12+0 i dag, og fortsat lige uvirkeligt. Den sidste uge har været præget af tragiske oplevelser på arbejde, og en syg lille pige herhjemme. Trætheden har været overvældende, A er en lille pjevset pige fortsat, der er ked af det når man afleverer hende, og hvis verden går itu over de mindste små ting. Så der har ikke været meget tid til at tænke på den lille, der forhåbentlig ligger derinde og har det godt. Om 6 dage er det tid til NF. Ligesom sidst er jeg lige nu primært bekymret for om der overhovedet er liv. Tankerne om, hvad vi gør hvis NF kommer ud med dårlige odds ligger der selvfølgelig også, men de kan ikke rigtig komme op til overfladen for de kræver at jeg tror på, at den lille er levende. Og det er fortsat lidt svært.
Men kroppen gør ellers sit bedste. B.rysterne er blevet større og tunge, maven vokser og er faktisk lidt svær at skjule - særligt når jeg nærmer mig eftermiddagen. Jeg er stadig træt, synes stadig ting lugter helt ekstremt voldsomt, måske lidt mere kortluntet.
Vi har fortalt vores familier det, faktisk allerede efter den første scanning, og en enkelt veninde har fået det fa vide, men ellers vil jeg gerne lige have NF overstået. Der er dog et par stykker der har gættet det på arbejde, fordi jeg har en tendens til at blive svimmel og utilpas på nattevagterne. Og så har min chef fået det af vide, da jeg denne måned er hårdt presset med nattevagter og derfor har måtte bede om fri i dagtiden så jeg har tid til at komme mig ovenpå vagterne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar