Uge 14 og vinterferie

Tiden går og maven begynder så småt at vise sig. Bukserne strammer så jeg er hoppet i graviditets tøjet allerede. Jeg har stadig en lille gnavende frygt for, at noget går galt, stadig svært ved at tro på at der ligger en lille levende baby derinde. Jeg ved ikke helt hvad der skal få mig overbevist, andet end tiden forhåbentlig. Frygten kommer særligt fra, at jeg synes den lille lå så utrolig stille til scanning! Tror jeg må ud at købe batterier til min Angel Sound, den brugte jeg også en del med A, forhåbentlig kan den virke beroligende igen.

I dag går vi på 1 uges ferie. Den skal fejres med fastelavnsfest i morgen, og så har vi hoppet ud i mit alletiders mareridt og bestilt en tur til Lalandia!!! Jeg forsøger at pakke alle mine fordomme langt, langt væk, og tænker for mig selv, at A formentlig vil synes det er rigtig sjovt. Og hvis hun har det sjovt, så har vi det jo også sjovt. Og så er det bare lidt nemmere, med en lille hytte, hvor der er mulighed for at vi kan sidde om aftenen og tale sammen uden konstant forstyrre hende i sin søvn. Og jeg må vel acceptere på et eller andet tidspunkt, at vi er blevet en børnefamilie, hvor sådan nogen ting bare nogen gange er nemmere. Men når A er blevet lidt større - og vi er blevet lidt rigere - så skal vi altså på road trip i New Zealand. Det er min store drøm at komme tilbage dertil, og jeg forestiller med en autocamper, solskin, vand og fantastisk smuk udsigt, og så bare os der triller rundt og hygger, krammer og leger.... Men so far så bliver det altså i Lalandia det sker!

NF scanning

Nakkefoldsscanning gik rigtig fint. Et styks levende lille myr, der dog var noget mere stille til scanning end A nogensinde var. Det var en meget hurtig og ikke særlig meddelsom scanningsdame, der næsten hele tiden bevægede ultralydshovedet så det var svært at nå at se den lille rigtigt. Men risikoen var lille, 1:11.000, så det var jo dejligt. Termin nu sat til 20.8.13!

Ellers går tingene stille og roligt derud af. Der er fortsat masser af arbejde for os begge, og jeg synes ikke rigtigt trætheden vil slippe sit tag i mig. Efter nattevagter er der en fortsat lidt trætheds kvalme, lidt nedsat appetit, og som noget nyt lidt spændinger i maven. Ved ikke om det virkelig kan være plukkeveer allerede? Det føles lidt sådan, den der knugende fornemmelse, men alligevel lidt mere uspecifikt end det jeg ellers husker. Næste scanning er den 2.4, jordemoder engang i slutningen af marts. Er så småt begyndt at fortælle det rundt omkring nu - har fortalt det mere officielt på arbejde, og der er også lidt flere veninder der får det af vide i løbet af ugen.

12+0

12+0 i dag, og fortsat lige uvirkeligt. Den sidste uge har været præget af tragiske oplevelser på arbejde, og en syg lille pige herhjemme. Trætheden har været overvældende, A er en lille pjevset pige fortsat, der er ked af det når man afleverer hende, og hvis verden går itu over de mindste små ting. Så der har ikke været meget tid til at tænke på den lille, der forhåbentlig ligger derinde og har det godt. Om 6 dage er det tid til NF. Ligesom sidst er jeg lige nu primært bekymret for om der overhovedet er liv. Tankerne om, hvad vi gør hvis NF kommer ud med dårlige odds ligger der selvfølgelig også, men de kan ikke rigtig komme op til overfladen for de kræver at jeg tror på, at den lille er levende. Og det er fortsat lidt svært.

Men kroppen gør ellers sit bedste. B.rysterne er blevet større og tunge, maven vokser og er faktisk lidt svær at skjule - særligt når jeg nærmer mig eftermiddagen. Jeg er stadig træt, synes stadig ting lugter helt ekstremt voldsomt, måske lidt mere kortluntet.
Vi har fortalt vores familier det, faktisk allerede efter den første scanning, og en enkelt veninde har fået det fa vide, men ellers vil jeg gerne lige have NF overstået. Der er dog et par stykker der har gættet det på arbejde, fordi jeg har en tendens til at blive svimmel og utilpas på nattevagterne. Og så har min chef fået det af vide, da jeg denne måned er hårdt presset med nattevagter og derfor har måtte bede om fri i dagtiden så jeg har tid til at komme mig ovenpå vagterne.

