6 måneder blev min skønne dejlige dreng i går:) 6 måneder - hvor blev tiden dog af? Han er simpelthen så skøn og dejlig. Ligger efterhånden rigtig flot på maven og kommer højt op på armene, griner og elsker absolut ting der rasler, når man synger og når storesøster underholder. Han elsker også mad, og får grød om morgenen og mos til aftensmad. Han kan spise 3 kartofler og ½ gulerød samt en spisekse frugtmos til dessert!!! Koppen har han tilgengæld ikke været vild med, men synes der begynder at komme hul på det.
Lige nu ligger han i barnevognens overdel, inde i stuen med TP 39,5. Vi har været ramt af sygdom som jeg ved ikke hvad! Først lå stire A nogle dage, så blev de weekend. Så fik jeg feber, så fik hun feber og nu har han fået feber. Jeg er så træt af feber, opkast og dårlig mave, at jeg snart ikke ved hvad jeg skal gøre. Tror simpelthen store A og jeg har haft influenza. Mine stakkels små mus... Heldigvis er mr. N sluppet, og jeg håber ved gud det holder. Så lige de sidste fire dage har hans appetit ikke været stor, han skal nødes til at bare tage en lille smule. Men han har heldgvis nogle gode depoter at tære på:):)
Jeg prøver at huske at nyde barslen, at nyde min lille dreng mens han er i netop denne fase, for tiden flyver jo afsted. Men jeg kan godt synes at meget af det drukner i praktiske ting og forsøget på at få lure til at passe med afleverings og hente tidspunkter, og prøve at gøre to børn glade på samme tid.
mandag den 24. februar 2014
fredag den 20. december 2013
Er det bare mig?
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte og slutte. Men har brug for at skrive ned, så hvis jeg nogensinde får flere børn, og så får det sådan her igen, så skal jeg kunne huske det - opg forhåbentlig til den tid vide, at det bliver bedre!!!!
Det er kommet bag på mig hvor hårdt jeg synes det er med to børn. Jeg forsøger at nyde min fantastiske lille familie, og det mirakel at det er lykkes os at få to børn, når der var tidspunkter hvor jeg troede det ladrig ville lykkes at få nogen. Men jeg sidder lige nu med en følelse af utilstrækkelighed.
Jeg føler mig utilstrækkelig som mor, jeg føler ikke jeg er den mor som jeg gerne vil være overfor mine børn. Jeg føler ikke jeg gør det godt nok. Og det er egentlig ikke fordi jeg synes jeg kan specificere hvad det er jeg ikke gør godt nok, det er bare den følelse der gemmer sig indeni disse dage. Det gør ondt i hjertet at skulle vælge hvem jeg kan give opmærksomhed, at jeg ikke kan give mig 100 % til dem begge to samtidig. Jeg synes det er sindsygt svært når de begge er vågne, og store A konstant fortæller, vil lege, vil synge, vil danse og lille A ligger der på legetæppet og smiler, griner, pludrer og hviner. Og jeg kan jo bare ikke være begge steder på en gang. Lige nu er det jo oftest lille A der får lov at ligge og underholde sig selv fordi han brokker sig minre. Men der gælder det samme, når han er træt og skriger og min store pige sidder i sofaen og kigger på mig og spørger, men hvornår er det min tur mor? Det gør så ondt i hjertet, jeg kan slet ikke finde ud af det. Og det gør at jeg føler mig utilstrækkelig. Hvorfor synes alle andre det er så nemt at få nummer to? Hvorfor har jeg følelsen af, at andre bare tackler det her bedre? Er det bare mig?
Og lige nu er trætheden overvældende, hvilket gør at utilstrækkeligheds følelsen smitter af på de andre aspekter i mit liv. For der er jo ikke styr på noget som helst. Vi bor til leje i et hus, jeg aner ikke hvor jeg skal arbejde henne når min barsel er slut, om det nogensinde lykkes mig at få arbejde her eller om jeg bliver nødt til at flytte til det mørke vest, Sverige eller Norge. Lykkes det mig at blive uddannet indenfor det speciale jeg gerne vil? Og hele tanken om at skulle flytte igen, skulle få min store fantastiske pige væk fra sine (nye) trygge rammer for at starte forfra igen - og så denne gang også gøre det samme ved lille A. OG for hvor lang tid så? Betyder det så at jeg skal bo de næste 15-20 år et sted der ligger væsentlig længere væk fra min familie og venner end jeg nogensinde havde forestillet mig?
Og det piner mig at jeg har det sådan her - når nu jeg har så meget af alt det jeg har drømt om. Jeg har en dejlig mand, og to fantastiske, sunde og raske dejlige børn. Hvorfor er det så svært at nyde, at tage det sure med det søde og bare nyde, nyde og nyde alt det der er i mit liv?
Det er kommet bag på mig hvor hårdt jeg synes det er med to børn. Jeg forsøger at nyde min fantastiske lille familie, og det mirakel at det er lykkes os at få to børn, når der var tidspunkter hvor jeg troede det ladrig ville lykkes at få nogen. Men jeg sidder lige nu med en følelse af utilstrækkelighed.
Jeg føler mig utilstrækkelig som mor, jeg føler ikke jeg er den mor som jeg gerne vil være overfor mine børn. Jeg føler ikke jeg gør det godt nok. Og det er egentlig ikke fordi jeg synes jeg kan specificere hvad det er jeg ikke gør godt nok, det er bare den følelse der gemmer sig indeni disse dage. Det gør ondt i hjertet at skulle vælge hvem jeg kan give opmærksomhed, at jeg ikke kan give mig 100 % til dem begge to samtidig. Jeg synes det er sindsygt svært når de begge er vågne, og store A konstant fortæller, vil lege, vil synge, vil danse og lille A ligger der på legetæppet og smiler, griner, pludrer og hviner. Og jeg kan jo bare ikke være begge steder på en gang. Lige nu er det jo oftest lille A der får lov at ligge og underholde sig selv fordi han brokker sig minre. Men der gælder det samme, når han er træt og skriger og min store pige sidder i sofaen og kigger på mig og spørger, men hvornår er det min tur mor? Det gør så ondt i hjertet, jeg kan slet ikke finde ud af det. Og det gør at jeg føler mig utilstrækkelig. Hvorfor synes alle andre det er så nemt at få nummer to? Hvorfor har jeg følelsen af, at andre bare tackler det her bedre? Er det bare mig?
Og lige nu er trætheden overvældende, hvilket gør at utilstrækkeligheds følelsen smitter af på de andre aspekter i mit liv. For der er jo ikke styr på noget som helst. Vi bor til leje i et hus, jeg aner ikke hvor jeg skal arbejde henne når min barsel er slut, om det nogensinde lykkes mig at få arbejde her eller om jeg bliver nødt til at flytte til det mørke vest, Sverige eller Norge. Lykkes det mig at blive uddannet indenfor det speciale jeg gerne vil? Og hele tanken om at skulle flytte igen, skulle få min store fantastiske pige væk fra sine (nye) trygge rammer for at starte forfra igen - og så denne gang også gøre det samme ved lille A. OG for hvor lang tid så? Betyder det så at jeg skal bo de næste 15-20 år et sted der ligger væsentlig længere væk fra min familie og venner end jeg nogensinde havde forestillet mig?
Og det piner mig at jeg har det sådan her - når nu jeg har så meget af alt det jeg har drømt om. Jeg har en dejlig mand, og to fantastiske, sunde og raske dejlige børn. Hvorfor er det så svært at nyde, at tage det sure med det søde og bare nyde, nyde og nyde alt det der er i mit liv?
onsdag den 4. december 2013
Færdigheder
Lille A er 3½ måned gammel, stor, tyk og mægtig:) Ham ligner store A, bare meget større. Og så synes jeg han er lidt nemmere at aflæse i forhold til store A da hun var lille. Eller også er det bare erfaringen der gør det nemmere? Jeg synes i det hele taget tingene er ved at blive lidt nemmere nu. Der er stadig dage, hvor lunten er kort, hvor jeg er så træt jeg mest har lyst til at sidde på sofaen og tude sammen med børnene, hvor jeg føler mig utilstrækkelig og som jordens værste mor.
Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)
Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)
Men jeg prøver at stå op hver dag og gentage for mig selv, at i dag vil jeg nyde mine fantastiske, smukke, vidunderlige, temperamentsfulde og viljebestemte børn:) Min store pige er bare blevet så stor. Hun er hamrende dygtig sprogligt. Er begyndt at interessere sig for bogstaver og vil gerne vide hvad alting starter med. Hun kan selv skrive A og H, hun kan genkende ca havldelen af alfabetet og fortælle hvem der starter med det bogstav omend hun sjældent kan huske hvad bogstavet hedder (andet end A, S og H). Hun hopper rundt, hinker, kravler op og ned af væggene. Jeg synes generelt hun tager det rigtig flot med lillebror, men er tilgengæld lidt træt af at lege baby og skulle diskutere hvorvidt hun selv kan tage tøj på eller ej.Jeg elsker når vi får lavet noget sammen hvor vi begge hygger os. Senest lavede vi kalenderlyset med gran og pynt. Vi stopper på vejen hjem fra børnehaven og giver hestene mad, vi taler om hvad hun har lavet, og om hvad nissen mon finder på næste gang (den gjorde mælken lyserød - Astrid ville ikke drikke andet end den lyserøde mælk, og nissen drillede slet ikke!)
Og lille A, han trives:) Han griner, elsker når jeg synger for ham - så ligger han der i mine arme og griner over hele ansigtet. Han elsker også når man har tid til at sidde og tale med ham. Så fortæller han lystigt, gurgler, laver spytbobler og smiler. Hans øjne lyser op af glæde og han ligner en der er klar til at finde på frække ting. Han er rimelig god til at ligge på maven, men jeg synes det er svært at nå helt så mange timer som jeg nåede med store A. Han har for en uges tid siden fanget pointen med at rejse sig op når man holder ham i hænderne og ser mega stolt og glad ud når han står der og kigger sig omkring. Jeg synes han er ved at blive nemmere - omend der altid er dage hvor jeg synes det hele er lidt besværligt. Lige for tiden hygger han sig med at sove lige præcis 50 min, hvorefter han vågner og man skal bruge 10-15 min på at få ham til at sove igen, hvilket alligevel kun lykkes en tredjedel af gangene. Men det hjælper jo man har været her før, og ved det bare er en fase. Og at om lidt så går det bedre med det, og så er der i stedet noget andet der sker:)
mandag den 11. november 2013
11 uger
Aksel er 11 uger gammel. Ham smiler, har grinet for første gang, trives i den grad så han er blevet kæmpe stor og tyk. Han vejede 6 kg da han var 9½ uge!!!! Ham er blevet super god til at holde sit hoved, særligt hvis storesøster ser TV:) Han sover rimeligt, op og ned, men generelt rimeligt. Han griber ud efter ting hvis han er i det rette humør, og er rigtig god til at følge ting. Men det der er det største hit det er når man taler med ham - så kan han føre en samtale i 20 min ad gangen, hvorhan smiler, gurgler og snakker derud af.
Han tager sig også nogle gevaldige skrigeture, og lige disse dage har han en kamp med brystet, som han melder sig til hvorefter han ligger og laver flitsbue og nægter at tage fat. Han har også de sidste uger haft nogle ordentlige skrigeture hver gang han slog den mindste lille prut. Men der er det dejligt at have gamle indlæg - forjeg kunne have svoret at store A ikke var sådan, men blog indlæg fortæller mig noget andet!
I morgen skal jeg mødes med mødregruppe for første gang. Men jeg har heldigvis fået skabt nogen bekendtskaber (måske nye venskaber) allerede med nogle af mødrene der bor her i byen. Og har en gammel kollega der bor nogle kilometer herfra. Så har flere mennesker at mødes med en på første barsel og synes faktisk nogen gange jeg næsten får lavet for meget:) Og det er fantastisk at man også kan have det sådan, det ligger væsentlig mindre pres på det at nødes med mødregruppe.
Jeg synes i det hele taget at jeg er ved at vænne mig til det at være blevet fire. Men jeg synes stadig det jan være hårdt. Og jeg synes især jeg kan mærke det på parforholdet, som bliver tilsidesat temmelig groft. Og jeg savner min mand, savner intimiteten, savner at have lidt overskud, lidt at give af. Men det kommer igen, og indtil da prøver vi vist bare at holde ud og holde ved og blive ved med at holde af.
Han tager sig også nogle gevaldige skrigeture, og lige disse dage har han en kamp med brystet, som han melder sig til hvorefter han ligger og laver flitsbue og nægter at tage fat. Han har også de sidste uger haft nogle ordentlige skrigeture hver gang han slog den mindste lille prut. Men der er det dejligt at have gamle indlæg - forjeg kunne have svoret at store A ikke var sådan, men blog indlæg fortæller mig noget andet!
I morgen skal jeg mødes med mødregruppe for første gang. Men jeg har heldigvis fået skabt nogen bekendtskaber (måske nye venskaber) allerede med nogle af mødrene der bor her i byen. Og har en gammel kollega der bor nogle kilometer herfra. Så har flere mennesker at mødes med en på første barsel og synes faktisk nogen gange jeg næsten får lavet for meget:) Og det er fantastisk at man også kan have det sådan, det ligger væsentlig mindre pres på det at nødes med mødregruppe.
Jeg synes i det hele taget at jeg er ved at vænne mig til det at være blevet fire. Men jeg synes stadig det jan være hårdt. Og jeg synes især jeg kan mærke det på parforholdet, som bliver tilsidesat temmelig groft. Og jeg savner min mand, savner intimiteten, savner at have lidt overskud, lidt at give af. Men det kommer igen, og indtil da prøver vi vist bare at holde ud og holde ved og blive ved med at holde af.
torsdag den 17. oktober 2013
Balance gang
I morgen er Aksel 8 uger! Og jeg er så småt ved at vænne mig til at vi er 4 i familien. Men jeg synes det er hårdt. En ting er det rent praktiske og den manglende søvn, oprydning og vasketøj - det er der bare mere af end normalt. Men det jeg synes er svært er den følelsesmæssige del.
I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.
Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?
Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)
I starten havde jeg en helt enorm beskyttertrang. Den var meget mere tydelig fra start af end den var med store A. Og jeg synes hun var så stor og klodset, engang i mellem måtte jeg lige minde mig om hvor dejlig hun er. Da hverdagen startede op, så begyndte jeg at synes, at lille A tog en masse af min tid væk fra store A. Jeg savner hende, jeg savner at have tid til hende 100%, at ikke skulle stå hver eneste morgen og sige, det kan jeg ikke lige nu for lille A græder/skal spise/skal skiftes. Og det kan gøre mig irriteret på ham den lille, at han altid skal skrige lige når vi skal ud af døren så jeg bliver stresset og kort for hovedet. Jeg synes det er en svær balance at finde, at have tid til begge. Det er som om muligheden for at fordybe mig 100% er væk når de er der begge to. Selv når mr. N er hjemme, så har jeg altid lige et halvt øre på den anden.
