Første dag som "alene" mor. Starter hårdt ud med at mr. N er på 3 dages kursus inkl overnatning og så har han døgnvagt på torsdag. Havde egentlig planlagt at min mor skulle være her hos os, men grundet alvorlig sygdom hos hendes kæreste, så kan hun ikke være her. Og det har jeg fuld forståelse for - synes dog det er lidt presset at blive kastet ud i det på denne måde. Men i morgen kunne min far så komme i stedet for, så nu er det bare i dag, i morgen tidlig og så torsdag jeg er alene med begge ungerne.
I dag da jeg kom hjem fra børnehaven kom der en kæmpe tudetur. Sådan en af dem hvor man ikke rigtig kan stoppe igen. Savner store A så ekstremt meget, at jeg næsten ikke kan håndtere det. Hjælper heller ikke at hun ikke synes vi må gå fra hende i børnehaven for tiden. Det er bare så svært at aflevere en der er ked af det. Og særligt nu hvor man er i børnehave, for bemandingen gør, at der ikke automatisk er en voksen at aflevere til, selvom man har et lille barn der er ked af det! Og det er bare ikke nemt synes jeg.
Samtidig sidder jeg her med lille A i mine arme, og elsker ham uendeligt højt, men synes balancen mellem at gerne ville være hos dem begge er forfærdelig svær. Det er næsten sværere end jeg havde forestillet mig. Han synes det er sjovest at være vågen morgen og eftermiddag/aften, og det gør det ikke nemmere. Jeg er spændt på hvordan aftenen kommer til at forløbe i dag, og morgenen i morgen.
Jeg er vist lidt træt og usammenhængende i dag. Trist og med hul i maven af savn uden helt at kunne forklare hvorfor! Måske det bare er nu jeg har min reaktion på at være blevet mor igen?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar