28 uger, dårlig samvittighed

I dag er 28 fulde uger. Maven vokser, hovedet når vist ikke helt at følge med. Vægten siger +7-8 kg. Jeg synes jeg er ekstremt grådlabil for tiden, og har alle de her halv forbudte tanker - i hvert fald i mit univers forbudte. Arbejdet har fyldt alt, alt for meget det sidste lange stykke tid. Jeg kommer hjem senere end jeg synes er sjovt hver eneste dag fordi jeg ikke længere har nattevagter og så selvfølgelig skal have timerne på et andet tidspunkt. Jeg savner min store pige, jeg savner at være den der henter hende om eftermiddagen. Jeg savner at have god tid sammen med hende om morgenen, at tusse rundt herhjemme og jeg savner muligheden for at være på hygge tur på en flad hverdag.

Oveni al dette savn kommer der så tankerne om, hvordan jeg nogensinde skal få tid til at være sammen med 2 børn! Hvordan skal det lykkes at elske både den ene og den anden, hvordan skal jeg få tid til at hygge om min pige når der er en lille en der græder og skal ammes, hvordan skal jeg have overskud til hende når jeg er oppe hver 2.-3- time hver eneste nat?? Og det er her de forbudte tanker melder sig... Er vi overhovedet klar til nummer 2??? Jeg hader mig selv for den tanke, for vi har jo kæmpet for at komme hertil. Og mit "barnløse jeg", som husker tiden inden A, er lige ved mentalt at slå mig ihjel for overhovedet at tillade de tanker i mit hoved. Og jeg får dårlig samvittighed overfor lillemanden i maven, der jo bestemt er så ønsket som man kan være. Hvordan skal jeg nogensinde kunne elske ham ligeså højt som jeg elsker A??

Jeg ved ikke om det blot er træthed, hormoner eller lidt for meget stress og pres på arbejde, der udløser alle de her ting. Men i hvert fald føler jeg at livet løber forbi mig og jeg er hele tiden 2-3 skridt bagud. Jeg håber meget på, at jeg i min barsel får muligheden for at sætte farten lidt ned, lige nå at nyde maven inden den forsvinder og finde glæden og spændingen frem. Heldigvis er lillemanden derinde god til at give lyd fra sig og hvert eneste lille spark minder mig om det fantastiske mirakel der er i min mave. Jeg håber bare jeg får lidt emre tid til at nyde det, og finde den samhørighed, som jeg følte med A, frem.

Når det er sagt så står barslen ikke på ren ro og afslapning i det vi skal flytte 5 dage efter jeg går fra. Og mr N har selvfølgelig ingen fridage i juli andet end weekenderne, så jeg forudser rimelig meget udpakning og rydden op. Samtidig skal A starte i børnehave det nye sted vi skal bo, og det er et helt kapitel for sig hvor skræmmende jeg synes den tanke er. Der bliver vist nok at se til denne sommer...