Tilgengæld er det fantastisk at se dem sammen. Store A er så dejlig og kærlig, aer ham, taler til ham, kommer med hans sut og nus når han græder. Jeg syners virkelig hun tager det flot overfor ham. De seneste uger har vi så fået en reaktion fra hende. HUn er meget baby, vil ikke gøre de ting hun normalt sagtens kan, er enormt pjevset, siger "jeg vil have dig mor" ligeså snart jeg ammer, skifter eller trøster og dermed ikke er på hende. Hun græder enormt nemt, prøver hele tiden grænser af for hvad hun kan få lov til at blive hjulpet med, og stikker i et gigantisk hyl når hun ikke får sin vilje. Om natten er det kun mor der duer, uanset hvad far gør, så skriger hun bare højere og højere indtil jeg kommer ind til hende. Og jeg synes vi prøver at være ekstra opmærksomme når vi har tiden, vi leger og krammer og putter og taler om andet end lillebror. Men hold nu op, hvor tvivlen kan gnave. Gør jeg det nu godt nok? Bliver hun forsømt? Er der noget mere alvorligt galt eller er det bare den forventede, naturlige reaktion hun har?
Som sagt, jeg synes det er en svær balance og følelsesmæssigt gør det til tider rigtigt ondt. Tilgengæld kan det også gøre rigtigt godt, når de to ligger på sofaen sammen og ser fjernsyn og jeg kan høre hvordan store A helt spontant ligger og taler til lille A, fortæller hvad der sker i programmet og at hun passer på ham. Og når min dejlige dreng gurgler og smiler til mig, fægter med arme og ben i glæde, når min store pige siger "jeg elsker dig mor", når vi alle fire er sammen om bordet. Det er vildt jeg har fået lov at være så heldig, og jeg prøver at huske mig selv på det når jeg stresser om morgenen med en stor skrigende dreng og en hysterisk pige:)
mandag den 9. september 2013
"Alene" mor
Første dag som "alene" mor. Starter hårdt ud med at mr. N er på 3 dages kursus inkl overnatning og så har han døgnvagt på torsdag. Havde egentlig planlagt at min mor skulle være her hos os, men grundet alvorlig sygdom hos hendes kæreste, så kan hun ikke være her. Og det har jeg fuld forståelse for - synes dog det er lidt presset at blive kastet ud i det på denne måde. Men i morgen kunne min far så komme i stedet for, så nu er det bare i dag, i morgen tidlig og så torsdag jeg er alene med begge ungerne.
I dag da jeg kom hjem fra børnehaven kom der en kæmpe tudetur. Sådan en af dem hvor man ikke rigtig kan stoppe igen. Savner store A så ekstremt meget, at jeg næsten ikke kan håndtere det. Hjælper heller ikke at hun ikke synes vi må gå fra hende i børnehaven for tiden. Det er bare så svært at aflevere en der er ked af det. Og særligt nu hvor man er i børnehave, for bemandingen gør, at der ikke automatisk er en voksen at aflevere til, selvom man har et lille barn der er ked af det! Og det er bare ikke nemt synes jeg.
Samtidig sidder jeg her med lille A i mine arme, og elsker ham uendeligt højt, men synes balancen mellem at gerne ville være hos dem begge er forfærdelig svær. Det er næsten sværere end jeg havde forestillet mig. Han synes det er sjovest at være vågen morgen og eftermiddag/aften, og det gør det ikke nemmere. Jeg er spændt på hvordan aftenen kommer til at forløbe i dag, og morgenen i morgen.
Jeg er vist lidt træt og usammenhængende i dag. Trist og med hul i maven af savn uden helt at kunne forklare hvorfor! Måske det bare er nu jeg har min reaktion på at være blevet mor igen?
I dag da jeg kom hjem fra børnehaven kom der en kæmpe tudetur. Sådan en af dem hvor man ikke rigtig kan stoppe igen. Savner store A så ekstremt meget, at jeg næsten ikke kan håndtere det. Hjælper heller ikke at hun ikke synes vi må gå fra hende i børnehaven for tiden. Det er bare så svært at aflevere en der er ked af det. Og særligt nu hvor man er i børnehave, for bemandingen gør, at der ikke automatisk er en voksen at aflevere til, selvom man har et lille barn der er ked af det! Og det er bare ikke nemt synes jeg.
