Tabubelagte følelser

Astrid har vækket følelser i mig, der er så overvældende at jeg aldrig havde troet det muligt. Her til morgen er jeg overvældet af den store kærlighed jeg føler for Astrid. Jeg har aldrig prøvet at være så overvældet, så opslugt, så fordybet og optaget af et andet menneske før. Det er en stormende forelskelse som den jeg havde med mr. N i starten, men bare gange 1000. Jeg savner hende fordi hun lige nu ligger og sover, jeg har lyst til at røre ved hele hendes lille perfekte krop, holde hende tæt, tæt, tæt på mig og bare mærke mit lille levende barn. Jeg er så stolt, jeg synes hun er den mest perfekte skabning på denne jord. Til tider kan jeg slet ikke holde verden ud, fordi jeg synes den er så stor og skræmmende, fyldt med tarvelige ting, som jeg ikke kan beskytte min lille pige imod. Jeg tror ikke ord kan beskrive helt præcist, hvor overvældende meget jeg elsker hende. Det her må være den moderfølelse som alle taler om - og den vokser og vokser for hver dag der går og bliver større og større, selvom jeg ikke troede det muligt!

Og måske fordi jeg har det sådan her til morgen så kan jeg sætte ord på, de ting der skete i weekenden. Fredag nat, natten med skrigeture i timevis og ingen søvn.. Til sidst på natten, ved halv fire tiden om morgenen, efter en times skrigen, og konstant afvisning af brystet selvom hun virkede sulten - ja der var jeg desperat, frustreret, ked af det, men værst af alt blev jeg til sidst vred! Så vred at jeg blev nødt til at lægge hende fra mig på sengen, vende mig om og udstøde et brøl af afmagt og vrede. Og det var og er forfærdeligt at have oplevet, at jeg blev vred på mit lille uskyldige barn, der jo bare græd fordi et eller andet var galt. Jeg har så dårlig samvittighed over, at de følelser kom frem, så dårlig samvittighed over at mit stakkels lille barn bare græd og græd og jeg ikke kunne finde ud af at hjælpe hende. Det at hun ikke ville tage brystet føltes som den groveste afvisning af mig, som det direkte bevis på, at jeg ikke var god nok. Og jeg synes det er skræmmende, at jeg kunne have det på den måde, for hun er jo slet ikke i stand til at gøre de ting bevidst. Den sorte samvittighed hænger som en sort sky over mig, og jeg ville ønske jeg havde været et større og mere rummeligt menneske, der havde kunne kontrollere de følelser og tænke, at det ikke var dem der skulle have lov at overtage!! Jeg håber, at næste gang, så vil jeg bedre kunne tage en dyb vejrtrækning og så skyde alle de tarvelige tanker og følelser væk, og bare være der for mit barn som hun har brug for..