10+0

Tiden går både ekstremt langsomt og meget hurtigt! Jeg er fortsat nervøs, til trods for to fine scanninger, så er jeg stadig ikke overbevist om at jeg virkelig er gravid. NF ligger den 12.2 og den er der bare lang tid til. Omvendt kan jeg ikke helt forstå, at det er 10 fulde uger i dag.

Jeg er fortsat træt, omend nok lidt mindre efterhånden. Det er dog lidt svært at afgøre for nattevagterne tager virkelig mange kræfter og gør at jeg er ekstremt træt i dagene efterfølgende.
Min lugtesans er blevet hysterisk! Jeg kan slet ikke holde ud at lugte til perfume, den nye hårspray er ikke blevet brugt de sidste 5 uger, og hvis der er nogen der brækker sig på arbejde, så er jeg i problemer. Den anden dag måtte jeg flygte fra Føtex - hvorfor er det alle mennesker ryger og drikker? Det lugtede hvert fald sådan! Pyha..
Kroppen forandrer sig også ligeså stille og roligt. BH'en strammer, og maven er oppustet. Har dog ikke taget på endnu og kan stadig være i de fleste af mine bukser.

I dag er det tid til vandrejournal. Og så skal tiden bare gå til de 12. februar.

8+1 og scanning

Gav efter for min bekymring og ringede til CFC, der heldigvis var søde og sagde jeg selvfølgelig bare skulle kommer.

Så i dag var jeg inde og hilse på et dejligt lille vidunder, der var vokset præcist som den skulle, havde et hjerte der slog som det skal og meget mere lignede noget jeg kan genkende som et barn, end den lille klump af celler som vi så første gang for 1 uge siden. Jeg er mega lettet. Håber på at kunne slå katastrofe tankerne lidt fra nu og bare læne mig tilbage mens tiden den går, og alting forhåbentlig bliver ved med at se godt ud!

Tankespind

Jeg kan ikke rigtig slippe fornemmelsen af, at scanningen mindede mig så meget om første gang jeg var gravid. Oveni syens jeg at jeg i går og i dag har mindre kvalme og utilpashed end jeg har haft de andre dage. Jeg ved ikke om det kun er scanningen der udløser al denne tvivl, men det er som om jeg pludselig slet ikke tror på, at det kan være rigtigt jeg er gravid. Som om at det nærmest er umuligt at alting skulle være ok.

Mr.N synes jeg er helt fjollet og forstår vist ikke rigtigt hvad det er der foregår. Oveni har hans lillebror lige fortalt at hans nye kæreste er gravid, 10 uger henne, og de taler om hvor hyggeligt det kunne være med fætre/kusiner der var lige gamle. Og jeg får tics over det hele ved at høre om det, og tænker at loven siger, at der kun er en ad gangen der kan få lov at være gravid og så er det nok ikke mig!

Jeg prøver virkelig, alt hvad jeg kan, at slå de her tanker ud af hovedet. Jeg kan jo hverken gøre fra eller til lige nu. Men er helt sikker på at jeg om nogle uger må have fat i en scanning igen, hvis jeg skal tro på at det her virkelig er rigtigt og måske kan gå uden problemer. Jeg har behov for at se noget der rent faktisk har arme og ben liggende derinde, for det der lille billede af en rund ting med et hjerte - det kan jeg ikke lige forholde mig til!

Og hvordan kan man overhovedet gøre sig så mange bekymringer når nu jeg endelig er blevet gravid??!! Det burde jo være forbudt!

Hjerteblink

Fik rykket scanning til i dag, da mr. N ikke kunne være med i morgen. Gik fint, Svend sagde lille spiren så ud lige som den skal, og der var et fint hjerteblink. Jeg havde egentlig troet jeg ville være mere rolig efter, men synes ikke jeg fik den ro jeg havde troet. Måske fordi da jeg blev scannet ved A var det 5 dage senere, og der kunne man faktisk ane hoved og hale. Denne gang var det primært hjertet man så, og så bare en lille rund ting. Og det mindede nok lidt for meget om dengang jeg havde min MA.

Jeg er faktisk blevet afsluttet fra klinikken, selvom jeg godt kunne have tænkt mig en scanning mere. Men spurgte heller ikke efter en, for tænker jeg bliver nødt til at tro på det bedste. Og ellers må jeg se om jeg kan opsnuse en scanning:)