Ting jeg aldrig havde troet ville være i mit hjem

Jeg er blevet den lykkelige ejer af op til flere ting som i min verden normalt hørte til på et plejehjem:

1) i mit køleskab står der sveskegrød
2) i medicinskabet er der Lactulose
3) på badeværelset er der nu en pakke Tena Lady bind

Åh fagre nye verden:)

Solskin og længsel

Dage som idag er bare skønne. Solen skinner over byen, lyset er skarpt og træerne er sprunget ud. København er lysegrøn, detaljerne skarpe, vandet blåt og chai teen smager bare ekstra godt når man kan sidde udenfor og nyde den. Har nydt eftermiddagen med en af mnine gode veninder, der nu er gravid igen efter sin MA. Og det har bare været dejligt.

Maven har taget sig et ryk igen synes jeg. Nu må vi se om det også kan ses på det næste mavebillede. Nogen uger går det bare sindsygt stærkt med vokseriet. Og så kan jeg mærke, at længslen er begyndt at tage til. Jeg længes sådan efter at holde mit lille barn i mine arme, efter at mærke hende, se hende, dufte hende, lære hende at kende, lade mr. N kunne se og mærke hende også så vi kan dele den glæde sammen. Nogen dage er jeg ved at gå til af længsel efter hende. Jeg kan næsten ikke vente. Og så føles det altså som om tiden går baglæns og slet ikke som om, at det nogensinde bliver sommer og hun kommer ud til os. Jeg kan ikke fatte at der STADIG er tre måneder til termin - det har der været i evigheder nu!! :)

Fascination

Jeg opfører mig som om jeg har været til frisøren og fået ny frisure.. I ved, jeg fanger enhver mulighed for at spejle mig - i bilvinduer, i Netto's vinduer, i husenes vinduer, i gadedørene jeg går forbi til og fra arbejde. Det er ikke fordi jeg stopper op og spejler mig, men jeg kigger derind hver gang jeg kan. Og hver gang bliver jeg lige overrasket, for derinde i spejlet/vinduet/butiksfacaden der står en gravid kvinde! Og det er altså mig!! Det er mit spejlbillede, det er mig der står derinde med den fine bule på maven. Jeg forundres, jeg er fascineret og jeg bliver lige lykkelig hver eneste gang:)

2. jordemoder besøg

Tiden flyver og egentlig ligger der et rigtigt rodet indlæg om mine forventninger til mig selv og det at have gæster, hvordan vi bor og alle mulige andre ting. Men det må vente indtil der er mere styr på tankere.. Eller også kan det få lov at ligge bare til mig selv.

Har været til 2. jordemoder besøg idag. Babypigen bliver skudt til at blive en lille kæmpe, men det var vel også forventeligt når begge hendes forældre vejede 4500g ved deres fødsel! Jeg tror jeg ender med at blive glad hvis der står et 3-tal først, men sandsynligheden er vist ikke så stor.

Ellers så talte vi en anelse om fødslen. Den begynder så småt at fylde en del i mine tanker. De fleste af mine veninder lyder som om de synes det er meget tidligt. Men jeg tror jeg har behov for at forsøge at forberede mig så godt jeg kan. Særligt fordi jeg godt ved, at at jeg et eller andet sted har en urealistisk forventning til mig selv om, at jeg kan tage smerterne med ophøjet ro og være hende den tavse, seje kvinde, der bare klarer fødslen uden at være til besvær for nogen.. Og dette billede stemmer ikke helt overens med, hvordan jeg normalt er i pressede situationer - jeg er nemlig sådan en der bliver ultra kort for hovedet, monster irritabel og til tider giver op i ren frustration. Og jeg har jo ikke den valgmulighed at jeg kan give op. Så jeg prøver at ændre billedet af, hvad der er en "god fødselsopførsel" i mit hoved, ændre forventningerne til, at det må være okay at blive frustreret, vred og bide hovedet af folk - og at jeg (forhåbentlig) ikke er den eneste, der reagerer sådan i pressede situationer.

Maven vokser, vægten står lige for tiden lidt stille og siger plus 5 kg siden start. Plukkeveerne er begyndt at blive meget tydeligere end de var for nogle uger siden. Jeg tror jeg mærkede den allerførste omkring uge 20, hvor maven en dag blev helt hård mens jeg lå og slappede af. Nu kommer de jævnligt i løbet af dagen. Det spænder en anelse i bunden af maven uden at gøre rigtigt ondt, men tydeligst er vandladningstrangen der står på sålænge plukkeveen er der. Igår måtte jeg sande, at der er begrænsninger for, hvad jeg kan klare i løbet af dagen. Arbejdet havde fyldt lidt for meget, var ude at cykle/gå en tur, og det endte i plukkeveer der kom så snart jeg rejste mig op. Så mr. N stod endnu en gang for madlavningen, mens jeg sad på en stol og snittede grøntsager:) Men det er vel egentlig også meningen jeg skal skrue ned for tempoet snart?

