også til at dele glæden overt kunne høre hjertet, høre den bevæge sig rundt. Og ikke kun med mr. N men også med de kommende mormor og morfar, onkel samt oldeforældre. Og mine veninder. Og hver gang er det fantastisk at få lov at dele glæden, og fantastisk at se glæden i deres øjne over det lille liv der vokser inden i mig. Jeg føler mig så heldig når jeg ligger der og lytter til mit lille barn, og har muligheden for at dele det med dem der betyder mest her i livet:)

(Lidt sødsuppe rørstrømsk kan jeg vist godt være!!! Tror det er hormornerne der spiller mig et puds - de får skylden for mange ting:))

Frækkert:)

Vi venter os en lille stædig frækkert:) Var til MD scanning idag, og til trods for at scanningsdamen forsøgte i 25 min., jeg løftede numse, rystede mave, blev sendt ud at gå tur i 20 minutter, drak koldt vand og så blev scannet igen - ja så ville den lille frækkert bare ikke ligge sig ordentligt! Så resultatet er en ny scanning på onsdag i stedet. Det siger jeg jo heller ikke nej til:)

Men det de kunne se så alt sammen fint ud. Hovedet var perfekt, tre kat i navlestrengen, moderkagen liggende bagtil og opadtil, 10 fingre og 10 tæer, hjertet med fire kamre og flot flow. Så mangler der bare lige resten af organerne og forhåbentlig et køn. Var ellers ikke specielt nysgerrig, men det er jeg altså pludselig blevet:) På onsdag tager min mor med da mr. N desværre ikke kan få fri. Men alting så jo ud til at være helt i orden, så vi tager det stille og roligt og håber den lille frækkert er lidt mere samarbejdsvillig på onsdag:) God weekend derude.

18+5

Jeg synes tiden flyver afsted lige nu - mon ikke jeg kommer til at føle det anderledes senere hen? Men lige nu synes jeg, at der er tusinde ting vi skal nå inden det bliver sommer. Idag skal vi ud at se på et hus - havde en lang snak igår. Mit redebyggerinstinkt er kommet noget så krævende frem, og det at hele fremtiden er så usikker med job og bolig, det bruger jeg bare virkelig meget energi på! Og det er frustrerende når det er ting jeg ikke bare sådan lige kan ændre på. Så nu har vi sat en grænse dato for hvornår vi begyndet at se på noget lejebolig i stedet, som er mere praktisk end det vi bor i lige nu.. Og indtil da bliver der skruet lidt mere op for huskiggeriet, da det jo trods alt er det vi helst vil flytte i.

Og så imorgen skal vi til MD scanning:) Jeg synes det er lidt vildt, er meget spændt - egentlig ikke så meget på at se køn, det er jo slet ikke sikkert vi kan se det. Men bare spændt på om lille loko (lokomotiv) har det godt, om alting er som det skal være, og spændt på at se den lille igen:) Jeg er ikke i nærheden af at være så nervøs som til NF (det kan selvfølgelig nå at komme) - de små puf og min Angelsounds beroliger mig når nerverne spiller et puds.

Jeg synes også maven pludselig har taget nogen ryk. Jeg har i meget lang tid gået og tænkt, at jeg godt kunne se jeg var gravid, men når jeg lå på ryggen kunne man ikke se noget som helst. Her den anden morgen lå jeg så og kørte hænderne over maven for at sige godmorgen og tænkte, at den føltes da egentlig anderledes nu. Og så er der jo bare den fineste afgrænsede bule der stikker så tydeligt frem:) Det er bare fantastisk:)

Kæreste weekend

Idag tager vi på kæreste weekend. Jeg har sidste arbejdsdag, når jeg kommer hjem er vi næsten pakket færdig og så står den på lækkert hotel, hygge, middage, shopping og forhåbentlig en masse kærlighed og smil i Malmø.

Jeg er utrolig træt for tiden. Ved ikke om det er hele arbejds/flytte-halløjet der presser på, om det er fordi jeg har ondt i halsen eller om det bare er graviditeten, der hilser på med endnu en omgang træthed? Men jeg nyder det - særligt fordi jeg hver aften den sidste uge, når jeg ligger mig ned på sengen og skal til at sove, ja så kommer der nogen små ganske forsigtige puf derinde fra min mave:):) Og så strømmer lykkefølelsen igennem mig, og jeg ligger der i mørket og smiler:)

Rigtig god weekend i blogland:)

Lykkefølelsen

Pludselig imorges var den der. Lykkefølelsen, følelsen der fortalte mig, hvor glad jeg egentlig er for mit liv. Følelsen hvor hjertet var lige ved at sprænges af glæde når jeg tænkte på min vidunderlige mr. N og hvor glad han gør mig, hvor meget han gør for mig, hvor lange aftenener er når han ikke er der, hvor god han er til at fortælle mig at han synes jeg er dejlig, hvordan han laver mad og putter om mig når jeg er træt. Og så tanken om, at der i min mave vokser et lille mirakel - vores lille mirakel! Tja, det hele fik bare tårerne til at komme frem, de der lykke tårer hvor man sidder med et kæmpe smil på læberne og bare ønsker, at man altid vil kunne huske denne følelse og at den vil komme mange flere gange i fremtiden.

