Jeg kan ikke rigtig slippe fornemmelsen af, at scanningen mindede mig så meget om første gang jeg var gravid. Oveni syens jeg at jeg i går og i dag har mindre kvalme og utilpashed end jeg har haft de andre dage. Jeg ved ikke om det kun er scanningen der udløser al denne tvivl, men det er som om jeg pludselig slet ikke tror på, at det kan være rigtigt jeg er gravid. Som om at det nærmest er umuligt at alting skulle være ok.
Mr.N synes jeg er helt fjollet og forstår vist ikke rigtigt hvad det er der foregår. Oveni har hans lillebror lige fortalt at hans nye kæreste er gravid, 10 uger henne, og de taler om hvor hyggeligt det kunne være med fætre/kusiner der var lige gamle. Og jeg får tics over det hele ved at høre om det, og tænker at loven siger, at der kun er en ad gangen der kan få lov at være gravid og så er det nok ikke mig!
Jeg prøver virkelig, alt hvad jeg kan, at slå de her tanker ud af hovedet. Jeg kan jo hverken gøre fra eller til lige nu. Men er helt sikker på at jeg om nogle uger må have fat i en scanning igen, hvis jeg skal tro på at det her virkelig er rigtigt og måske kan gå uden problemer. Jeg har behov for at se noget der rent faktisk har arme og ben liggende derinde, for det der lille billede af en rund ting med et hjerte - det kan jeg ikke lige forholde mig til!
Og hvordan kan man overhovedet gøre sig så mange bekymringer når nu jeg endelig er blevet gravid??!! Det burde jo være forbudt!
Åh for pokker, altså. Selvom jeg er blågrøn af misundelse på dig, så kan jeg nærmest mærke din angst og bekymringer helt ud igennem skærmen. Hvor er det bare snyd at der skal være så meget bekymring forbundet med noget så utrolig dejligt. Det er simpelthen ikke fair!
SvarSletJeg kan sagtens forstå dig og dine tanker. Man tør simpelthen ikke give los, for tænk nu hvis... skæbnen kommer og giver en et ordentlig los over skinnebenet.
Men du har set hjerteblink. Er det ikke 80-90% chance for at alt går som det skal - det mener jeg. Det er jo sindssygt meget. Det SKAL gå! Basta.