Samtidig sidder jeg her med lille A i mine arme, og elsker ham uendeligt højt, men synes balancen mellem at gerne ville være hos dem begge er forfærdelig svær. Det er næsten sværere end jeg havde forestillet mig. Han synes det er sjovest at være vågen morgen og eftermiddag/aften, og det gør det ikke nemmere. Jeg er spændt på hvordan aftenen kommer til at forløbe i dag, og morgenen i morgen.
Jeg er vist lidt træt og usammenhængende i dag. Trist og med hul i maven af savn uden helt at kunne forklare hvorfor! Måske det bare er nu jeg har min reaktion på at være blevet mor igen?
tirsdag den 27. august 2013
Der var 2, der var 3, der var 4....
Min utålmodighed skulle ikke vente meget længere - lillebror kom til verden 23.08.13 kl 04.21:)
Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.
Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.
Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)
Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.
Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!
Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)
Vågnede omkring midnat da A kaldte, ville ind til os i sengen. PÅ vejen derind bliver vi enige om hun lige skal tisse. Jeg hjælper hende, putter hende ind i vores seng og får også lige selv tisset af. Lægger mig ned ved siden af hende, og efter 2 min tænker jeg - det var en meget underlig bevægelse han lavede der. Herefter kan jeg mærke jeg bliver lidt våd på mine natbukser, rejser mig op, og der kommer lidt mere. Tænker at vandet er gået, går ud på toilettet og der kommer en stor skylle. Vender mig om og siger - der gik vandet! Mr. N siger, hvad? Der gik vandet:) Og det eneste jeg tænker på dette tidspunkt er bare "YES, nu sker det". Bliver på toilettet lidt tid for vandet bliver ved at komme i store skyller, helt klart og fint heldigvis. Vidste jo at lillebror sad fast i bækkenet med hovedet. Efter ti minutters tid stilner det lidt af. Jeg ringer til min mor, der har lovet hun vil se efter A. Hun tager søvndrukkent telefonen og jeg siger til hende at vandet er gået. Hun spørger sjovt nok også om det er rigtigt:) Der er ingen veer endnu, men synes hun skal komme herned til os, for ved jo ikke om det starter om 5 min eller 5 timer. Mr. N ringer til fødegangen og beskeden derfra er at vi bare skal komme når der er veer, og ellers skal vi møde ind kl 7.30 til kontrol.
Jeg går i bad, for føler mig ikke så lækker med al det fostervand på mig. Mr. N finder de sidste ting frem til tasken som er blevet pakket for nogle uger siden. Omkring kl 1 begynder der så småt at komme veer. De er ikke slemme, men jeg bliver lige nødt til at stoppe op og bruge vejrtrækningen kortvarigt. Min mor kommer omkring kl 01.20. A er vågen sammen med os, og vi har fortalt hende, at lillebror er på vej, så vi skal på hospitalet. Min mor og mr. N synes vi skal tage afsted med det samme, mens jeg egentlig tænker vi godt lige kan vente bare lidt for synes ikke veerne bider endnu og kan sagtens mærke at det her kun lige er startet. Men de insisterer og vi kører afsted - har jo også 30 min derind så jeg giver mig.
Kommer ind på hospitalet kl 02.15, veerne bider mere nu, kommer regelmæsigt men varierer i styrke og længde. Vi siger hej til jordemoderen, der synes vi bare skal gå direkte til en fødestue, for hun mener at det nok skal gå rimeligt hurtigt og kun en vej fremad nu. Vi har nået at ringe og sige at jeg gerne vil i et varmt karbad hvis det kan lade sig gøre, og det kunne det heldigvis så det er hun i gang med at gøre klar. Vi kommer ind på fødestuen og jeg bliver undersøgt kl 2.30, hvor jeg er 3 cm åben. Hun spørger til om jeg gerne vil føde i vand og jeg siger, at ja, hvis det kan lade sig gøre så vil jeg gerne prøve. Får ordnet de der hygge ting med lavement. Hun siger, at jeg skal sige til når jeg føler vi er ved at være så godt i gang at veerne ikke vil svinde, for det kan ske hvis man kommer for tidligt i vandet. Omkring kl 3.45 synes jeg at de der veer virkelig bider, og tanken om hvad der venter forude er ikke særlig sjov! Hun mærker igen og jeg er 5 cm åben - jeg tænker faktisk, at jeg havde forventet jeg var længere, for jeg synes de her veer minder om nogle af dem da jeg var 7-9 cm åben med A. Og synes på det her tidspunkt at det nok er lidt op af bakke. Hun siger, hun vil holde fingrene inde i næste ve hvis jeg kan klare det. Det er godt nok ikke sjovt men på en eller anden måde går det. Og så siger hun at hun udvidede mig lidt så nu er jeg 6 cm åben.