P.s. Pludselig igår, vi ligger og ser Ice Age 3.. Er det virkelig baby der hilser på? Eller var det bare luft? Samme følelse igen her til aften, men begge gange meget, meget kortvarigt. Håber det var baby - ellers har jeg ligget med tårerne trillende ned ad kinderne pga. luft i maven:):):)

Fremtiden og stress

Synes egentlig det går godt med graviditeten, fysisk har jeg det godt uden for mange skavanker på nuværende tidspunkt - eneste gene er egentlig en tendens til lægkramper, som dog kan holdes i skak. Jeg synes også godt jeg efterhånden selv kan se at maven ser gravid ud og ikke bare tyk ud. Mine veninder har synes jeg så gravid ud de sidste mange uger, mens min kære mor bare synes jeg ser buttet ud! Jeg skal dog stadig vænne mig til, at folk kommenterer mit udseende, min vægt - endnu ikke folk på gaden eller som jeg ikke kender, men dem på arbejdet, hvilket føles grænseoverskridende. Selv det at mine tætte veninder kommenterer min mave og vægt kræver lidt tilvænnning.

Jeg har 5 arbejdsdage tilbage på arbejdet, og så står jeg pludseligt uden noget. Jeg havde troet jeg ville synes det var rart med 1 måned hvor jeg bare havde fri, men jeg har opdaget at det føles temmelig meget som et nederlag at skulle melde sig som arbejdsløs. Og jeg skriver 1 måned fordi jeg ikke kan acceptere tanken om at skulle gå ledig i længere tid end det. Og jeg ved jeg kan finde arbejde et eller andet sted, hvis jeg bliver desperat nok - så bliver det bare ikke inden for det som jeg (og alle andre) gerne vil. Der er jo trods alt mangel, men bare ikke indenfor det det speciale som jeg gerne vil ind i!

I det hele taget stresser jeg lidt over fremtiden, over at vi bor på 50 kvadratmeter på 4. sal uden elevator og ikke umiddelbart har fundet det sted vi gerne vil flytte hen. Mr. N mener stadig vi kan nå at finde et hus, byde på det, købe det og flytte ind inden juli måned. Men jeg synes bare ikke rigtigt det er så realistisk! Og prøver forsigtigt at byde ind med at det kan være vi skal finde et andet sted som var større end her, med altan eller have, elevator og andre ting der ville gøre livet nemmere, men som stadig var en lejebolig. Men det er han ikke meget for! Og så kan jeg mærke jeg bliver rastløs, for hvis vi virkelig skal blive boende her (det kan jo godt lade sig gøre, det er bare bøvlet at skulle gå op til 4. sal og ikke kunne stille barnevogn udenfor til middagslure m.v.) så skal der godt nok ryddes ud i skuffer og gemmer, flyttes rundt, skaffes nye og mindre møbler osv. Og vi skal blive bedre til at begrænse vores rod - for når man ikke har så meget plads, men tilgengæld alt for mange møbler (efter min mening i hvert fald) så skal der ingenting til, før end her bliver meget meget rodet. Og med et lille barn med tonsvis af vasketøj så skal det altså ikke også være vores ting der ligger og flyder.

I det hele taget kører tankerne rundt, planlægger genet forsøger at få styr på det hele: arbejde, bolig, barn, barsel, økonomien, tankerne om hvordan det bliver at få barn.. Og der er bare alt, alt, alt for mange ubekendte i det her regnestykke. Og det stresser mig. Jeg føler mig virkelig presset hver gang jeg tænker fremad. Og et eller andet sted gør det også at jeg synes det er svært at rende rundt og være ligeså glad og gravid som jeg gerne ville være!

1. JM besøg

Vi havde en fantastisk ferie - kunne bare godt have brugt en uge til:) Vi har slappet af, ligget ved poolen med hver vores bog, sovet 11 timer hver nat, dyrket sport og gået ture. Og det var så svært at slippe igen for at komme hjem til kolde, snedækkede danmark og starte på arbejde!

Dagen efter vi kom hjem havde jeg fået en tid til første JM besøg. Det gik stille og roligt. Hun kom jo egentlig ikke med nogen nye informationer, men det var alligevel rart at få af vide, at alting så fint ud. Min livmoder gik på det tidspunkt 4 fingersbredder over skambenet. Hun satte også ULdoppler på så vi fik endnu et lille lyt til hjertelyden, som bare var så fin og tydelig. Det er sjovt som, at jeg bare fo 2 uger siden ikke rigtigt synes jeg kunne mærke min livmoder, i hvert fald ikke sådan tydeligt. Og så pludselig en dag på ferien ligger jeg (igen igen igen) og mørker på maven og tænker: Jamen der er den jo, hvordan har jeg ikke kunnet mærke den??

Hjemkomsten betød desværre også, at jeg kom hjem til afslag på de ansøgninger jeg havde sendt ud. Det var også nogle temmeligt eftertragtede stillinger, men jeg ville alligevel ønske jeg havde haft mulighed for at komme til samtale. Sådan skulle det ikke være! Så med 14 dage til jeg slutter på mit nuværende arbejde ser det i hvert fald ud til jeg kommer til at have rigtig god tid til mig selv i marts måned! Næste uge skal der sendes flere ansøgninger ud, og hvis de ikke bringer noget med sig, så må jeg få et vikariat indenfor noget som jeg ikke synes er spændende, eller den retning som jeg vil i. Men lidt penge på bordet skal der vel til:)

Jeg forsøger ikke at tænke alt for meget over det, men i korte træk skal både mr. N og jeg finde ud af hvilken karriere vi vil have i fremtiden, prøve at få en ansættelse indenfor disse, vi skal have købt et hus, flyttet, solgt lejlighed - nå ja, og så lige have et barn indenfor de næste 6 måneder!! Et eller andet sted er jeg lidt presset, men jeg forsøger at tænke, at det hele nok skal lykkes på den ene eller den anden måde. Og resten af tiden er jeg bare virkelig god til at skubbe de tanker væk!