Det er ikke altid lige nemt at vende tilbage til bloggen og se sin egen ærlighed i øjnene! Slet ikke, når det nogen gange er nemmere at "glemme", at det er sådan jeg har det lidt for ofte. Men, jeg forsøger at gøre noget ved de følelser, at lade være med at lade stå til og i stedet hive lidt overskud frem og forsøge at få lidt hygge og tosomhed ind i tilværelsen som småbørnsfamilie. Og det er faktisk gået ganske ok den sidste uges tid:) Der har været hygge, krammen, snakken, drømmen og en følelse af samhørighed. Og hvor har det været savnet! Mere af den slags:)

Tak for jeres kommentarer, det hjælper på en eller anden måde altid, at andre har været i samme båd. Og er kommer helskindet igennem og videre:)

Ellers går hverdagens trummerum stille og roligt derud af. I går dukkede tand nummer to op (venstre, nederste), så nu sidder der hele to små bisser i undermunden og titter frem når Astrid smiler og griner. Og det gør hun heldigvis ret ofte:) Hun sidder bedre og bedre, forstår mere og mere o man kan se hun nogle gange forventer en bestemt reaktion fra mig. Det bliver sjovere og sjovere at være sammen med hende:) Elskede lille pige.