Jeg kommer op i badet lige bagefter, og nu synes jeg virkelig de veer gør ondt. Meget mere end jeg husker det, eller måske netop så frygtelige som de sidste veer var med A. Og jeg synes virkelig at der er lang vej hjem hvis der skal gå en time eller mere sådan her. Jeg får sagt lidt jamre lyde imens og forøger at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i karret. For indtil nu har jeg stået op og brugt vejrtrækning og at bevæge hofterne, men nu sidder jeg på knæene i karret. Finder ud af at skubbe mig imod karret (jeg sidder omvendt nede i det) og kan så bevæge hoften lidt. Jeg er næsten desperat på det tidspunkt, for det gør godt nok ondt og jeg har svært ved at være i min krop. Men jeg når da lige at trække vejret mellem hver ve, og synes på en eller anden måde at der er flere ophold end der var med A. Måske er det blot fordi jeg har prøvet det før, og derfor kan "slappe af" når veerne aftager og bruge det som pause? Jeg kan mærke det begynder at presse lidt, først kun når veen topper og så i lidt længere tid. Og så lige pludselig kl 4.10, 20 min efter jeg kom i karret, 25 min efter jeg var 5 cm åben, så kommer der en ve der presser. Og den kommer helt bag på mig, så jeg går faktisk lidt i panik, ved slet ikke hvad jeg skal gøre og drejer rundt om mig selv i karret, siger det presser, og gør ondt.
Jordemoderen mærker efter og siger, jamen det er bare en presseve og næste gang presser du bare med for du er helt klar. Jeg må dog lige gispe mig igennem den næste førend jeg selv er klar til at presse. 11 minutter efter kommer lillebror til verden, jeg rækker selv ned og tager ham op af vandet og op i mine arme og det er det mest fantastiske og smukke at få lov til at gøre dette. Han har navlesnoren to gange om halsen og vi bøvler lige lidt med at få den af, men så kan jeg bare tage ham op til mig og holde ham. Så sidder vi der i vandet der er varmt og behageligt, og jeg holder min smukke, vidunderlige søn i mine arme. Og kigger op på mr. N og siger - jeg ved godt det er sindsygt, men det her er jo grunden til at man gerne gør det igen:)
Han er så fin og perfekt, 3220 g, 50 cm lang, sutter allerede efter 15 minutter og er så smuk og perfekt. Præcis 4 timer efter vandet gik kom han ud til os.
Kl ca halv ni er vi hjemme igen. A er sammen med mormor, jeg har ringet hjem til hende og sagt at nu er lillebror kommet og hun råber glad i telefonen: så er jeg storesøster nu, så er jeg storesøster NU. Hun er så spændt på at møde ham, løber ud til os og spørger som det første om hun må holde ham. Så vi går ind på madrassen (der udgør det for sofaen indtil videre) og hun får lov at sidde med ham. HUn er så glad, kysser ham, aer ham og synes han er lille og fin. Det er helt fantastisk at se de to sammen. Min lille pige er blevet stor!
Og nu er vi pludselig 4 i familien. Det tager lidt tid at vænne sig til, om det kommer stadig bag på mig. Men jeg er samtidig lykkelig, blæst helt omkuld af kærlighed til min dejlige familie og så en anelse træt oveni:)
Abonner på:
Opslag (Atom)