Hormonelt helvede

40+2 i dag, og jeg er et hormonelt monster fanget i mit eget hormonelle helvede!!! Jeg er så utålmodig at jeg næsten ikke kan håndtere det. Og mine følelser kører op og ned. Det ene øjeblik er jeg ked af det, fordi jeg tænker på al den tid der kommer til at gå væk fra A, på den tid jeg nu skal til at dele og så savner jeg pludselig min store pige så meget at tårerne begynder at trille. Det næste øjeblik er jeg ved at blive skilt fra mr. N fordi han tager skraldet ud på det forkerte tidspunkt eller hvad det nu lige er. OG så bliver jeg ked af det igen. Og sådan kører det op og ned, frem og tilbage.

I dag var jeg til jordemoder. Stadig 1-1.5 cm livmoderhals tilbage som sidst (38+3). Hun løsnede hinder og sagde at hun endte med at kunne få to fingre op, at det hele var fint blødt og hovedet stod fast og langt nede i bækkenet. Men den der hindeløsning har ike gjort en dyt. Jo jeg har haft plukkeveer, men ikke flere end jeg plejer og der er ingen regelmæssighed eller tegn til at det tager til. Der har været tegnblødning her i eftermiddags, men fortsat intet. Og jeg er simpelthen ved at blive helt sindsyg! Kan slet ikke huske jeg var SÅ utålmodig med A. Men nu gider jeg faktisk ikke den her mave mere - det føles som blasfemi at skrive det og sige det, men det er altså sådan jeg har det. Nu gider jeg ikke mere mave, nu vil jeg have ham ud til os, se ham, dufte ham, røre ham og vide han er okay. Jeg prøver af hele mit hjerte at nyde denne sidste tid, både med A og der er tid til kun hende, men også med liv i maven og møffen rundt. Man ved jo ikke om dette er sidste gang, selvom jeg fortsat har et håb om at der vil komme en gang mere. Men måske vil det slet ikke lykkes, det ved vi jo alle. Eller måske viser det sig at vi ikke har overskuddet og kræfterne til det! Det er frygteligt at tænke på, at jeg ikke kan nyde denne sidste tid, hvis nu det bliver den allersidste nogensinde - men det er altså svært at få min hjerne væk fra tanken om, at NU ER DET NU. Og helst skulle det allerede have været.

Ellers har jeg det fysisk godt, jeg er stor og tung og besværet, men ikke noget i forhold til så mange andre, det ved jeg godt. Vægten siger forsat +14-15 kg. INgen særlige ødemer, selvom det er mange uger siden jeg måtte tage mine ringe af. Og ikke nogen særlige bækkensmerter alt taget i betragtning. Men når det er sagt så glæder jeg mig til igen at kunne tume med A, til at kunne kravle ind under hendes seng i hulen eller med ind i teltet, til at kunne lade hende kravle op af min mave, til at give gyngeture. Og til at kunne gå en tur i normalt tempo, have bukser med lynlås og knapper på.....

Som det kan høres er vi meget klar til at han skal komme. Gid der var noget jeg kunne gøre der ville få ham til at fatte pointen med, at det altså er nu det skal være!!