Dødsangst

Mine nattedrømme har været fyldt med væmmelige tanker om en lille død baby i min mave.. Om at denne lykke endnu kan nå at blive taget fra mig før end den rigtigt er begyndt. Tankerne er svære at slippe af med igen, særligt fordi jeg hart svært ved at sætte ord på dem - de er ikke spor rare at skulle sige højt, så indtil videre er de ikke blevet delt. Og på en måde gør det dem endnu større end de ellers er.. Og de sætter et helt cirkus igang: har jeg nu mærket liv nok? Var det ligeså meget som det plejer at være? Hvor lang tid siden var det sidst? Hvorfor har hun ikke taget mere på i vægt - er det fordi moderkagen ikke fungerer så godt og hun mistrives derinde?? Hvis der går for lang tid mellem jeg mærker hende bliver jeg lettere panikslagen, skubber til hende og bliver ved indtil jeg mærker i hvert fald bare en lille bevægelse. Og bliver så bagefter i tvivl om det var en bevægelse eller ej?

Lige nu er løsningen i mit hoved at hun skal se at komme ud derinde fra, så jeg med mine egne øjne kan se hende, så jeg kan mærke hende og forhåbentlig blive beroliget over min sunde og raske lille baby. Men om angsten bliver nemmere at håndtere når hun kommer ud ved jeg ikke! Jeg kan forestille mig, at det er en angst for at miste som man skal lære at håndtere resten af livet? For bare fordi hun kommer ud til mig, sund og rask, så kan der jo ske tusindevis af katastrofale ting - den ene mere eller mindre usandsynlig end den anden. Og det er det jeg forsøger at holde fast i.. At det jo er ekstremt sjældent at man mister sit barn på dette tidspunkt. Og at det selvfølgelig ikke sker for os! Vel?