Strøtanker om træthed

Jeg har de sidste uger ikke sovet specielt godt. Jeg vågner gerne ved halv tre-tre tiden, skal op at tisse, falder i søvn igen, vågner ved fire-tiden, igen ved femtiden og føler så at jeg kun ligger og blunder helt overfladisk indtil vækkeuret ringer kl lidt i seks. Så falder jeg tilgengæld i søvn fra seks til halv syv hvor mr. N kommer og vækker mig! Det har kunne mærkes på energien, særligt i hverdagene, hvor lunten har været kortere end vanligt.. Og det starter tankerne. For hvordan bliver det så ikke når jeg bliver vækket hver anden time hele natten igennem? Hver dag? Og i mange måneder i streg?? Vil jeg stadig kunne nyde det vidunder, som jeg er sikker på vores barn bliver? Vil jeg nyde hverdagene, vil jeg huske at sætte pris på det? Vil jeg have overskud til humor, som oftest hjælper mig igennem - fraset når jeg er tilpas træt? Og vil mr. N og jeg klare det uden at bide hovederne alt for meget af hinanden??

Til tider bliver jeg skræmt over det kæmpe ansvar, over alle de ting der kommer til at ændre sig. Og det føles underligt at være skræmt, når jeg nu har ønsket mig dette i så ekstremt lang tid. Men jeg tænker meget på, hvordan vores forhold vil klare sig igennem de ændringer der sker, om vi vil kunne bevare den intimitet og kærlighed til hinanden som vi har nu? Det håber jeg. Og jeg prøver at forberede os begge allerede nu ved at tale om det nu, tale om hvordan tingene bliver, hvordan vi forestiller os det kommer til at være.

Ellers vokser maven støt og roligt, vægten holder en lille pause for tiden, men det er også helt okay - det gik lige lidt for stærkt på et tidspunkt. Idag har jeg været i svømmehallen - blev dog kun til 750 meter, så kunne jeg ikke længere ignorere den stikkende smerter der var i højre side. Er der stadig nu, jeg tror det er ligamenterne der synes de kom på overarbejde, maven selv er i hvert fald fint blød. Jeg ville gerne have været opppe på 1 km, men må sande, at kroppen bestemmer, selvom det ikke helt passer mig! :) Og endnu gang undres jeg over, hvor meget energi det giver mig at bruge energi:) Og hvordan humøret tager sig en lille optur, særligt i det fine solskinsvejr. Skønt:)

Vokseværk

Maven vokser, og jeg synes det er gået temmelig stærkt de sidste uger. Det giver lidt problemer med ryggen, som gør ondt og har svært ved at finde positioner den hviler i. Særligt om natten har jeg ondt i ryggen og i hofte samt skuldre af at forsøge at ligge på siden. Suk, jeg savner at kunne ligge ordentlig fladt på min mave.

Men det er jo småting. Vores dejlige babypige vokser vist som hun skal - det håber jeg i hvert fald maven er udtryk for. På onsdag skal jeg til 2. lægebesg, lidt tidligere end normalt (1 uge) men jeg skal til JM i slutningen af april og gad ikke have dem liggende helt tæt op ad hinanden de to besøg.

Ellers har vi haft en god påske, den har været tilbragt med svigerfamlilen. Så det var alligevel lidt rart at komme hjem idag og få hvilet ørerne lidt. Støjniveauet er altså lidt anderledes end hvad jeg er vant til hjemmefra, men selvfølgelig er de også en del flere, særligt når alle ungerne kommer med:)

I får lige et par mavebilleder:

21 uger

23 uger

Er det ikke gået stærkt lige pludselig??

God påske

Babypigen sparker lystigt i min mave, og jeg er solgt! Solen skinnede imorges, der er fine vintergækker, erantis, krokus og små spirende skud på træerne. Jeg tror aldrig jeg har glædet mig så meget til foråret som i år.

Påsken står på besøg til det mørke vest hos svigerfamilien. Min lillebror skal med og jeg håber vi får hygget lidt her i påskedagene. Rigtig glædelig påske til jer alle i blogland.